AC/DC: For Those About To Rock We Salute You

Om Vinylstakken

Vinylentusiast og musikblogger Thorbjørn Hertz Jensen er i færd med at anmelde samtlige vinyler i hans pladesamling. Pladerne vil blive lyttet til - og anmeldt - i alfabetisk rækkefølge, sorteret efter kunsternavn. (læs mere her)

Kære læser, med en alsidig samling af vinyler, kan du glæde dig til, i denne serie, at læse om albums inden for et bredt udvalg af genrer. 

Velkommen og god læselyst!

AC/DC: For Those About To Rock (1981)

Riffs, der var som skåret i beton, spændstige - og ofte behageligt korte - guitar-soli, powerakkorder og en skærebrænderstemme, der kunne få Bruce Dickinsons berømte 'luftværnssirene' af en stemme til at at lyde som skønsang i kirken søndag formiddag. Det hele rørt godt sammen og bygget på et fundament af solid 2 + 4 trommeslag med afsæt i helt almindelig, god, gammel blues-tradition. Dét var opskriften på succes for det australske band AC/DC.

 

Den første af de tre plader med AC/DC, jeg ejer, er deres stor-sælgende nr. 1-album fra 1981: For Those About To Rock We Salute You. Inden da havde bandet opnået en ganske solid succes - og et internationalt gennembrud - med albummet Back in Black (1980), der var det første uden den hidtidige forsanger Bon Scott. Han var død året før, efter sigende kvalt i sit eget opkast efter en kolonorm druktur, så også her var bandet ren rock'n'roll. (At det så aldrig blev bekræftet, at dette var dødsårsagen er en anden historie, som vi jo kan muntre os med en anden, god gang).

 

Brian Johnson havde erstattet Bon Scott som forsanger på Back in Black, og dermed var besætningen på For those about ...  den 'klassiske' AC/DC: Grundlæggerne af bandet, Malcolm og Angus Young på guitar, Cliff Williams på bas og Phil Rudd bag gryderne. Og det faldt tydeligvis i købernes smag: albummet gik til tops som nr. 1 i USA - det første rendyrkede rock-album, der havde opnået dén ære.

 

På 35 års afstand er begejstringen hos undertegnede kølnet en anelse. Ganske vist var der kortvarige tendenser til lidt nikken med hovedet og vippen med foden under titelskæringen, og måske lidt hyggelig, genkendelsens glæde og smånynnen på "Let's Get It Up", men grundlæggende set holder albummet ikke rigtigt til en fuld-længde gennemspilning, ihvertfald ikke hos mig. Dertil er der alt for lidt variation i både tempo og melodiøs spændvidde - og efter 32 minutter bliver Brian Johnsons stemme decideret enerverende. Og teksterne; lad os bare skynde os at sige, at der ikke er gået hverken en Keats eller for den sags skyld en Nick Cave tabt i Johnson.

 

Men lad os ikke grave for dybt i indvendingerne set efter 35 års musikalsk evolution (hos andre); AC/DC var, hvad alle 17-årige, bebumsede og hormonstruttende drenge havde brug for i 1981; en inderlig, hard-core rock'n'roll vrængen af alt, hvad der bare lugtede af pop og pænhed. Og for os andre, der på det tidspunkt var lidt yngre, var For Those About To Rock ... en aldeles glimrende intro til den del af hård-rocken, der ikke var heavy eller punk.