Genre: 

Bourbon Street Jazzband 60 år

Bourbon Street Jazzband
28-06-16
Af: 
Kenth K. Nielsen, Statsbiblioteket

I en tid hvor navne i det musikalske univers kommer og går hurtigere end  man kan stave til x-factor er det værd at hylde dem med "staying factor". X eller ej... Bourbon Street Jazzband er et glimrende eksempel herpå. 60 år siden de spillede deres første koncert. 60 år i det danske musikmiljø. 60 år med musikalske og kulturelle udfordringer og forandringer. Det er sg'i godt gået!

Bourbon Street Jazzband startede dengang tilbage i 1950'erne. En tid med musikalske og kulturelle brydninger... Samfundet var ved at komme på fode igen efter 2. Verdenskrig. Ungdommen var blevet en selvstændig størrelse, en identitet. Og jazz-musikken fik en revival. Ikke mindst den traditionelle New Orleans-jazz. Rock'n'roll var begyndt at at dukke op, men på den tid var det endnu mest et Københavnerfænomen. I det jyske var det jazz-musikken, der havde tag i ungdommen. Jazzklubber skød op her og der,  miljøet var særdeles blomstrende, og Bourbon Street Jazzband blev  en væsentlig del af det. Siden har bandet været en del af den danske jazz-scene. 

En snak med et af bandets medlemmer, Per Jegbjerg

Med så mange år og oplevelser i bagagen syntes jeg det kunne være interessant at høre, hvor Bourbon Street Jazzband ser sig selv og jazzmusikken i dag. Det havde jeg en snak med bandets trombonist Per Jegbjerg om.

Jegbjerg har været med i ca. 38 år og er dermed godt inde i bandets historie og traditioner. "Det er da stadig sjovt at tage ud og spille", fortæller Per Jegbjerg. Men det er også hårdt, og de fleste medlemmer er jo ikke helt unge længe, som han siger. Derfor er der også droslet ned på udlandsrejserne. Dog har Bourbon Street Jazzband da for nyligt været i tyske Rendsburg. 

Og det med med alderen kendetegner også bandets publikum, siger Jegbjerg. "Det er det ældre segment, der kommer til vore koncerter", siger han. Det publikum for hvem netop denne type musik var den de hørte i ungdommen. Dermed udtrykker Per Jegbjerg også en bekymring for, at denne type jazzmusik uddør med deres generation af musikere og publikum. Det er ikke mange unge, der spottes hverken på eller foran scenen, når det gælder den traditionelle New Orleans-jazz. "Nutidens jazz henvender sig til et mere elitært publikum", siger Jegbjerg. Ikke at de ikke er dygtige, men han undrer sig lidt over, at de yngre musikere kan leve af det.

Jeg spurgte til bandets repertoire - om der kommer nye numre med ind imellem. Til dette svarede Jegbjerg, at med så stort et bagkatalog, var der egentlig nok at trække på. Dels nogle af klassikerne, som bare skal med, men også nogle måske lidt mere sjældne, som kan findes frem, støves af og komme med igen. Han fortalte videre, at det er noget nemmere end at skulle øve helt nye numre op. Dels fordi medlemmerne er geografisk spredt og dels har forskellige forudsætninger, såsom kan/kan ikke læse noder. På samme måde er det også hårdere at være i studiet end spille koncerter, siger Jegbjerg. Der er mere pres og kan være en stressende affære, mener han. 

Bourbon Street Jazzband spiller for tiden 25-30 jobs årligt iflg. Per Jegbjerg. Det er primært til forskellige jazz-festivaller og i jazz-klubber. Mange steder er det blevet en tradition at bandet kommer, og har på denne måde også et stort publikum. Også publikum fra udlandet, der troligt møder op til et skud traditionel jazz. Og selvom Per Jegbjerg ikke spår netop denne form en lang fremtid, peger han da alligevel på yngre navne som Jack Street Jazzband og Six City Stompers, som nogle nyere navne der er værd at lægge mærke til.

Lidt historie

Gennem årene har mange musikere været med i bandet, men i ungdomsårene kunne "banaliteter" som uddannelse, værnepligt ja endda familie  komme lidt i vejen for den musikalske karriere. Derfor er nogle bandmedlemmer gået, andre kommet til, og nogle har været med mere eller mindre sporadisk. Der blev med tiden også plads til kvindeligt islæt, Kirstine Andersen ("Kidde").  Alle har de  sat deres præg på bandet med deres forskelligheder og med kærligheden, passionen for musikken som fællesnævner. Gennem alle årene har Gerhard Ellerbæk og Kurt Heegard Jacobsen været grundstammen i bandet.  Idag udgøres bandet af Gerhard Ellerbæk, Kurt Heegard Jacobsen, Per Jegbjerg, Finn Odderskov, Kim Nedergaard, Jørgen Nielsen og Heine "Hot" Poulsen

 I starten var det i det jyske at Bourbon Street Jazzband slog sine folder. I skarp konkurrence med en masse andre jazz-bands som var oppe i tiden. Oprindeligt var Bourbon Street Jazzband hjemmehørende i Herning, men fra 1963 blev det Silkeborg der var basen. Men allerede i 1960 havde bandet sin første af mange optrædener i udlandet. Det var i forbindelse med en ferietur til Tyskland at Bourbon Street Jazzband spillede i Braunschweig. Det skulle med årene blive til mange ture og turneer både i det danske og det store udenlandske jazzland. Tyskland, Norge, Grønland, Usa, Kina, Frankrig... Dansk kultureksport af fornemste klasse, der også har givet Bourbon Street Jazzband flere priser.

Musikken

Helt fra begyndelsen har  Bourbon Street Jazzband spillet New Orleans-jazz. Den helt traditionelle originale jazzmusik, som var oppe i tiden, da de startede. II og med at der kom andre medlememmer i bandet, og  på grund af en generel udvidelse af den musikalske horizont, kom der efterhånden også både blues, soul og boogie på repertoiret men alle leveret med et touch af Bourbon Street Jazzbands egen sound. Repertoiret har gennem årene været bygget op omkring klassikere og standards inden for genren, "Basin Street Blues", "Ice Cream", "When the Saints" og danske "Nyboders pris" i en jazzet udgave, bare for at nævne ganske få. I den bluesede ende har bandet bl.a. lavet nummeret "One Night", som nok mest ellers er kendt med Elvis Presley. Alt i alt er repertoiret og leveringen stilsikkert og bandet har gennem alle årene leveret musik af høj klasse.

Det var lidt om historien, baggrunden og nutiden for Bourbon Street Jazzband. Du kan få mange flere detaljer i Kurt Balle Jensens bog As time goes by - en jazzkrønike. 50 år med Bourbon Street Jazzband. Og ikke mindst kan du høre Bourbon Street Jazzband live, bl.a. til Aarhus Jazz Festival, hvor bandet spiller på Telefontorvet d. 15. juli.