The Beach Boys: Pet Sounds (1966)

Et mesterværk! Det lyder som - og er - en kliché, specielt når man, som jeg, er så konform, at man ikke engang er uenig. Jeg giver mig normalt ikke af med at rangere musik i facebook-lister over top 3, 5 eller 10 i den ene eller anden genre, men jeg kryber til bekendelse: Pet Sounds er indiskutabelt blandt de fem bedste pop-albums, der nogensinde er indspillet, og måske endda blandt top tre.

 

Som med al stor kunst florerer der umådelige mængder af historier og myter om albummets tilblivelse, men nogle af dem er så konsistente og enslydende, at det ligner en form for sandhed. En af de mest vedholdende er, at Pet Sounds i højere grad er et Brian Wilson solo-projekt end det er en Beach Boys-plade - og at de fire øvrige medlemmer af bandet faktisk på ingen måde var interesseret i at indspille og udgive det.

 

Pet Sounds anses for at være et af første rigtige koncept-albums, hvor hele albummet er fyldt ud med højkvalitets-musik, uden en eneste 'album-filler' undervejs, og uden smålig skelen til, hvordan man traditionelt skrev hit-sange. Med brugen af hidtil ukendt instrumentering for et pop-album, og med Brian Wilsons evne til at skrive sange, der brød med alle kendte naturlove indenfor hit-produktion (skift mellem tonearter, der intet har med hinanden at gøre, rytmeskift, harmonier, der i udgangspunktet næsten er disharmoniske etc.) skabte han et sammenhængende værk, der vel aldrig er overgået indenfor genren.

 

Af samme grund blev det i samtiden ikke modtaget specielt godt. Publikum, der for en stor dels vedkommende bestod af unge piger, forbigik det til fordel det 'Greatest Hits'-album der udkom senere samme år - og som solgte fire gange så meget. Kritikerne var lunkne i deres modtagelse, og Brian Wilson var knust. Han følte (med rette?) at han og pladen på ingen måde fik den anerkendelse han fortjente, og Pet Sounds blev ikke blot The Beach Boys kunstneriske peak, det blev samtidig begyndelsen til enden. Opfølgeren Smile blev påbegyndt, men Brian Wilson forsvandt delvist ind i psykedeliske stoffer - og delvist ind i begyndende paranoia og andre mentale vanskeligheder - og det blev først færdigindspillet i 1997.

 

 

Albummet åbner med en let genkendelig Beach Boys lyd og harmonier i "Wouldn't It Be Nice", men derefter tager det ellers fart. Allerede på anden skæring er vi milevidt fra sol, strand og bølger i den introverte, delvis mol-inficerede, "You Still Believe In Me", og derefter vidunderlig melankoli i "Don't Talk (Put Your Head On My Shoulder)" og mildest talt uventede temposkift i "I'm Waiting for The Day". Og minsæl om ikke der er plads til hele to instrumental-numre på pladen, hvoraf A-sidens "Let's Go Away for A While" excellerer i musikalske temaer og gentagne fraser - men næsten ingen genkendelig melodi! Og så kan man jo lige afslutte med den traditionelle "Sloop John B.", genialt arrangeret af mesteren - og en sikker all-time-greatest Beach Boys-sang.

 

Og hele herligheden fortsætter på B-siden, med bl.a. de vidunderlige harmonier i "God Only Knows", endnu et instrumentalnummer i titelnummeret "Pet Sounds" og den simpelthen mesterlige album-lukker: "Caroline No".

 

Uden Pet Sounds ingen Sgt. Peppers-plade fra The Beatles, ihvertfald ikke, hvis man skal tro Paul McCartney. Det ironiske ved dette er, at en anden af historierne om tilblivelsen er, at Brian Wilson med Pet Sounds forsøgte at overgå Rubber Soul af selv samme Beatles. Uden den gensidige inspiration på tværs af Atlanten havde vi altså aldrig fået disse ikoniske værker.

 

Nå, det blev til en lang smøre, og det er jo slet ikke nødvendigt, når man bare kan sætte albummet på. Og det synes jeg faktisk, at du skal gøre!

 

Et hurtigt notabene; faktisk er Pet Sounds en af mine nyeste plader. Jeg havde i mange år søgt højt og lavt i alle brugt-plade-sammenhænge indtil jeg langt om længe tog mig sammen og købte en genudgivelse i anledningen af 50-året for udgivelsen. Mono-udgaven naturligvis, for jeg er en snob, så det skal være den originale lyd. Ikke at jeg kan høre forskel, men alligevel....