Buffalo Springfield: Buffalo Springfield again
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 188
Mange tænker nok på Buffalo Springfield som det der band, Neil Young var medlem af før han fik en succesfuld solokarriere, og mange har nok også hørt deres store hit "For what it’s worth", men der stopper de flestes kendskab til gruppen desværre. Og et er synd, for de har lavet masser af hæderlig musik, hvor især deres andet album, Buffalo Springfield again, ofte fremhæves af fans. Det er forståeligt, for på netop den plade viser de så mange facetter af deres kompetencer, at det er umuligt at sætte dem i bås. Det har til dels noget at gøre med, at bandet har ladet rollen som sangskriver gå på omgang. Selvfølgelig går den tit til Neil Young, der har kvitteret med tre meget forskellige sange til pladen, og de er også nogle af de bedste. Man kan allerede så tidligt i hans karriere mærke hans dybsindighed og hans ambition, som ingen i gruppen kan hamle op med, men det kræves jo heller ikke. Stephen Stills, der jo også senere ville få masser af succes uden for gruppen, har skrevet fire numre i en på overfladen mere simpel stil, der blander rå rock and roll med folk. Og så er der Richie Furay, hvis stil ikke er let at kende fra gang til gang, udover at hans sange sjældent er så avancerede.
Derudover er lyden også virkelig varieret fordi bandets besætning er særdeles inkonsekvent. Der var vist masser af tumult omkring pladens optagelse. Ja, blandt gruppens fem medlemmer har ingen af dem medvirket på mere end halvdelen af pladens numre. Bassist Bruce Palmer er faktisk slet ikke at høre på pladen, fordi han havde for travlt med narkoproblemer, så de måtte hive studiemusikere ind til at erstatte ham. Og han var ikke den eneste, der forholdsvis spontant skulle erstattes. Men det er noget af magien ved pladen, det at den er så rodet. For man kan stadig høre en kollektiv vision et sted i musikken. Det er måske underligt at sige om en folk-rock-plade, der indeholder "Good time boy", der er noget nær et rendyrket funknummer. Men det ligger meget i følelserne. De er store. Nogle gange euforiske af glæde, nogle gange triste, nogle gange filosofiske. Men aldrig halvhjertede, altid organiske og man kan altid høre, at de kommer fra det samme sted – et band, der er ved at falde fra hinanden. At de i det hele taget fik udgivet endnu en plade efter denne er mig et mysterium.
Albummet starter og slutter med manden, der efter min mening er gruppens store stjerne, Neil Young. Han indrammer pladen flot med den sært optimistiske "Mr. Soul" og afslutter med "Broken arrow", der i bedste rabalderstræde-stil flere gange narrer dig til at tro, at det hele er slut, for så at give dig et ekstra vers. Begge kan med rette opfattes som værende metaforiske formidlinger af Youngs syn på livet som rockstjerne. Hvor "Mr. Soul" er en glad sang om naivitet, så er "Broken arrow" trist og mørk, og den er fuldstændig drabelig i sine metaforer. Den er også legesyg rent instrumentalt, noget man især kan takke producer Jack Nitzsche for. Han var venner med Phil Spector, og det kan høres. Uden ham ville denne plade nok være ligeså uudholdelig at høre, som det var at være i bandet på det tidspunkt. Men hele dette roderi, der skete internt, er nok det, der gjorde Buffalo Springfield again så meget stærkere end de to andre plader. Der var virkelig noget at kæmpe for her, og det lykkedes for dem. Det fortjener stor applaus, for Buffalo Springfield again er et mesterværk.