Carpenters: Close to you
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 175
Jeg klager af og til over, at musik er for ufarlig, for pæn, for blødsøden og for ligegyldig, og dette gælder især 70’ernes soft-rock og pop. Især det lavet af hvide amerikanere. Med andre ord burde jeg virkelig hade Carpenters, for de er både ufarlige, pæne, blødsødne og i det store hele ret ligegyldige – selvom de var ret indflydelsesrige i deres samtid. Men de fleste af de navne, de havde indflydelse på – Barry Manilow, Captain & Tennile, Starland Vocal Band – er noget af den værste musik, 70’erne har at byde på. Dog kan jeg godt lide visse af deres sange. Ja, de er nok værd at dykke lidt mere ned i, og det kan man gøre med Close to you fra 1970. Den indeholder to af deres største hits, "We’ve only just begun" og "(They long to be) Close to you". Begge skønne, bløde popsange, der er flot og naturligt arrangeret. Det er meget romantisk og sukkersødt, men det skal der også være plads til i ny og næ, især hvis man kan gøre det godt, og det kan Carpenters.
Det ville dog være en overdrivelse at påstå, at de altid gjorde det lige vellykket. Numre som "Love Is surrender", "I kept on loving you" og især deres cover af "Reason to believe" er nogle ligegyldige sange. De har ingen sjæl, og jeg kan ikke mærke nogen årsag til, at de eksisterer. Jeg har seriøst svært ved at forestille mig, at Richard og Karen Carpenter på noget tidspunkt fik den gnist, der sagde dem, at de skulle lave et cover af "Reason to believe". For de gør bare Tim Hardins i forvejen ret banale men i det mindste beskedne og inderlige sang til en klichéparade i countrygenren. Jovist, det lyder som en ganske autentisk countrysang, men ideerne stopper bare der. Det er næsten værre end deres hæslige cover af "Help!". Den har i det mindste stadig noget identitet og en særegen lyd. Men den bliver efter min mening gjort alt for pompøs og storladen, og det instrumentale arrangement i versene er til gengæld for simpelt til sangens store følelser – en akkord pr. taktslag er utrolig uinteressant at høre på.
Der er dog andet godt på pladen end de to store hits. Deres lidt jazzede fortolkning af "I’ll never fall in love again" er måske ikke det mest udfordrende i verden, og det er måske rigelig sukkersødt, men mange ting derpå virker rigtig godt. Den melankolske "Crescent noon" kunne faktisk lyde lidt som en gammel folkevise, men den har meget kant i sin melodi. Det simple arrangement i starten af nummeret klæder også gruppen rigtig godt, og det er ligeledes smukt, når nummeret bliver mere intenst hen mod midten. Og de forstår sig også på at afslutte en plade – "Another song" er en virtuos sang, der som flere af pladens bedste numre drager inspiration fra jazz. Halvdelen af nummeret er en ret svedig og totalt uventet jazzet fløjtesolo. Så Close to you har en meget stor kvalitetsmæssig spændvidde. Både fantastiske popklassikere og tredjerangs-covers. Og der er også meget derimellem, sange, der siger ping-pong mellem at være rigtig gode og ret dårlige. Men i sidste ende fylder de dårlige numre desværre mest, og de fire numre, jeg rigtig godt kan lide, kan ikke redde resten, for så gode er de heller ikke.