Beck: Odelay

Jeg var ikke specielt vild med Becks 2. album - det eneste Beck-album, jeg ejer - da jeg i sin tid købte det. Faktisk mente jeg jo nok, at det da var noget mærkeligt noget, en afart af musik, som visse steder lød som alt andet end musik - og som slet ikke var i nærheden af at lyde som hans store 1994-hit "Looser". Men jeg er jo en stædig rad, så jeg hørte det lige et par gange til, og så endnu et par gange og ganske langsomt, uden at jeg rigtigt fattede hvordan, krøb det ind under huden på mig - og blev hængende.

Og i dag var det så det fede genhør. Det er et stykke tid siden, jeg har haft den oppe at vende, men det kom den altså i dag - mere end en gang! Og det var en sand fornøjelse. Der findes albums og sange, som man ved blot at nævne titlen, kan nynne, skråle eller brumme melodien på, og et sådant album er Odelay absolut ikke! Jeg vil til nød kunne nynne omkvædet på et af albummets hits, indledningsskæringen "Devil's Haircut", men resten af albummet kan jeg kun genkende, når jeg hører det.

Men det er godt nok en fest at høre det igen. Åbningsnummeret er, som nævnt, lidt af en ørehænger - altså så meget ørehængende en sang på dette album overhovedet kan være. Resten af albummet holder en tårnhøj standard indenfor snart sagt alle de forskellige genrer, som spasmageren Beck Hansen generøst tilbyder os på denne exces udi stilarter. Her er folkrock, country, jazz, hip-hop, pop, og rock - alt sammen kærligt behandlet i scratch, samples og distortion.

Det er rasende godt lavet. Der er indledende red-neck-guitar og fantastiske white-boy-hiphop-beats på "Hotwax" og en tilbagelænet jazzethed, (kombineret med noget, der lyder som George Harrisons guitar hookline fra "Taxman") på "The New Pollution" Og så det dér groovy bund-beat (eller hvad det nu hedder) på "Novocane" - det swinger altså ret godt, og det gør orglet ( med Lesley-piber?) i "Where It's At" også, i et nummer, der iøvrigt lyder som noget 'Lou Reed møder hip-hop'??...  Og alle disse referencer er ikke tilfældige; Beck stjæler med arme og ben i form af melodistumper, inspiration/røveri og al landskens samplede bits fra stort set alt, hvad han kan komme i nærheden af. Og det gør mildest talt ikke albummet værre!

Og i virkeligheden er det vel både artsy og avantgarde, og man sidder og kan ikke for alvor kan finde ud af, om den gode Beck måske sidder og tager r..... på os. Og hvis du nu sætter pladen på hjemme hos dig selv og finder ud af, at det er da vist noget larmende noget, som du ikke helt kan holde ud at høre på, så gør dig selv den tjeneste at høre albumlukkeren "Ramshackle"; Det er både smukt, begavet og slacker-agtigt. Eller prøv country-rockeren "Sissyneck" med det insisterende beat og de smukke linjer:

I got a stolen wife
And a rhinestone life
And some good ol' boys
I'm writing my will
On a three dollar bill
In the evening time

Jeg er en gammel, sur og kværulantisk mand, der i bitterhed over livets tilskikkelser godt kan forfalde til en default-position af ren afvisning. Men jeg indrømmer - modstræbende - at der var øjeblikke under lytningen, hvor jeg rent faktisk sad og smilede lidt for mig selv. Og jeg tror faktisk også at jeg nåede et par mislykkede dansetrin hen over stuegulvet undervejs. Men det behøver I ikke sige videre.

Lang historie kort; det er en god plade. Det er faktisk en rigtig, rigtig god plade, som jeg er vældig glad for. Og jeg ville godt nok gerne sidde på Northside netop i aften (19/6 2016) hvor han lukker og slukker festivalen i Århus. So take of your coat / Put a song in your throat / Let the dead-beats pound all around...

PS: Min 11-årige søn tullede rundt i stuen, mens jeg hørte det, og efter et kvarters tid af side 2 sagde han lige så stille: "Det er en rigtig god plade, den dér, far. Hvad er det?" Jeg erklærer hermed, at jeg har opfyldt mine far-forpligtelser...