Genre: 

Bibzoom præsenterer: Johann Gustav Wood Factory

04-05-16
Af: 
Tina Schmidt

Med en legende, improvisatorisk tilgang til at spille musik, bevæger Johann Gustav Wood Factory sig frit rundt i lyrisk lydunivers med den gode melodi i højsædet. Musikken har sit afsæt i jazz, men bevæger sig samtidig i spændingsfeltet mellem genrer som pop-, rock- og folkemusik. Det giver rig mulighed for at trække på de bedste elementer fra flere verdenshjørner.

Her finder de rum til at interagere på højt niveau og afprøve grænser for at finde nye afkroge i musikken. Det gør sig gældende lige fra kompositionerne af enkel, minimalistisk karakter til en massivt frembrusende lydmur i andre. Derfor har orkestret en unik lyd på trods af kompositionernes vidt forskellige udtryk.

 

Seks skarpe til Johann Gustav Wood Factory

 

Hvordan fik du ideen til at starte?

Jeg har så længe, jeg kan huske interesseret mig for musik - både at spille og lytte til det. Der er nærmest ikke nogen genrer, som jeg ikke lytter til og får lyst til at dykke ned i. På baggrund af flere års nørderi og interesse for hvordan musik er skruet sammen, kunne jeg ikke undgå pludselig at sidde inde med et hav af idéer, som jeg kunne høre for mit indre øre. Derfor kom det som en naturlig del af mit arbejde at skrive og spille mit eget materiale. 

Hvad er det bedste ved musikken?

Det bedste ved musikken er utvivlsomt den følelse af frihed der er, når vi spiller - vi prøver hele konstant grænser af, hvilket giver numrene vidt forskellig karakter hver gang, selvom det er de samme numre og arrangementer, vi spiller. Det er skønt at mærke, at musikken er i live, at der interageres og eksperimenteres - dette gør det utroligt intenst både at spille og lytte til. 

Hvad har inspireret stilen? 

Stilen er inspireret meget af kendetegn fra jazzverdenen, men indeholder samtidig en masse elementer fra øvrige genrer, som jeg har lyttet til og beskæftiget mig med - her kan jeg blandt andet nævne jazz, rock, pop, soul og folk.

Hvad er den bedste oplevelse med musikken? 

Den bedste oplevelse er at få mit debutalbum på gaden. Det var en utrolig stor oplevelse at stå med produktet i hånden efter mange måneders hårdt arbejde og se helt konkret, hvad der er opnået - en klar milepæl i mit virke. 

Hvad skal der ske i 2016?

I løbet af det kommende år skal vi ud at spille koncerter rundt i Danmark. Samtidig arbejdes der på at komme over landegrænserne - lige i øjeblikket har jeg Tyskland for øje og skal formodentlig turnere der i starten af 2017. Derudover har jeg nyt materiale på skrivebordet til min kommende udgivelse.  

Har du en yndlingsplade(r)? 

Nej, ikke en all-time-favourite. 
Lige for tiden er Brad Mehldaus 'Highway Rider' et hyppigt valg på min playliste.

 

Find mere her:

Youtube

Hjemmeside

Facebook