Brian loves you

I midten af 1970´erne var Brian Wilson meget langt fra sin topform. Han havde ikke komponeret en mindeværdig sang siden bidragene til albummet Surf´s up (1971), hvor flere af numrene til gengæld havde det klassiske Brian Wilson-aftryk. Også albummet Holland fra 1973 rummede adskillige gode sange – men det skyldtes i første række indsatsen fra de øvrige medlemmer i Wilson-familien. Brian Wilson selv havde svært ved at genfinde fordums tiders storhed – og oven i det hele var han i midten af 1970´erne i behandling for stofmisbrug og under så skarp kontrol af psykoterapeuten Eugene Landy, at det næsten mindede om systematisk psyko-terror. Brians selvtillid var noget nær nulpunktet på dette tidspunkt i karrieren, og hans tidligere så sprudlende kreativitet lå godt gemt under flere lag af angst og forfølgelsesvanvid.

Til gengæld fejrede The Beach Boys´ tidligere succesnumre store triumfer i midt-halvfjerdserne i form af genudgivelser på diverse opsamlingsplader. Publikum hungrede efter nye succes-sange som ”California girls” og ”Help med Rhonda”, og Brian Wilsons pladeselskab, Capitol Records, var lige så sulten efter indtægterne fra nye million-hits. Men Brian havde problemer med at finde frem til den indre kilde. Derfor blev det besluttet, at man i første omgang ville udsende en plade med covernumre, hvor The Beach Boys genfortolkede gamle evergreens: ”Rock´n´roll music”, ”Blueberry Hill”, ”A casual look”, osv. – tilsat et mindre antal nyskrevne sange. Indspilningerne til denne plade gik i gang i starten af 1976 og resulterede i LP´en 15 big ones, som blev udsendt i juli 1976.

Indholdet på 15 big ones var ikke dårligt, men heller ikke sindsoprivende spændende – ikke mindst i sammenligning med gruppens tidligere meritter. Alligevel var folkene omkring The Beach Boys ellevilde ved udsigten til nye storhedstider (og nye indtægter), mens gruppemedlemmerne selv var mindre begejstrede. Alle var med under indspilningerne, og alle ydede, hvad der blev forlangt af dem; men det var nu ikke ligesom i de gode, gamle dage. Gnisten manglede, og resultatet blev derefter: en noget tam udgivelse med lidt for mange fyldnumre uden blivende værdi. Alligevel var der lyspunkter på 15 big ones, og et par af numrene pegede trods alt fremad mod nogle – forhåbentlig – lysere tider for gruppen. ”It´s OK” og ”Had to phone ya” er et par Brian Wilson-numre med de klassiske Wilson-kvaliteter: iørefaldende melodier, fine harmonier og en fin feel-good-stemning.

Først i 1977 skete der imidlertid for alvor et gennembrud i forsøget på at genrejse gruppens noget falmede renommé. I april 1977 udsendte the Beach Boys pladen "The Beach Boys love you", og denne gang var der heldigvis tale om en aftapning direkte fra Brian Wilsons kreative åre. Faktisk var det i lang tid tanken at udsende albummet som et soloudspil fra Brian Wilson under titlen "Brian loves you". Men denne plan blev ændret, ikke mindst på grund af de øvrige gruppemedlemmers protester, og resultatet blev et fælles Beach Boys-udspil – dog et udspil så stærkt farvet af Brian Wilsons indflydelse og tilstedeværelse, at der faktisk lige så godt kunne have stået hans navn på coveret. Men nu blev det altså album nr. 21 i rækken af Beach Boys-plader.

Pladen opnåede ikke nogen særlig høj placering på hitlisterne i USA, og der blev kun udsendt en enkelt single med numre fra The Beach Boys Love you – i modsætning til de 3 singleplader, der blev udsendt med numre fra 15 big ones, som også nåede højere placeringer på hitlisterne rundt omkring i verden. Men kritikerne elskede den nye plade, og efterfølgende har The Beach Boys love you opnået status af klassiker i Beach Boys-kataloget, ligesom pladen i dag forekommer næsten) lige så frisk som det bedste, gruppen i øvrigt har udgivet gennem årene. Brian Wilson har selv udtalt om Love you, da han blev spurgt om, hvor lytteren skulle starte i mylderet af Beach Boys-udgivelser: "Pet sounds first, then listen to The Beach Boys Love You”. Det må siges at være et kontant svar, og selv om ikke alle måske er enige i denne prioritering af 1977-værket, er der alligevel en del, der taler for Brian Wilsons høje tanker om "The Beach Boys love you".

Først og fremmest sprudler værket af overskud i modsætning til udgivelsen fra året før. Desuden rummer LP´en et veritabelt overflødighedshorn af gode og iørefaldende numre – og måske nok så imponerende: der er tale om en stor musikalsk spændvidde i Brian Wilsons kompositioner, som set under ét både udviser en imponerende variation og opfindsomhed. Samtidig indeholder alle sangene de typiske Wilson-kvaliteter: de er iørefaldende, de er lette at synge med på, de er dejlige at lytte til, osv. Blot et enkelt af de 14 numre falder udenfor, men det er til gengæld så kort, at det nærmest er forbi, før det er begyndt: ”Ding Dang” på under ét minut. Samtlige andre 13 sange er en fornøjelse at lytte til, og man bliver ikke træt af at høre på dem, selv efter flere gennemlytninger (selv om der måske efter denne lytters smag er brugt lidt for mange synthesizere i akkompagnementerne). Det er bare vintage Brian Wilson.

Et par af mine egne favoritter er den korte ”Mona” (som ikke har noget at gøre med Bo Diddleys gamle nummer af samme navn) med en vidunderligt inciterende faldende tonegang, samt den pudsige og ”Good time”, med linjer som: ”My girlfriend Penny/ she´s kinda skinny/ and so she needs her falsies on”. Osv. Brian Wilson har ved en senere lejlighed fortalt, at en af hans egne favoritsange på The Beach Boys love you er nummeret ”Solar system”, og det kan man såmænd godt forstå. "When I'm 90, I'm gonna be as proud of that song as I am now”, sagde Brian Wilson om sangen i et interview fra 1995. Og der er da også tale om en fin melodi med en sjovt turneret tekst.

Men der er masser af andet godt på The Beach Boys love you. Lyt til pladen og find ud af, hvilke numre, du selv bedst kan lide. Pladen har 40 års fødselsdag i april i år, og man kan måske håbe på, at den vil blive genudsendt i en eller anden form for jubilæumsudgivelse med bonusnumre og hele pivetøjet. F.eks. kunne man forestille sig, at pladeselskabet tog sig sammen og udsendte The Beach Boys love you sammen med det aldrig publicerede værk fra Brian Wilsons hånd, Adult child (1977). Wilson arbejdede på sangene til dette værk samtidig med, at han skrev sangene til The Beach Boys love you, og indspilningerne af numrene til Adult child gik i gang umiddelbart efter færdiggørelsen af numrene til den senere udsendte LP. Men pladen Adult child kom aldrig længere end til planlægningsstadiet, selv om alle sangene til LP´en lå klar og ”blot” skulle færdigmixes. I stedet foreligger disse sange nu kun som indslag på diverse piratudgivelser, som dedikerede Beach Boys-fans naturligvis er i besiddelse af; men 40 års jubilæet ville da være en passende lejlighed til også at indvie udenforstående i de hemmelige sange.

Adult child ville ikke være blevet en lige så god plade som The Beach Boys love you, hvis man skal dømme ud fra det foreliggende materiale og ud fra de foreløbige planer om sammensætning af numrene på pladen. Men mindre kan også gøre det. Ligesom den udgivne 1977-LP indeholder Adult child en række nyskrevne Brian Wilson-numre, og flere af dem er gode nok til at havne i den officielle Wilson-sangbog. ”Hey little tomboy”, ”Lines” og ”Still I dream of it” er (efter denne lytters mening) nogle af højdepunkterne på den ikke-udgivne plade; men også flere af de øvrige bidrag kan sagtens måle sig med indholdet på f.eks. 15 big ones. Om det sidstnævnte nummer, ”Still I dream of it”, er der i øvrigt den pudsige historie, at Brian Wilson tilbød sangen til både Frank Sinatra og Stevie Wonder. Men begge takkede nej, og så blev det altså Beach Boys selv, der indspillede sangen til den aldrig udsendte LP – endda i flere versioner.