11. DECEMBER: Ethiopiques 4 - ethio jazz & musique instrumentale

11-12-16
Af: 
Simon Haldbo, Undertoner

11. DECEMBER
Frem til juleaften kan du hver dag læse om et spændende album fra musikhistorien.

Ud af kærlighed til musik opstod der i start-70’ernes Etiopien noget ganske særligt; en skabning, der selv her 40 år efter sin fødsel stadig formår at brænde sig fast i hukommelsen på enhver, der skænker den bare en smule af sin opmærksomhed. Mystisk og hypnotiserende sniger den sig ind på krop og sjæl og efterlader én forundret og betaget. Det er musik, som man aldrig har hørt den før, og alligevel er det, som om den taler et sprog, man uden videre forstår. Faderen hedder Mulatu Astatke, barnet kaldte han for ethiojazz. Denne obskure parring af vestlig jazz/funk og skæv etiopisk musiktradition blev dog mere end en blanding af genre; den blev helt sin egen.

Grædende horn

Det første, man bemærker ved Mulatu Astatkes musik, er saxofonerne. Og så alligevel ikke, for deres klang ligger så langt fra, hvad man normalt forbinder med saxofonen. ‘Grædende horn’ er måske en mere rammende beskrivelse af den meget sørgmodige og relativt skæve lyd. Det næste, man bemærker, er groovet, der langsomt – men sikkert – kommer snigende, forklædt som et funky guitarriff eller som stramtspillede nærmest break-beatagtige trommer. Dog er det svært at opleve lyden som andet end fremmed og mystisk. Alt virker skævt; klaveret, vibrafonen og guitaren, alle understøtter de den samme sørgmodige og mystiske grundstemning.

Lyt f.eks. til numrene ”Yékérmo sew” og ”Métché dershé”, der begge emmer af skummel melankoli. Selv de mere uptempo numre som ”Yégellé tezeta” og ”Kasaléfkut hulu” fremstår tvetydige; sørgmodige og alligevel sært funky og opløftende. Musikken taler uden at bryde en eneste strofe. Den skæve toneart og instrumentering understøtter dybe tanker og følelser. Man distraheres ikke af lyrik, men indbydes af instrumenteringen til selv at finde poesien i musikken.

Fra Addis Ababa til New York

Mulatu Astatkes rejse ind i ethiojazzen starter, da han i 1959 – som 16-årig – bliver sendt til England for at læse til ingeniør. Han vælger dog hurtigt at kvitte de naturvidenskabelige studier til fordel for studier i musik på Welsh Lindisfarne College og London’s Trinity College of Music. Da muligheden byder sig, rejser han til USA, hvor han bliver den første afrikanske studerende på verdens, på det tidspunkt, eneste ‘school of jazz; Berklee College of Music i Boston. Herefter går turen til New York, hvor han starter bandet The Ethiopian Quintet, med hvem han i 1966 laver pladerne "Afro-Latin Soul" I og II.

Lyden er på dette tidspunkt stærkt inspireret af latin og ret uskyldig i sit udtryk og således er det egentlig først ved hjemkomsten til Etiopien i 1969, at han for alvor lader ambitionerne folde sig ud. Her påbegynder han i samarbejde med nogle af Addis Ababas bedste musikere forarbejdningen af den lokale musikstil – der traditionelt havde fokuseret meget på det lyriske – mod en mere jazzet lyd med mere fokus på det instrumentale. Mulatus egen lyd udvikler sig ligeledes i perioden i bevægelsen væk fra den polerede latinlyd i retningen af et mere komplekst lydbillede inspireret af de skæve etiopiske skalaer.

Selvom Mulatu i denne periode – foruden en række singler – kun nåede at udgive én enkelt plade, fik den nye lyd stor indflydelse på samtidens etiopiske musik, som i årene omkring 1969 var i stor udvikling. Drivkraften var her det uafhængige og eksperimenterende pladeselskab Amha Records, der i perioden fra 1969 og indtil militærjuntaens statskup i 1974 nåede at udgive ikke færre end 103 dobbeltsidede singler og 12 LP’er. I kølvandet på statskuppet fulgte en periode med censur og kulturel recession, hvilket markerede en brat afslutning på, hvad man siden har kaldt ‘golden-age perioden’ i etiopisk musik.

Udgivelser og genudgivelser

Trods sine amerikanske udgivelser og et samarbejde med blandt andre Duke Ellington, forblev Mulatus musik i mange år ukendt for den vestlige verden. Det var ikke før det franske pladeselskab Buda Musique – anført af Francis Falceto – i 1998 dedikerede en hel plade i sin Ethiopiques-serie til Mulatu, at musikken atter blev gjort tilgængelig for vesten. At Jim Jarmusch i 2005 valgte at bruge hele syv af Mulatus numre i sin film Broken Flowers, har dog helt sikkert været det kærlige skub, der fik Mulatu helt inden for i de vestlige stuer.

Som sagt findes kun få instrumentale ethiojazz udgivelser af Mulatu Astatke fra start-70’ernes ‘golden age periode’. Det drejer sig dels om en række singler, hvoraf en del er at finde på opsamlingsalbummet Ethiopian Modern Instrumental Hits fra 1972 (genudgivet 2003), samt Yekatit: Ethio-Jazz fra 1974 (genudgivet 2002). Desuden medvirker Mulatu på Tche Belew fra 1977 (ikke genudgivet) med Hailu Mergia & The Walias Band, hvor han agerer medkomponist samt spiller sit yndlingsinstrument; vibrafonen.

Feinsmeckere kan med lidt gåpåmod finde genudgivelserne af Ethiopian Modern Instrumental Hits og Yekatit: Ethio-Jazz på vinyl. Heldigvis for vi almindelige dødelige er Mulatus numre fra førstnævnte og alle numre fra sidstnævnte plade at finde på den helt igennem glimrende kompilation Ethiopiques 4 – ethio jazz & musique instrumentale 1969-1974.

Denne indeholder 14 helt vidunderlige skæringer, der på trods af at være indspillet over en periode på fem år på ingen måde virker usammenhængende. Faktisk er det svært at høre, at der skulle være tale om en kompilation og ikke et samlet værk. Anbefalingen herfra bliver således hurtigst muligt at få fingrene i "Ethiopiques 4 – ethio jazz & musique instrumentale 1969-1974". Den er alle pengene værd, hvilket vil sige, at den meget vel kan ende med at blive mere værd end det. Hvis eller når man får lyst til mere, kan man herfra udforske flere af seriens 27 skiver, hvoriblandt solo udgivelserne med Mahmoud Ahmed, Alèmayehu Eshété og Tlahoun Gésséssé er særligt anbefalelsesværdige.