Cd'er "on demand" - nyt liv til et døende medie?

22-09-15
Af: 
Ken Nielsen

Jeg købte for nylig dobbelt-cd'en Boot heel drag med Bob Wills & His Texas Playboys via Amazon.com, en opsamling af optagelser med dette ensemble fra 1947 til 1954 der egentlig er udgået, og som det kan koste hele $607 at anskaffe som ny. Amazon tilbød imidlertid en version der var lavet "on demand" på brændte cd-r-skiver, hvilket er et fint alternativ for mig der først og fremmest ønsker at købe de musik-bits der ligger på skiverne, brændte eller ej. Jeg modtog til min overraskelse en cd der på ingen måde signalerede billig eller brændt, det tilhørende hæfte var endda trykt på kraftigt, glittet papir. Det er angiveligt ikke Amazon selv der står for fremstillingen, blot for salget og distributionen.

Brændte cd'er, men ikke som vi kender dem

Forklaringen viser sig at være at teknologien til brænding af cd'er i dag også findes i en kommerciel udformning der intet har at gøre med de skiver med påklæbede etiketter man kender fra hjemme-pc'en. Når licensaftalerne er i orden, og producenten af cd'erne har investeret i det rette udstyr, har man med andre ord i dag en platform der kan udfylde hullerne mellem streamingmarkedet på den ene side, og på en anden side de mere nicheprægede musikudgivelser der risikerer at blive umulige at opdrive i takt med at streaming overtager markedet for købt musik.

Streaming er et kæmpe marked i eksplosiv vækst der også inkluderer utrolig meget marginal musik, men hvor går den samler der ønsker noget specifikt hen den dag obskure udgivelser med hans favoritter, som den nævnte udgivelse med Bob Wills, ikke er blevet tilgodeset i udbydernes kataloger?

Redningen for den musik som streamingtjenesterne glemte?

I dag har man oftest mulighed for at opspore den slags via Amazon, eBay, Musicstack eller Discogs, men vi befinder os i et vadested hvor udfasningen af cd-mediet giver særdeles fordelagtige priser, både hvad angår nye som brugte cd'er.

Hvad sker der når denne udvikling er konsolideret, samlinger er blevet dumpet eller solgt til en slik, og musikelskere med smag for old school-musik er kommet lige en tand nærmere støvets år? Det er lige præcis her man kan håbe på at købe lidt ekstra tid takket være brændte, men attraktivt udseende cd'er til rimelige penge.

Amazon er ikke ene på markedet for professionelt brændte cd-udgivelser. ArkivMusic er således et selskab der har specialiseret sig i klassiske udgivelser der er udgået af distribution, eller som aldrig er blevet udgivet på cd. Er man selv musiker og ønsker at udgive en cd, er der i dag kommercielle virksomheder som Createspace der kan stå for fremstillingen af discene, en virksomhed der i øvrigt også bruger netop Amazon som distributionsplatform.