23. DECEMBER - Nick Drake : Pink Moon

Der findes få udgivelser i musikhistorien, der når en tilsvarende grad af nøgenhed som Nick Drakes svanesang fra 1972.

Der findes få udgivelser i musikhistorien, der når en tilsvarende grad af nøgenhed som Nick Drakes svanesang fra 1972. Med lige dele akustisk guitar, vokal, mørke, tab og tårer er "Pink Moon" en halv times musik, der aldrig rigtigt forlader dig igen.

Efter at have færdiggjort den lyse og jazzede Bryter Layter (1970), der ligesom debuten Five Leaves Left (1969) bød på smukke og højtravende arrangementer samt prominente gæstemusikere såsom hovedparten af Fairport Convention og John Cale, meddelte Nick Drake sin producer Joe Boyd, at hans tredje album ville få et langt mere spartansk udtryk. Behovet for Boyds produktion var derfor minimalt, og produceren så meldingen som en åben dør til at forfølge en karriere i USA, hvor det blandt andet ville blive til samarbejde med R.E.M.

Boyds afgang betød, at Drake mistede sin tætteste samarbejdspartner, og desuden markerede den begyndelsen på en alvorlig nedtur for den skrøbelige englænder, der sank dybere og dybere ned i den depression, som allerede så småt havde vist sig under optagelserne til Bryter Layter. Rygter om et tiltagende narkotikaproblem cirkulerede, men om det var rusmidler eller rent og skært tungsind, der fik englænderen til at give slip på sin omverden, er stadigvæk uklart. Sikkert er det dog, at Drake forsvandt ind i sig selv, og den isolation blev grundstenen til den nøgne og ensomme svanesang Pink Moon.

En anden årsag til depressionen kom af Drakes manglende kommercielle anerkendelse. Selv om hans første to plader havde fået udmærkede anmeldelser, havde de ikke udløst den mindste succes, hvilket især skyldtes, at Drake var for genert til at spille koncerter – en promotion-metode, som var vital for udbredelsen af hans musik, der ikke fik megen spilletid i radioen.

Mytisk materiale

Eftertiden har derimod vist stor interesse for Drake og ikke mindst de mystiske omstændigheder omkring hans død i 1974. Det er stadigvæk ikke fastslået, om det var selvmord eller en fejldosering af antidepressiver, som dræbte den 26-årige sangskriver, hvilket også har givet konspirations-teoretikerne rigeligt med materiale at spinde historier på. Titlen på debutalbummet, Five Leaves Left, skulle således være en forudanelse om Drakes død 5 år efter udgivelsen. Lidt mere sandsynligt, men mindre fantastisk, er nok historien om, at titlen skulle være en blanding mellem en reference til cigaretpapirsmærket British Rizla og O. Henry-romanen The Last Leaf.

Heldigvis er det Drakes musik, der har været hovedårsagen til den posthume succes, og så forskellige grupper som The Cure, Belle & Sebastian og Sebadoh har alle udtrykt stor respekt for den sørgmodige troubadour. En slags kommercielt gennembrud kom, da titelsangen fra Pink Moon, som ellers er det mindst tilgængelige album, blev brugt i en Volkswagen-reklame. Selv om tyske biler og selvdestruktive sangskrivere ikke virker som den mest oplagte blanding, betød reklamen fra 1999, at Pink Moon skød til vejrs på Amazon.coms salgsliste, hvor den nåede en imponerende femteplads. Drake anses desuden for at være Godfather til ’the new acoustic movement’, der bl.a. talte Badly Drawn Boy, Kings of Convenience og Elliott Smith.

Strengenes eskapisme

Island Records, der havde signet den dengang 19-årige Drake på opfordring fra Fairport Convention-bassisten Ashley Hutchings, gav overklassedrengen med det store guitartalent bemærkelsesværdig stor frihed. Denne goodwill resulterede blandt andet i, at pladeselskabet ikke lagde pres på den sky Drake, på trods af at der ikke var nogen udsigt til gennembrud i en musikverden, der langsomt var begyndt at blive forført af makeupbåren glamrock. Men når man er bange for verden, skaber man sin egen, og det var netop, hvad Drake gjorde med Pink Moon. Her eksisterede kun Nick Drake og ingen andre lyde end dem skabt af hans stemme, guitar og klaver.

Pink Moon blev optaget over to dage ved midnatssessions, hvor kun Drake og lydteknikeren John Wood var til stede. Ved indspilningerne til de to første albums havde Drake været særdeles kritisk og selektiv med hensyn til det udvalgte materiale, men ved disse optagelser blev hver enkelt tone bevaret. Det blev til 28 minutter og 30 sekunder fordelt på 11 sange. Mere havde Drake ikke i sig. Til gengæld er der heller ikke så meget som et eneste svagt punkt, og Pink Moon står som en af de stærkeste halve timer i musikhistorien.

Lige fra startsekunderne af titelnummeret til den afsluttende “From the Morning” er man fanget i Drakes afdæmpede univers. Der er noget skæbnesvangert og splittet over Pink Moon, og det er uden tvivl hans mest personlige album. Her gemmer kunstneren sig ikke længere bag svimlende violiner, men træder frem med en håndfuld hudløse melodier, der kan bæres alene af den akustiske guitar uden at miste pusten.

Men selv om Drake er så udstillet, fornemmer man stadigvæk en tydelig distance i hans stemme, og heri ligger et af de elementer, som gør Pink Moon til en magisk lytteoplevelse. Den knivskarpe balancegang mellem total kontrol over vokalen og fingerspillet over for det mørke, som var begyndt at overskygge alt andet i Drakes liv, lader sig ikke rigtigt forklare. Drake formår på magisk vis at synge upåvirket og hjerteskærende på samme tid. Den bitre Which Will er vel den eneste sang på albummet, hvor man kan høre en ændring i stemmeføringen undervejs. Ellers er det den stoiske vokal, der regerer, og det virker, som om de sønderrevne følelser ikke må afsløres i stemmen. Derfor er det også ekstra kuldegysende, når man hører den instrumentale Horn, der med sine høje toner nærmest flænser nattehimlen og skriger sin ordløse desperation ud. Det halvandet minut lange nummer er uhyre simpelt, men det langsommelige fingerspil formår nærmest at trække smerten ud af hver enkelt skarpslebne streng.

Hverken det tekstmæssige eller det nøgne musikalske udtryk efterlader tvivl om, at melankolien har godt og grundigt fat i Drake. Han er nærmest fortabt fra pladens begyndelse: »Pink moon gonna get ye all.« Titelnummeret er den eneste sang, hvor Drakes stemme er akkompagneret af andet end den akustiske guitar. Et simpelt, men kuldegysende klaverstykke er her lagt ind, og selv om det ødelægger illusionen af, at han er helt alene, så rammer klaveret en ensomhed, der lyder som regn, tårer eller begge dele.

Der var ingen hos Island Records, der havde hørt, at Drake var i gang med at indspille sit tredje album, hvilket formentlig skyldtes, at der var utrolig få indblandet i processen. Derfor kom det som en stor overraskelse, da et færdigt masterbånd blev afleveret, og rygter påstår endda, at båndet lå i receptionen i en uge, inden det blev opdaget, at den mystiske pakke var den seneste udgivelse fra Nick Drake. Pladeselskabet havde kendskab til Drakes indre dæmoner, og da sangskriveren desuden havde holdt mærkværdigt lav profil, havde man efterhånden afskrevet ham.

Mørkets nuancer

Selv om melankolien allerede var velrepræsenteret på Five Leaves Left, er det dog to forskellige nuancer af tungsind, som præsenteres på debuten og svanesangen Pink Moon.
På Five Leaves Left er mørket konstant indhyllet i Robert Kirbys himmelhøje arrangementer, og pladen indeholder en helt anden dynamik, som blandt andet opnås igennem den akustiske guitars mange musikalske sparringspartnere. Pink Moon er derimod langt hen af vejen lyden af en mand, der har givet op, og som gennem et uhyre spartansk lydbillede er ved at sige farvel.

Men på trods af Pink Moons ekstreme minimalisme er der stadig visse elementer, som gentages fra de tidligere udgivelser. For eksempel er Drakes lange fraseringer i den fortabte “Place to Be”, hvor sidste ord i hver linie nærmest bliver trukket ud i det uendelige. Det mest gennemgående er dog nok det vidunderlige fingerspil og den mærkværdigt stemte guitar. Der er stadigvæk sange fra Pink Moon, som ingen aner, hvordan skal spilles. Én af dem er “Parasite”, der lyder som en akustisk forfader til Radioheads “Subterranean Homesick Alien” – en titel, som Drake formentligt også kunne have nikket genkendende til. Drakes yderst komplekse guitarspil har formentligt aldrig været bedre end på dette nummer, som, med de øvrige Pink Moon-kompositioner in mente, nærmest må betragtes som et fyldigt nummer.

Renset af regnen, for en stund

»And the movement in your brain
Sends you out into the rain« (“Things Behind the Sun”)

Pink Moon, virker i høj grad som en katarsisalbum, og ligesom Bonnie ’Prince’ Billys fantastiske I See a Darkness ender det også lyst her. Akkurat som på Pink Moon starter I See a Darkness i mørket, hvor der kredses om død, tab og depression. I “Raining in Darling” stopper regnen i Bonnie ’Prince’ Billys univers, og han kan gå udenfor igen.
Hos Nick Drake går den lyserøde måne ned og erstattes af en tid, hvor dagen og natten er lige smukke. Alt er fuldt af håb i form af det yderst levende afslutningsnummer “From the Morning”, der kommer som en kæmpe forløsning på den kamp mod mørket, der ellers syntes uoverkommelig – og som i sidste ende også viste sig at være det. Det lys, som tændes med From the Morning, pustes ud med eftertryk i de sidste kompositioner, Drake nåede at indspille, hvor det står klart, at månen endegyldigt har indhentet ham.

Drake ville lave noget spontant, ærligt og enkelt efter Bryter Layter. Det blev det … og mere til. Det blev perfekt.

// Af: Kasper Würtz, Undertoner