Bob Dylans 50th anniversary collection 1964 rydder op i arkiverne

Jeg har tidligere her skrevet om pladeselskabernes såkaldte "copyright extension"-udgivelser der skal forhindre at uautoriserede kopier af uudgivne optagelser med store tressernavne kommer ud i public domain efter 50 år, som tilfældet er efter europæisk lovgivning. Modtrækket fra Bob Dylans pladeselskab Sony Music har for året 1964 været en limited edition-udgivelse (1000 eksemplarer) af en boks med ni lp'er under titlen 50th anniversary collection 1964. Det lyder umiddelbart af meget, så lad os kigge på hvor meget materiale der reelt har været at beskytte.

De hidtidige officielle udgivelser af 1964-materiale med Bob Dylan tæller selvsagt ikke med i denne pulje, da ophavsretten er stadfæstet ved udgivelsen, og derfor vil gælde i mindst 20 år endnu, dvs. 70 år i alt. Vi taler her om den samtidige albumudgivelse Another side of Bob Dylan, samt om senere arkivudgivelser som The bootleg album series vol. 6: live 1964: the concert at Philharmonic Hall, og dertil adskillige numre inkluderet på f. eks. soundtracket til Martin Scorceses dokumentarfilm No direction home: the bootleg series vol. 7, The Witmark demos: 1962-1964 (The bootleg series vol. 9), bokssættet Biograph, samt den første Bootleg series-udgivelse Volumes 1-3 (rare and unreleased).

På den autoritative norske Dylan-website "Still on the road" kan man for året 1964 se alle Dylans kendte aktiviteter listet, inkl. hvad der vides om diverse optagelser - studie, demo, tv, radio, live, og hvilke af disse der er udgivet, officielt eller uofficielt. I betragtning af at netop 1964 måske er det skelsættende år hvor Dylan blev et almenkendt navn og den fremmeste repræsentant for den folk- og protestbølge der begyndte at markere sig på hitlisterne, er det faktisk ret beskedent hvad der eksisterer (eller kendes) af optagelser.

Der blev indspillet demoer for musikforlæggeren Witmark i januar. Studieoptagelserne til Another side blev overstået på én dag i juni, og gav ikke anledning til særligt mange alternative takes eller såkaldte "breakdowns", dvs. afbrudte takes. Dylan optrådte på canadiske CBC TV (seks sange) og amerikanske NBC i januar (én sang), og på BBC TV (én sang) i maj. Hans optrædener på Newport Folk Festival i juli blev optaget og filmet, og koncerterne i London Festival Hall i maj og New Yorks Philharmonic Hall i oktober blev optaget med henblik på en mulig live-udgivelse. For alt dettes vedkommende er der altså tale om professionelle optagelser, hvor kvaliteten som minimum er acceptabel.

Dertil kommer publikumsoptagelser af koncerter i hhv. Philadelphia, San José og San Francisco i oktober - november, samt den vigtigste perle der indtil dette sæt kun havde været hørt af ganske få: En uformel hjemmeoptagelse hos folkkollegaen Eric von Schmidt, hvor de to musikere spiller kendte og ukendte sange, eller bare improviserer.

De optagelser der har været relevante for Sony at beskytte mod tredjeparts public domain-udgivelser er altså dette kendte materiale, fraregnet de allerede udgivne optagelser jeg gav et overblik over i indledningen. Hvad bliver der tilbage, er lp-boksen en lytteværdig oplevelse eller en juridisk "revl og krat"-samling, og hvordan er hensynet til det komplette og historiske varetaget for hardcoresamlernes vedkommende?

Alt i alt må man sige at helhedsindtrykket er meget positivt. Den tidlige, akustiske Dylan var en karismatisk figur, hvilket altid slår igennem i periodens liveoptagelser. Man savner billedsiden til især CBCs show, men setting'en med Dylan omgivet af drikkende, piberygende og kortspillede lumberjacks kan findes på YouTube (søgetermer Dylan CBC 1964), f. eks. "The times they are a-changin'". Det samme gør sig gældende med "With God on our side" på BBC Tonight Show. Det meste Newportmateriale kan findes på en officiel dvd-udgivelse, og selvfølgelig også på YouTube. Optagelsen fra Festival Hall i London er en virkelig perle, som man kan sammenligne med New York-koncerten fra oktober på Bootleg series vol. 6. Dylans hjemmefans er tydeligvis mere indforstået med hans repertoire og scenepersona end de britiske fans, der overværer noget nyt og meget anderledes. Dylans snak mellem numrene og responsen fra publikum er desværre ikke medtaget, hvilket trækker ned i oplevelsen af at være til stede, men set fra en ophavsretsbeskyttelsesvinkel er dette jo heller ikke relevant, og inkludering ville have øget spilletiden på lp-mediet.

Sessionmaterialet fra Another side er interessant især for den første studieindspilning af "Mr. tambourine man", som efterfølgende blev lagt på hylden og genindspillet med backingmusikere året efter på albummet Bringing it all back home. Sony har udeladt nogle breakdowns, formentlig fordi man har skønnet at risikoen var minimal for at nogen lå inde med kopier og kunne tjene penge på at udsende dem uautoriseret.

Eric von Schmidt-båndet, der menes at datere sig fra maj måned, er det helt store scoop på bokssættet. Optagelsen har ikke været i almindeligt omløb, men man har formentlig valgt at udgive den fordi det er blevet skønnet for risikabelt at andre ville gøre det hvis den blev public domain, hvilket er til glæde for os andre. Der er virkelig tale om noget der har mere end blot historisk interesse for samlere. Den bedste sammenligning er nok her The basement tapes, dvs. optagelser der ikke er af studiekvalitet, men stadig acceptabelt hørbare, og præget af en god stemning mellem to musikere der virkelig spiller sammen. Her finder man den allerførste indspilning af "Mr. tambourine man", som på dette tidspunkt ikke fremstår som helt færdig og selvsikker. von Schmidt og Dylan spiller i øvrigt også førstnævntes "Joshua gone Barbados", der blev taget op igen på netop the basement tapes i 1967. Den formentlig improviserede "Dr. Strangelove blues" afspejler det indtryk denne nys udsendte sorte komedie vakte i disse måneder, mindre end to år efter den Cubakrise der stadig lå som en mørk skygge i erindringen hos alle.

De tre publikumsoptagelser der afslutter bokssættet er klart det ringeste indslag. Den tekniske kvalitet er forfærdelig, og udelukker egentlig lytning for musikkens skyld. Skal man sige noget fordelagtigt om inkluderingen af disse koncerter må det være at de i det mindste giver et indtryk af Dylans gennemslagskraft hos sit publikum, som oplevet nede i koncertsalene. De batteridrevne spolebåndoptagere koncerterne er optaget på formidler indimellem nogle indtryk af dette helt specielle fanmiljø man ellers ikke hører på professionelle optagelser oppe fra scenen.

Har man the 50th anniversary collection 1964 samt de øvrige officielt udsendte optagelser med Bob Dylan fra 1964 har man stort set alt der kendes af optagelser med ham fra dette år (der findes utvivlsomt dertil adskillige demooptagelser i Dylans egne arkiver). Dette må blive det sidste år for hans vedkommende hvor en (næsten) komplet udsendelse af alle optagelser vil være mulig. 1965 var året hvor Dylan "blev elektrisk", og "Like a rolling stone" blev et kæmpehit. Studieindspilninger blev som følge af dette skift langt mere komplicerede affærer, med utallige arbejdsversioner, outtakes og uudsendte sange. Langt flere koncerter blev optaget, både professionelt og af publikum, og Dylan optrådte langt hyppigere i radio og på tv. Hvordan Sony fremover vil håndtere "copyright extension"-problematikken må vi afvente og se, men der er fra nu af tale om et omfang af optagelser det ikke er praktisk og økonomisk muligt at udsende, i hvert fald ikke på fysiske medier. The Beatles' pladeselskab udsendte ikke noget tilsvarende sæt for optagelser fra 1964, så der er muligvis andre måder at håndtere problemet med public domain-udgivelser. Juraen omkring dette er ekstremt kompliceret, og som lægmand forvirres man af utallige modstridende, men hver især selvsikre, påstande i debatterne online. Som fan af Dylan med særlig interesse i det marginale og uudgivne må man imidlertid være glad for at denne juridiske klemme allerede nu har givet os så mange optagelser der aldrig ville være blevet inkluderet på traditionelle kommercielle udgivelser.