50 år med "Planet waves" fra Bob Dylan

”Planet waves” (1974) anses normalt ikke som en af Bob Dylans ”store” plader, måske på grund af den hårde konkurrence fra det efterfølgende mesterværk ”Blood on the tracks” (1975). Men når det er sagt, skal det straks tilføjes, at pladen, som blev udsendt d. 17. januar 1974, trods alt opnåede en (kortlivet) førsteplads på Billboards hitliste og en syvendeplads på den engelske albumhitliste, lige som pladen hen ad vejen solgte guld i USA.

”Planet waves” indeholder da også en af Bob Dylans mest kendte sange, ”Forever young” (endda i to forskellige versioner), ligesom pladen betegner Dylans første større officielle indspilningssamarbejde med gruppen The Band (i hvert fald under dette navn). Pladen er på mange måder atypisk i Bob Dylans produktion, bl.a. ved at være hans eneste studieudgivelse på plademærket Asylum og også ved at være så åbenlyst personlig i sine sangtekster, der for de flestes vedkommende afspejler Dylans store kærlighed til sin kone, Sara.

En kærlighedserklæring
Mens ”Blood on the tracks” ofte omtales som Bob Dylans skilsmisseplade, er ”Planet waves”, der blev udsendt kun 1½ år før den førstnævnte titel, en udgivelse, der i langt de fleste af sangene oser af en dyb betagelse af og kærlighed til Dylans kone og mor til hans 4 børn (+ et bonusbarn).

Man kan undre sig over, hvordan en så stor hengivenhed på så kort tid kunne forvandles til en indædt strid mellem de to ægtefæller, men Dylan har i et interview fortalt, hvordan han selv opfattede baggrunden for det følelsesmæssige jordskred i sommeren 1974.

Dylan begyndte på dette tidspunkt at gå til maleundervisning hos maleren Norman Raeben i New York, og herefter havde de to ægtefæller efter Dylans udsagn svært ved at tale sammen, fordi Sara simpelt hen ikke forstod, hvad det var, Dylan talte om, når han fortalte om sin malerkunst.

Nu har en sag jo som regel flere sider, og Saras version af begivenhederne foreligger ikke, i hvert fald ikke i trykt form. Men det er et faktum, at de to ægtefæller gled fra hinanden i løbet af 1974-75, og at de afsluttede ægteskabet definitivt i 1977 med en enormt kostbar aftale, der ud over et stort kontantbeløb sikrede Sara halvdelen af royalty-indtægterne fra de sange, Bob Dylan indspillede under ægteskabet. Til gengæld måtte hun love ikke at udtale sig offentligt om samlivet med Dylan, hvilket hun efterfølgende har rettet sig efter.

Inden skilsmissen var alt dog tilsyneladende fryd og gammen i familien Dylan, ikke mindst hvis man skal dømme ud fra de sange, Bob Dylan skrev i 1973-74 (hvad man naturligvis ikke skal; der er forskel på en fiktionstekst og en selvbiografi). 7 af sangene på ”Planet waves” fremstår som højstemte lovprisninger af kærligheden og af den udkårnes mange kvaliteter som menneske og som kvinde. Ud fra disse sangtekster at dømme var Dylan stærkt emotionelt knyttet til sin vidunderlige kone, som han svor at ville elske til evig tid – og sågar også i tiden derefter.

Visse af formuleringerne i de ekstatiske lovsange til kærlighedsforholdets pris var endda så overstrømmende, bl.a. i sangen ”You angel you”, at Dylan senere ændrede nogle af de mest svulstige udryk i teksten, når han skulle synge sangen ved koncerter. Men selv efter nedtoningen af panegyrikken i ”Planet waves”-sangene er det tydeligt for lytteren, at der må være tale om en helt speciel kvinde, som kan inspirere til sådanne udgydelser.

Hvis man vil prøve at spille psykolog i forhold til Bob Dylans nye 1974-sange, kan man måske gætte på, at sangskriverens helt uproportionale lovprisning af kærlighedslykken i teksterne kan tolkes som et forsøg på at overbevise sig selv om, at kærligheden er vidunderlig – altså at der er tale om en form for besværgelse over for den omstændighed, at det er begyndt at knase i ægteskabet. En sådan teori er imidlertid ren spekulation. Kærlighedssangene på ”Planet waves” er alle af fin kvalitet og hævder sig flot i Dylans i øvrigt imponerende sangkatalog.

Og sangen til Dylans ældste søn, ”Forever young”, er i dag en klassiker.

To bitre sange
Men altså: de højtravende kærlighedssange på albummet kan stadig forekomme en smule overraskende fra en sangskriver, der ellers mest er kendt for at skrive eksistentielt tungtvejende sange om tilværelsens udfordringer. De mange lykkelige sange betyder desuden, at lytteren næppe kan undgå at hæfte sig ved de to sange på pladen, som skiller sig ud fra resten ved at anlægge et langt mere pessimistisk syn på kærligheden og samlivet med et andet menneske, end de øvrige sange gør det: ”Going, going, gone” og ”Dirge” (dvs. ”sørgesang”).

Sidstnævnte, som samtidig er den længste sang på ”Planet waves”, rummer en række kyniske og uforsonlige formuleringer om et ”you”, og sangen vækker mindelser om nogle af Dylans mest hadske og bitre sange, bl.a. ”Positively 4th Street” og den senere ”What was it you wanted”. Hør blot disse linjer: ”Can´t recall a useful thing you ever did for me/ ´cept pat me on the back one time when I was on my knee”. Det fremgår (selvfølgelig) ikke af teksten, hvem det er, der berettiger til sådanne barske udtalelser; det må man selv gætte sig til. Men det må ikke være rart at være ophavsmand/kvinde til indholdet i sætninger som disse: ”I hate myself for loving you/ and I´m glad the curtain fell”.

Situationen i sangen ”Going, going, gone” er ikke meget mere opmuntrende. Her er der tale om en jeg-person, der er led og ked af sit liv, og som bare har ét ønske: at komme væk, så der kan ske noget nyt: ”I´m closing the book/ on the pages and the text/ And I don´t really care/ what happens next/ I´m just going/ I´m going/ I´m gone”.

De to triste sange virker som en våd klud i ansigtet på den lytter, der ellers har glædet sig over lovsangen til den herlige kærlighed i de øvrige sangtekster. Men heldigvis er melodierne til og fremførelsen af de to sange blandt noget af det bedste, Bob Dylan (og The Band) har præsteret, og det gør det ikke bare udholdeligt at lægge ører til de to bitre tekster, men gør ligefrem sangene til to højdepunkter på ”Planet waves” – to hovedårsager til, at jeg ofte lægger pladen på grammofonen, når jeg har lyst til at høre noget smukt.

”Going, going, gone” og ”Dirge” er nogle af de mørkeste sange, Dylan har skrevet, og på sin vis passer de som et jakkesæt på en strandtur til de mange positive kærlighedssange på pladen. Det er blevet forslået, at Dylan måske simpelt hen har skrevet de deprimerende sange for at vise, at han kunne gøre det. Det er en mulighed; men personligt tror jeg nu, at sangene skyldes, at både den overforelskede jeg-person i de øvrige sangtekster og den bitre jeg-person i de to afvigende tekster kun er en del af sandheden – to af Dylans mange facetter, mens han levede i et (angiveligt) lykkeligt ægteskab med sin elskede Sara. Som titlen på en af Dylans seneste sange lyder: ”I contain multitudes”. Der er sjældent kun tale om et enten-eller.