Genre: 

The Beatles: Rubber Soul (1965)

Rubber soul Beatles
05-03-17
Af: 
Thorbjørn Hertz Jensen, Vinylstakken
Allerede coveret signalerer, at nu sker der noget. Noget andet, noget nyt eller bare et skridt videre ud ad vejen. I stedet for glansbilledet af de fire, pæne unge mænd, er der nu pludselig afbildet nogle langhårede fyre, optisk let forvredet, under en albumtitel skrevet i noget, der bedst kan betegnes som psykedeliske skrifttyper. Faktisk kunne man få den tanke, at billedet viser det Beatles, man ville se, hvis man havde fået sin virkelighedsopfattelse twistet en lille smule - måske endda under påvirkning?
 
Musikalsk er der taget syvmileskridt siden debuten blot lidt mere end to år tidligere - og det samme er tilfældet med såvel produktionen som udførslen og lyrikken. Når man, som jeg, tvunget af omstændighederne har hørt Please Please Me umiddelbart forud for dette album er det som at høre to forskellige bands. Produktionsteknikken og studiefaciliteterne må have udviklet sig eksponentielt jf. Moores Lov over de par år, for det er da ligegodt en voldsom og mærkbart forbedret lyd, vi her har med at gøre.
 
Ingen af de 14 tracks demonstrerer vel denne udvikling tydeligere end den vidunderlige "Norwegian Wood (This Bird Has Flown)". Ikke nok med, at teksten er langt fra den boy-meets-girl-simpelhed, der hidtil havde præget Lennon og McCartneys sangskrivning, den er skrevet i 6/8-dels takt, den indledende guitar lyder som noget hentet direkte fra The Byrds og så er det her, at George Harrison første gang benytter sig af sitaren - og dermed sparkede gang i en veritabel sitar-craze blandt guitarister. (Somme påstår, at netop brugen af sitar i denne sang igangsætte den langsomt voksende bølge af 'world music'. Det lyder voldsomt...)
 
"Norwegian Wood" udmærker sig derudover ved teksten, der er lettere uforståelig, men som, hvis man tager den for pålydende, alt andet lige beskriver et noget mere komplekst mand-kvinde forhold end sange som "I Wanna Hold Your Hand". Tekstmæssigt er der også lidt mere at hente i fx "Nowhere Man" - der tydeligt peger hen mod både Revolver og ikke mindst Sgt Pepper - og Harrisons "Think for Yourself", der vel er at betragte som en friheds-hymner sammen med fx. "Say the Word".
 
The Beatles var blevet voksne - på forbløffende kort tid. Og personligt kan jeg stadig holde ud at sætte dette album på og høre det i dets fulde udstrækning. Jovist er der numre iblandt, som jeg holder mere af end andre, men alt i alt, så er det tæt på at være et perfekt Beatles-album. Det er ihvertfald på min personlige top 3 over Beatles-plader.
 
Og skal man så inkorporere en 'standard'-kærlighedssang, så er "Michelle" vel ikke et dårligt eksemplar af slagsen, vel? (En sang, som jeg iøvrigt skulle udføre til min musik-eksamen på min gymnasiale uddannelse for to århundreder siden, og som jeg derfor har et meget nært forhold til. Og ikke nødvendigvis et rent kærlighedsforhold. Men det er jo en helt anden historie, som man siger, og dén vender vi ikke nødvendigvis tilbage til).
 
Nåmen summa summarum; jeg var glad for genhøret, og det er mere end man kan sige om mange af mine øvrige plader.