Genre: 
Pop

For Akia på Spot Festival

For Akia
06-05-17
Af: 
Tina Schmidt, Aabenraa Bibliotekerne

For Akia
Spot Festival 2017

Jeg opdagede For Akia for år tilbage på SPOT, og som ærkeskurken i film, er det som om, de altid vender tilbage - lidt stærkere. Sidst stod de på en lille, forkølet scene i en gennemgangshal, men denne gang blev der endelig plads til dem på Voxhalls store scene – dermed nu også plads til korsang og dansespjæt.

Der er ikke så forfærdelig meget skurk over de unge fynske mænd, medmindre man kan forestille sig en skurk, hvis masterplan er at sprede indiedans og ukontrollerbare vippende fødder.

Det er især positivt, at de nu har fået en korsanger med på scenen – det giver lige det ekstra løft på klangen.

Indiegenren kan nogen gange være lidt tung at danse med. Når man har set tilstrækkelig mange bands med knægte i gummisko og udpinte instrumenter, blander det sig i den store indiegrød og bliver til en ligegyldig masse. Derfor er tilsætningen af ”glad med dans”, eller det, SPOT kataloget kalder ”lykkesøgende tribal vibe”, kærkomment og medrivende.

Der skal stadig finpoleres lidt på et par ting, men skidt – så ses vi bare på SPOT næste år.