Genre: 

4. DECEMBER: Sufjan Stevens - Carrie & Lowell

Sufjan Stevens Carrie & Lowell
04-12-16
Af: 
Peter Krogh, Undertoner

4. DECEMBER
Frem til juleaften kan du hver dag læse om et spændende album fra musikhistorien.

***

Anmeldelse fra Undertoner
Udvalgt af redaktion

Konceptalbummet er et velkendt og ofte anvendt greb. Et spillerum, hvor der kredses om den samme historie eller det samme tema gennem værkets sange. Sufjan Stevens har før ladet et sted eller et forudbestemt dogme danne udgangspunkt for sine sange. De fleste husker nok den annoncerede serie af albums, hvor Sufjan ville kortlægge hver eneste stat i USA musikalsk. Han nåede kun to stater før projektet voksede ham over ørerne, men med to glimrende albums til følge i henholdsvis Michigan (2003) og Illinois (2005).

Når konceptet bag et album tager sit udgangspunkt i personlige, som oftest, tragedier eller hjertekvaler, er der i musikhistorien skabt værker, som har grebet lytteren lidt mere intenst end ellers. Et eksempel, der umiddelbart rinder mig i hu efter at have favnet Carrie & Lowell, er Eels’ Electro-Shock Blues fra 1998, hvor stærkt personlige beretninger om sygdom og død, også, stod (og står) særdeles stærkt.

På Carrie & Lowell, der tager sin titel fra navnene på Sufjans mor og stedfar, fortæller Sufjan historien om den alkoholiserede og depressive mor der forlod ham, da han var blot et år gammel. Han beretter om tre somre, fra han var fem til otte år gammel, hvor han tilbragte tid med moderen og hendes nye mand, Lowell. En sorgløs tid i et ellers hårdt liv. Han adresserer de fire store grundelementer, som mennesket må tage livtag med: liv, død, kærlighed og tab. Han reflekterer over såvel den ubønhørlige skønhed i kærlighedens væsen, men også den grimme side af samme.

Det kan lyde tungt, men når det bliver fremført på en så intens og hudløst ærlig facon, som Sufjan gør det på Carrie & Lowell, og når det samtidig er sange med en iørefaldende skønhed, så øjnes der håb. Et håb midt i kvalerne med at forstå det der liv, som ikke altid kun balancerer på den lyse side af de stier og veje man betræder.

Sangene på Carrie & Lowell bliver fremført med nedtonede, akustiske strengeinstrumenter og klaver som den eneste musikalske ledsagelse, næsten, hele vejen igennem. Der er ikke de store og patosfyldte crescendoer som Sufjan Stevens ellers har haft for vane på de seks foregående albums. Det er en tyst, forsigtig og nærmest kærlig klangbund, der flyder under Sufjans porøse stemme. Det synes overflødigt at understrege, at det klæder sangene. Og at fortællingerne derved føles endnu mere personlige og direkte fra hjertet, hvor de er undfanget.

Fra albummets åbningsnummer, ”Death with Dignity”, med de rørende linjer; »I forgive you, mother / I can hear you / And I long to be near you /But every road leads to an end« hen over “Should Have Known Better”, “Fourth of July” og “No Shade in the Shadow of the Cross” er man som lytter tryllebundet. Ikke blot af ordene og historierne, men også af de medfølgende kompositioner. Det er faktisk på ingen måde fair at fremhæve nogle af sangene på fremfor andre. De 11 sange, der tilsammen udgør Carrie & Lowell, er, hver for sig og sammen, med til at danne det samlede (mester)værk, som det bør være alle forundt at lytte til og tage til sig.

Musik, som tager sit udspring i hjertets inderste kamre, og ord, der flyder fra selve hovedstolen, smelter nogle gange sammen og bliver til vægtige og væsentlige værker.

Sufjan Stevens har med Carrie & Lowell kreeret et personligt, melankolsk og sitrende mesterværk – et album, der med sin minimalistiske og nærmest underspillede tilgang, er vanvittigt dragende og intenst. Jeg får lyst til at give Sufjan et ordentligt knus – eller bare en flygtig omfavnelse – og fortælle ham, at det nok skal gå. Omvendt så fortæller han med dette album os alle sammen, at det går. Alt sammen. Livet fortsætter derude på godt og ondt. Og med Carrie & Lowell som ledsager har livet fået flere sange, der giver det hele mening.