22. DECEMBER: Suicide - Suicide

22-12-16
Af: 
Kjartan F. Stolberg

22. DECEMBER
Frem til juleaften kan du hver dag læse om et spændende album fra musikhistorien.

Suicides eponyme debutalbum er noget ganske særligt.

Hvert eneste nummer er noget helt specielt, og deres lyd er i sin helhed virkelig noget for sig. De er minimalistiske, men de får syv meget forskellige numre ud af deres minimalistiske synthpunk. De åbner med et fængende synth-riff på "Ghost rider", der er en forholdsvis kort sang, men det er nok også godt det samme, for den udvikler sig ikke frygtelig meget. Det gør meget få af deres sange faktisk i grunden, og det er lidt af deres charme. De føles meget sindsforvirrede og psykotiske. Det er i måske endnu højere grad tilfældet på det næste nummer, "Rocket U.S.A.", der er endnu mere ensartet i sit beat. Forsanger Alan Vega lyder her ængstelig og nervøs, og han hvisker nærmest sin vokal, undtagen når han kommer med støn ud af det blå, ofte under nogle synthesizersoloer. Det bliver en kende mere melodisk på "Cheree", der måske er den mest komplicerede sang på pladen, idet den bruger hele tre forskellige akkorder i synth-riffet. Det lyder meget inspireret af Kraftwerks "Autobahn".

Så hører vi en ganske kort historie om "Johnny", der ser ud til at vække specielle følelser hos Alan Vega, som han søger kærlighed. Sangen er kun to minutter lang, men det stressende beat ender med at have stor effekt mod enden. Som sådan ændrer musikken sig ikke, men gentagelserne ender bare med at have mere og mere effekt. Hvis der er nogen, der vækker endnu større følelser hos Vega end Johnny, så er det nok hovedpersonen i "Girl", der sender vor forsanger i en total ekstase. Han er ellevild, og det kommer især til udtryk gennem beatet, og til sidst ender han med at få orgasme.

Albummets store højdepunkt er dog nok "Frankie Teardrop", og det vil de fleste, der har lyttet til albummet, nok sige. Det er en ti minutter lang historie, og jeg vil ikke røbe handlingen, men jeg kan sige. at beatet om muligt er simplere end noget andet på albummet. Og nummeret er seriøst uhyggeligt – nok det mest uhyggelige stykke musik, jeg nogensinde har hørt. Desværre er det et nummer, der mister noget af sin effekt, når man lytter til det flere gange, og det er desværre noget man kan sige om det meste af albummet. Meget af musikkens kvalitet ligger i hvor sært det er, men på grund af de mange gentagelser ved man tit, hvornår overraskelserne kommer, og det bliver til et større problem, når man lytter flere gange til det.

Det sidste nummer på pladen hedder "Ché", og det er nok pladens mest dystre sang. Det er et meget grusomt nummer, og hvis der er nogen sang, der bare udstråler total ulykke – endda mere end "Frankie Teardrop" - så er det dette. Det er også et ganske langsomt nummer, men oven på sådan en intens sang som "Frankie Teardrop" har man virkelig brug for det. Det er en stille afslutning på pladen, men det er virkelig en, der fungerer.

Suicide er en besværlig plade. Man bliver nødsaget til at tage lidt pauser fra dette album, for ellers bliver det alt for hurtigt ordinært. Men første gang man lytter til det, så er det noget helt unikt – og mindet af at lytte til Suicide for første gang vil nok blive hos dig for evigt.