Genre: 

Colorado

Colorado
30-12-23
Af: 
Steffen Kronborg

I slutningen af december 2023 vedtog højesteret i den amerikanske delstat Colorado, at tidligere præsident Trump ikke må optræde på delstatens stemmesedler på grund af sine handlinger i forbindelse med stormen på Kongressen i januar 2021. Det var en utraditionel beslutning uden fortilfælde, og beslutningen tiltrak sig opmærksomhed langt ud over USA´s grænser.

Man kan mene, at præsidentkandidater skal vurderes af vælgerne og ikke af domstolene, ligesom man kan mene, at Donald Trumps person snarere er en sag for det psykiatriske behandlingssystem end for retssystemet.

Uanset hvad har dommen givet anledning til den følgende artikel om rocktekster, hvori staten Colorado optræder. Hvad er det, der er så specielt ved Colorado, at man her kan træffe en beslutning som den nævnte og så specielt, at delstaten nævnes så ofte i rocklyrikken?

Naturen i Colorado
Colorado ligger næsten midt i USA, er helt firkantet og kan prale af en stribe storslåede og betagende naturscenerier. Til disse hører Rocky Mountains, hvis Colorado-del rummer nogle af bjergkædens højeste toppe, samt Colorado River, der udspringer i Colorado og på sin vej mod udløbet i den Californiske Golf løber igennem en del af staten.

Desuden byder Colorado på store skove, sletter, slugter og ørkenområder, hvormed de fleste amerikanske naturtyper er repræsenteret i Colorado. Den vilde og utæmmede natur er en af de væsentligste attraktioner ved den midtamerikanske stat – og måske også baggrunden for den nylige, ”vilde” politiske beslutning i staten – og naturen har da også en fremtrædende plads i mange af de rocksange, der handler om og hylder Colorado.

En del af Colorado-sangene beretter om, at jeg-personen i sangteksten engang har forladt Colorado og nu længes hjem til det elskede landskab. Det er der ikke noget usædvanligt i. Hjemlængsel er et hyppigt motiv i rocksangenes verden; men i kraft af Colorado-sangenes antal lyder det alligevel, som om den bjergrige delstat er noget helt særligt.

Hør blot indledningen til den smukke sang, jeg selv først og fremmest forbinder med sange om Colorado, The Flying Burrito Brothers´ ”Colorado” fra 1971: ”Hey, Colorado, it was not so long ago/ I left your mountains to try life on the road/ Now I´m finished with that race, it was too fast a pace/ and I think, I know my place/ Colorado, I wanna come home”. I kombination med en vemodig melodi og en smægtende steelguitar er det en tekst, der oser af kærlighed til hjemstavnen, og som bliver siddende længe I lytterens hukommelse.

Men naturen – og især bjergene – er naturligvis endnu mere fremtrædende i teksterne til en række andre Colorado-sange. Countryrock-sangeren Dierks Bentley er født i nabostaten Arizona, men har adskillige gange hyldet Colorado i sine sange. ”So won´t you come out here with me/ and chase this Rocky Mountain freedom/ let that mile high air you breathe in/ wind you where the rivers roll”, lyder det bl.a. i “Sun sets in Colorado” (2023), og i flere sange på udgivelsen “The mountain” (2018) nævnes Colorado og naturen dér direkte i teksten: “Ever since we touched down in Colorado/ I could tell something wasn´t right/ ´cause you´ll look at those snow-capped mountains/ but you won´t look into my eyes” (fra “Goodbye in Telluride”).

Mange af Colorado-sangene befinder sig i musikkategorien country eller countryrock (eller også kender jeg bare disse sange bedst), hvilket ikke er så underligt i betragtning af delstatens beliggenhed i countrymusikkens hjemland, Midtvesten. En af country-musikkens grand old men, Merle Haggard (der selv stammer fra Californien) har i sangen ”Colorado” erklæret sin uforbeholdne kærlighed til delstaten og dens fantastiske natur: ”There´s a place where Mother Nature´s/ got it all together/ she knows just when to let/ wildflowers bloom” (-) ”Have you ever been down to Colorado?/ I spend a lot of time there in my mind/ and if God doesn´t live in Colorado/ I´ll bet that´s where he spends most of his time”.

I 1969 skrev sangeren Townes van Zandt sangen “My proud mountains”, der hylder de majestætiske bjerge i delstaten: ”My home is Colorado/ with the proud mountains tall/ where the rivers like gypsies/ down her black canyons fall”. The Ozark Mountain Daredevils har skrevet om Colorado i “Colorado song” (1973), og her er det igen bjergene og floderne, der fremhæves: “I will drink from the river/ that runs down from the mountain/ just my life returning/ I can feel it in the wind again”. John Denver (som har taget sit kunstnernavn fra hovedbyen i Colorado) har flere gange lovprist bjergstaten midt i USA, bl.a. i sangen ”Rocky Mountain high” (1972): ”And the Colorado Mountain high/ I´ve seen it raining fire in the sky/ I know he´d be a poorer man/ if he never saw an eagle fly/ Rocky Mountain high”.

Menneskene i Colorado
Den vilde og voldsomme natur spiller en hovedrolle i Colorado, og den er sikkert hovedårsagen til, at statens indbyggere elsker deres frihed – som ikke er den samme som Donald Trumps version af friheden. Gruppen Manassas (med bl.a. Stephen Stills og Chris Hillman) indspillede i 1972 sangen ”Colorado”, hvis tekst fortæller om den mentalitet, man kan forvente at finde hos en ægte Colorado-indbygger: ”I am a man, I live alone/ don´t much bother me/ It won´t be long/ comes a woman who wants to be near/ me and my mountains/ we´ll be right here/ Colorado”.

Indtil videre har jeg-personen i teksten dog ikke truffet den rette kvinde, som tør være alene med sin mand og med naturen i Colorado; men det er nok kun et spørgsmål om tid, inden det sker: ”Guess I´m waiting for that special girl/ the one who loves me and loves my world/ Colorado, Colorado”.

Ovenfor omtalte Townes van Zandt har også planer om at finde sin Colorado Girl, som kan få hans Texas Blues til at forsvinde. Det sker i sangen ”Colorado girl” (1969), med linjerne: ”I´m going out to Denver/ see if I can´t find/ that lovin´ Colorado girl of mine/ The promise in her smile/ shames the mountains tall”.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at hverken Townes van Zandt eller Stephen Stills behøver at lede ret længe efter deres Colorado Girl, for hun findes lyslevende i den amerikanske musikverden i form af sangerinden Judy Collins, som selv tilbragte sin ungdom i Denver, Colorado (og som i parentes bemærket faktisk har været kæreste med Stephen Stills i en periode omkring 1968). Judy Collins har adskillige gange hyldet Colorado i sine sange, og hyldesten retter sig både mod naturen og mod menneskene i delstaten.

Sangen ”The blizzard” (1990) fortæller om jeg-personens møde med nogle stærke og selvstændige mænd under en snestorm et sted i Colorado: ”Colorado, Colorado/ when the world leaves you shivering/ and the blizzard blows/ when the snow flies and the night falls/ there´s a light in a window and a place called home/ at the end of the storm”. Men det er i sangen “When I was a girl I Colorado” (2023), Judy Collins for alvor får erklæret sin uforbeholdne kærlighed til sin ungdoms hjemstavn – og til den frihedselskende og ukuelige person, hun var dengang og senere blev igen, takket være Colorado: ”When I was a girl in Colorado/ rivers danced on canyon walls/ paintbrush nodded in the springtime/ I could hear the bluebird´s call” (-) ”When I was a girl in Colorado/ I could conquer anything/ I could fly with wings of silver/ I could whisper, I could sing”.

Senere mistede Collins imidlertid sig selv, synger hun videre i sangen – men heldigvis hjalp gensynet med Colorado hende tilbage på sporet igen: ”When I moved out to the desert/ 40 years to lose my soul/ somewhere back in her rivers/ Colorado made me whole again”.

PS:
I skrivende stund har det republikanske parti i Colorado anket delstatens højesteretsdom og vinder formentlig retssagen på et senere tidspunkt, om ikke andet så i USA´s Højesteret. Men selv om Colorados højesteret skulle tabe ankesagen, har Colorados afstandtagen til den gale mand fra Florida helt sikkert haft en væsentlig indflydelse på det aktuelle politiske billede i USA.

Godt gået, Colorado!