Anmeldelse: Teaterkoncert Imagine

Aarhus Teater fredag den 28. august 2015

Aftenens show åbnede med, at en hvidklædt mand lå på de skrå brædder og at en lille del af temasangen ”Imagine” blev sunget minimalistisk og skrøbeligt igennem en megafon.

Flotte vokalpræstationer

På vokalsiden fungerede showet fra begyndelsen godt, først med nummeret ”How Can I Go Forward”, der blev præsenteret med rig instrumentering og flot sangpræstation. - Det kan dog undre, at netop dette nummer blev valgt til at indlede showet.

Aftenens tredje nummer var en ganske udmærket version af ”Working Class Hero”, med skiftevis Jakob Madsen Kvols og Jimmy Jørgensen som mest markante vokalister.

Desværre fungerede forestillingens koreografi og jakkesæt-stil ikke særligt godt i løbet af de første tre numre, hvor dansen forekom ensformig i løbet af alle tre numre og knap så synkroniseret som der blev lagt op til med den mekaniske dans.

Musikalsk

Det var utroligt velfungerende at musikerne, i både outfit og instrumentering, sendte tankerne til Indien og sommertider holdt sig i baggrunden, andre gange var på scenen sammen med skuespillerne, imens det var forfriskende, at man havde valgt både at præsentere en række kendte numre med John Lennon, men ikke blot havde lavet en sikker hitparade, og derfor præsenterede en del sange fra Plastic Ono Band.

Mother smukkest

Aftenens absolutte højdepunkt var, da Kvols stod alene på scenen med en ballon i hånden og sang ”Mother”. Han var klædt i hvidt og hele scenen var så banal og infantil, at den nok mindede mange publikummer om hvordan børn kan føle sig momentalt desperate i supermarkedet, fordi de er blevet væk, samtidig med at man blev mindet om, at denne følelse forfulgte John Lennon hele livet igennem. 

Jalousi og tab

Michael Lundbye Slebsagers uptempo og ekspressive version af ”Jealous Guy" var overraskende og understregede hans forrygende evner som skuespiller og sanger. Nummeret blev fulgt op af Dicte Westergaard Madsens meget rørende fortolkning af ”I'm Loosing You”.

Det kan undre, at man havde valgt at præsentere ”Jealous Guy” to gange – anden gang med Westergaard Madsen, som havde rigeligt sceneplads denne aften. Gentagelsen gav et indtryk af, at man har manglet materiale eller ikke har kunne vælge imellem de to versioner.

Trippet fortolkes

Aftenens syretrip begyndte med en scene, hvor absurd udklædte personer dansede omkring Kvols, der trippede lykkeligt, flyvende og efter oplevelsen erklærede, at ”Oh my love for the first time in my life
my eyes are wide open”.

De trippede scener var velfungerende som kunstneriske og abstrakte repræsentationer af Lennons indre, der til tider befandt sig imellem verdener. 

Senere i showet oplevede publikum medaljens bagside med den kolde tyrker, som for mange af 68-generationens unge måtte igennem. ”Cold Turkey” blev endnu en af Westergaard Madsen store præstationer denne aften. Der var rock, der var lys, der var smerte.

En enkelt katastrofe

”Stand by Me” var en regulær katastrofe, der både i setup, sangstil og rekvisit – en spade - virkede som en pinlig parodi på skuespilleren selv og nummeret, hvilket nok ikke har været hensigten. – Hun var dog fremragende i andre af aftenens numre, både som solist, danser og backingvokal.

Afslutningen

Ikke overraskende blev aftenen afsluttet med en smuk version af ”Imagine”, der blev sunget af Westergaard Madsen fra en gynge midt på scenen. Fortolkningen syntes lysere og mere optimistisk end den oprindelige version. Det gjorde den absolut ikke mindre fin og smuk.