Bob Marley & the Wailers: Natty dread
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 182
Efter Eric Claptons cover af The Wailers’ "I shot the sheriff" fik de en uventet berømmelse, og sanger Bob Marley blev i høj grad til stjernen, da de to andre sangere, Peter Tosh og Bunny Wailer, forlod bandet. Efter det skiftede de navn til Bob Marley & The Wailers, og de udgav deres første album under det nye navn i 1974. Pladen hed Natty dread, og den starter med "Lively up yourself". Denne sang er sjov og løs, og Marley er dejligt charmerende. Der er en interessant bluesguitar, der giver nummeret kant, og ellers er det bare et af de bedste eksempler på Marleys positive indstilling. Andet nummer er "No woman, no cry, der især blev berømt med live-udgaven året efter. Live-udgaven er nok også min favorit, især grundet Marleys stærkere vokal her og guitarsoloen. Ikke at originalen ikke er glimrende, den er et af Marleys hovedværker som lyriker og sangskriver. Melodien er fængende og rørende på en og samme tid, og spirituelt er den opløftende. "Them belly full (but we hungry)" viser derimod den vrede rebel-Marley på sit højeste. Denne sang er nok min favorit på hele pladen. Han er så vred, så hævngerrig, og musikken bagved støtter det flot.
Pladen fortsætter i rebel-retningen med "Rebel music (3 o’clock roadblock)". Den er også aggressiv på en cool måde. Hvert ord er leveret med enorm spydighed. Når man hører den første gang minder den nok lidt om "I shot the sheriff", men den udvikler sig til at være en sang, der står helt for sig selv. Hvis man skulle pege på et væsentligt problem ved Natty dread, ville det være, at de bedste numre findes i starten. Dette skal ikke forstås som, at numrene bliver dårligere derefter, men det er helt klart de første par stykker, man husker bedst. "So Jah seh" er f.eks. også en flot, mørk, rebelsk sang, og den er faktisk meget kreativt arrangeret. Den skiller sig også ud ved ikke at følge en formel, der ellers desværre ender med at være ret gennemgående for pladen. Først omkvæd, så vers, så omkvæd, så vers, og til sidst en masse svedig reggae-jam. Denne formel følger titelnummeret, "Natty dread", i så høj grad, at jeg aldrig kan huske meget andet end omkvædet. Det er ellers en ret god sang, mens den er der, den efterlader bare ikke et mærke på niveau med resten.
"Bend down low" er stort set bare reggae-jam fra start til slut, men det er ret fedt, og teksten er spirituel og sensuel. Ca. halvvejs inde interpolerer de på kreativ vis "Keep-a-knockin’" af Little Richard. Det er en sjov sang, og der er mange skægge detaljer, der gør nummeret værd at spille flere gange. "Talkin’ blues" er ironisk nok ikke en talking blues-sang. Men den fortsætter pænt det spirituelle – eller her nærmest religiøse – tema. "Talkin’ blues" har en ret mærkbar tekst med linjer som “‘Cause I feel like bombin’ a church, now that you know that the preacher is lyin'”. Afslutningsnummeret hedder "Revolution", og det sætter flot punktum for pladen. Det opsamler pointerne, der er kommet i løbet af pladen, og guitaren er ret så latin-præget. Hvert eneste instrument på dette nummer er flot arrangeret. Det afslutter med at fade, det er jeg ikke verdens største fan af, men ellers er det en yderst tilfredsstillende afslutning. Hvis du er fan af reggae, har du nok allerede lyttet til en hel del Bob Marley, sikkert også denne plade, men du behøver blot at have det mindste til overs for genren, så er denne plade værd at lytte til.