Genre: 

Bibzoom ønsker alle en glædelig jul

23-12-18
Af: 
Niels Mark

Julebelysningen er sat op mange steder og det giver associationer til julemusik. Her på Bibzoom kan du hente julemusikken. Der er mange tracks og album med julemusik i basen.  Hvis du ikke er på jagt efter en konkret titel, så husk at basen er sammensat af digitaliserede album fra forskellige internationale pladeselskaber og på forskellige sprog.  Så søg i basen på ord som jul, christmas, weihnacht, noël, natale eller navidad.  Inden for det klassiske repertoire er det også godt at overveje de forskellige navneformer, der findes på diverse sprog, både på værker og på komponister.

Klassisk julemusik

Mange af de klassiske komponister har ladet sig inspirere af julen og Jesu fødsel  og har komponeret værker, som vi alle kender: Bachs Juleoratorie, Händels Messias, Corellis Julekoncert, Saint-Säens Juleoratorie og Heinrich Schütz' Juleoratorie. 

Andre værker er knapt så kendte - det gælder måske kompositioner af Gebel, Pfitzner, Ramirez, Magle, Weyse, Messiaen, Honegger, Wanski, Rutter, Bruch, Valentini, Foster, Berlioz, Ryba og Blake.

Bachs Juleoratorium

Når ordet juleoratorium nævnes, tænker de fleste nok på Johann Sebastian Bachs Juleoratorium fra 1734-35. Dette værk er ikke et egentligt oratorium,  men er skabt som en cyclus af seks kantater til juletiden. Dele af Bachs Juleoratorium er nykomponeret,  mens andet er genbrug fra hans tidligere værker. Juleoratoriet opføres mange steder i adventstiden verden over, ikke mindst i de tysksprogede lande. I Danmark er der hvert år i tiden op til jul mulighed for at høre opførelser af Bachs Juleoratorium BWV 248.

Andre juleoratorier

Der findes en del andre komponister, der har lavet juleoratorier. Det gælder bl.a. Heinrich Schütz, Camille Saint-Saëns, Joseph Eybler, Georg Gebel, Johann Heinrich Rolle og Urmas Sisask.

Bibzoom ønsker alle en rigtig glædelig jul!