Genre: 
Pop

Blue Christmas - en juleklassiker

Blue Christmas
23-12-23
Af: 
Kenth Kjeldgård Nielsen

Det er efterhånden blevet en tradition, at mange kunstnere skal give en version af sangen "Blue Christmas". 

Julen står atter engang for døren  og julen er for mange ensbetydende med traditioner. Det er efterhånden blevet en tradition, at mange kunstnere skal give en version af sangen "Blue Christmas". Her kigger vi på nogle af dem.

Blue Christmas

Sangen er skrevet af Billy Hayes og Jay W. Johnson og blev første gang indspillet i 1948.

Historien i sangen er egentlig ganske banal...nærmest en hjerte-smerte sang. Den handler om ham/hende der er blevet forladt og sidder alene tilbage. Op til jul trænger tankerne og minderne sig på. Og ensomheden. Mens man er overbevist om, at den anden har det meget, meget bedre. Et ganske typisk blues-tema, som bestemt også er vedkommende i julen.

Siden "Blue Christmas" blev skrevet, er den blevet en klassiker i den amerikanske populære juletradition. Den er indspillet i et hav af versioner. Den er fortolket som country, som rock, som blues og som "croon". Og sikkert en masse andre versioner. Her skal vi prøve at kigge på nogle af dem.

Country, rock og blues

Den første version, der bliver populær, er med country & western-sangeren Ernest Tubb. Han udsender sin version i slutningen af 1949. Tubb leverer en meget tidstypisk country & western-udgave af nummeret. Senere, i 1957, indspiller Elvis Presley hvad der nok for mange er den mest kendte version af sangen. Den er med på hans Elvis' Christmas Album. I Elvis' version får vi en  slow-rock udgave...med et hint af blues indover, som klæder sangens tema. Johnny Cash har naturligvis også lavet sin version af sangen. Den ligger tættere på Tubbs version end Elvis's, men har den umiskendelige "Cash-sound. Sangen kan også fortolkes i et bluegrass-inspireret arrangement. Det sker bl.a. på albummet Pure Bluegrass Christmas vol 1.

At sangen har et blues-tema understreger Melissa Etheridge på fornem vis. I 2008 udsender hun albummet A new Thought for Christmas, hvor hun leverer en sej udgave af sangen.

Bon Jovi har også givet sig i kast med nummeret. Stilmæssigt er det slow-rock, tilsat blæsere. Koret har uden tvivl lyttet til Elvis' version... Det findes på albummet A Very Special Christmas 5. Og skulle man synes, at den godt kan tåle lidt mere "tråd", kan man kaste sig over Joe Perry fra Aerosmiths version. Den findes på albummet Merry Axemas - A Guitar Christmas.

I den måske lidt mere uventede eller kuriøse ende af skalaen finder vi i en udgave med Hawaii-toner. Surf-gruppen The Blue Hawaiians fra Los Angeles udsendte i 1995 albummet Christmas on the Big Island, hvor de giver deres bud på  "Blue Christmas". Og mens vi er ved surf-grupperne: Sørme om ikke  surfgruppen over dem alle, Beach Boys har givet deres bud. Det er bl.a. at finde på albummet The Beach Boys' Christmas Album.

Crossover, jazz og croon

Selvom "Blue Christmas" startede sit liv som et country & western-nummer, er det med tiden blevet et cross-over nummer. Vi har hørt fortolkninger i rock og blues-stil, men også jazzkunstnere har forsøgt sig med det. Indledningsvis så vi på Rod Stewarts og Michael Bublés versioner - og de ligger indenfor jazz- eller crooner-genren.

I samme stil finder vi  Harry Connick Jr. Han gav sit bud på "Blue Christmas" i 2003 på albummet Harry for the Holidays. Er man mere til easy-listening genren kan man ogsåfå en version i den stil. Atlantic Five Jazz Band  udgav i 2011 Bar Jazz Christmas hvor "Blue Christmas" fortolkes i den dér specielle, afdæmpede instrumentalversion, der netop giver associationer til en (pænere) bar med dæmpet belysning og velklædte, diskrete bartendere.

I 2012 gav Michael Bublé sit sejt, swingende bud på "Blue Christmas" på julealbummet Christmas. Og sørme om ikke også Rod Stewart fortolkede den samme år på sit julealbum Merry Christmas, Baby.

Hvis man kan tale om en kvindelig croon-version af sangen, kunne det være den version, som Celine Dion leverer på albummet These are Special Times.  Med udgangspunkt i den klassiske verden har Andrea Bocielli også givet sin fortolkning af sangen. Den findes på hans album My Christmas fra 2009

De danske

"Blue Christmas" har selvfølgelig også fundet vej til Danmark. Min helt personlige favorit er Flemming "Bamse" Jørgensens gendigtning af sangen, hvor den bliver til "Blå X-mas", med henvisning til julebryggen... Her er der netop tale om en gendigtning og ikke en oversætelse, men sangens tema om forladthed og ensomhed bevares på smukkeste vis i et flot country-blues-arrangement. Den findes på albummet Jul på Vimmersvej fra 1995.

Også Stig Rossen har prøvet kræfter med sangen. Hans version er i den croonede stil ikke ulig den, som Bublé og Connick Jr. har bidraget med. Den er at høre på albummet Når Du Ser et Stjerneskud fra 2006.

Sidst men ikke mindst vil jeg fremhæve Hennning Stærks version fra 1997. Oprindeligt udkom den på en hyldestplade til Elvis Presley, hvor danske kunstnere fortolkede Elvis-numre. Stærk leverer en fornem slow-rock version af sangen. Hør den på 25 danske julehits.

Med "Blue Christmas" som eksempel har vi nu været rundt i det musikalske juleunivers. Det er en sang med mere end 60 år på bagen,så den må siges at være en klassiker - eller en evergreen. Den har stået model til mange fortolkninger og versioner, og vi har sikkert ikke hørt den sidste. Julen betyder for mange traditioner og genkendelse - men også overraskelser. Måske er du stødt på nogle musikalske af slagsen her.