Aerosmith: Rocks
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 176
I 1975 udgav Aerosmith en af deres mest populære plader, Toys in the attic, og i 1976 var de tilbage i sadlen med opfølgeren Rocks. Den er på mange måder mere sammenhængende og ambitiøs end gruppens tidligere. Det står klart lige fra åbningsnummeret, den energiske og vilde "Back in the saddle", der er mere storladen og detaljeret end noget fra Toys in the attic, men den er stadig lige så sjov – og der er nogle klare heavy metal-elementer. Den er sammen med sange som "Sweet emotion" og "Dream on" en af mine helt store favoritter fra gruppen. Andet nummer, "Last child", har southern-æstetik og en mere simpel komposition, især i versene. Enkelheden bliver dog udnyttet mesterligt, og der opstår også stor lydmæssig dynamik, især mellem vers og omkvæd. "Rats in the cellar" har også dynamik, dog især her i forhold til længden på tonerne. Det går virkelig hurtigt i versene, og så går det mindre hurtigt i omkvædet. Det er et nummer, der kræver lytterens opmærksomhed, og det er også bare virkelig skægt.
"Combination" er et guitarpræget nummer, og det er ikke overraskende skrevet af bandets guitarist, Joe Perry. Vokalen er mixet forbavsende lavt, og det er nok fordi bandet tog stor del i produktionen – og Perry ville næppe lade nogen røre denne sang. Jeg er ikke synderligt glad for mixet i sig selv, men det er forfriskende, at produktionen er anderledes, så jeg kan ikke klage helt. Derudover er instrumentationen jo pragtfuld. "Sick as a dog" er derimod ikke en af mine favoritter. Versene bliver irriterende med deres lange gentagne “Please”-udråb. Den har interessante ideer i slutningen, men både omkvæd og vers er bare for ensartede. Guitarsoloen er dog rigtig god, og introen er virkelig smuk. Introen er også fantastisk på "Nobody’s fault", hvor de igen benytter sig af heavy metal-elementer. Det lyder i grunden meget inspireret af britiske metalbands som Judas Priest og Black Sabbath. Lyden er destruktiv og faretruende i versene, mens omkvædet er enormt psykotisk og nærmest psykedelisk. Det er en sjov blanding af lyde, der gør det til en af mine favoritter på albummet.
"Get the lead out" er en simpel rock and roll-sang, der handler om sex. Både i lyd og emne minder den meget om "Rag doll", som de udgav 12 år senere. Jeg foretrækker nu stadig "Rag doll", men der er mange interessante kvaliteter ved "Get the lead out", især ved slutningen, hvor gruppen begynder at udfolde sig mere interessant musikalsk. Der sker spændende ting på alle instrumenterne til sidst, og det er meget gribende. "Lick and a promise" har også elementer af gammeldags rock and roll, især af Chuck Berry, men der er et moderne twist. Der er dog stor musikalsk udvikling fra starten af, hvor lyden tit ændrer udtryk. To minutter inde føles det dog som om, de er ved at løbe tør for ideer, så det sidste minut af sangen er ikke så interessant igen. Selv guitarsoloen føles ret ligegyldig. Pladen afsluttes af den ambitiøse "Home tonight", der tydeligvis er designet specifikt til at tage afsked til lytteren. Ja den ville nok slet ikke fungere, hvis man lyttede til den på egen hånd. Den er melankolsk og sentimental, og den runder Rocks af så godt, at man næsten ikke tænker over de små problemer, der nu engang var.