Genre: 

Creedence Clearwater Revival: Cosmo's factory

Creedence Clearwater Revival: Cosmo's factory
26-08-15
Af: 
Kjartan F. Stolberg

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 265

Jeg elsker virkelig en god gammeldags landlig stemning, og sådan noget kan man tit få fra country-musik. Ofte finder jeg dog denne genre kedelig, men så er det jo dejligt, at visse bands formår at få sådan en stemning ind i noget mere rå musik. Intet band har nær så succesfuldt formået dette som Creedence Clearwater Revival, der i perioden 1969 til 1970 fik udgivet hele fem albums, der udgør næsten hele deres diskografi. Den længste af disse har den syrede titel Cosmo’s factory, men den er ligeså nede på jorden som deres andre plader. Åbningsnummeret "Ramble tamble" kan dog godt narre dig, for introen virker som noget funk, og ca. 2 minutter inde får vi en lang instrumental passage, hvor den melankolske guitar er i fokus. Det varer nok lige lovlig lang tid, og nummeret ender med at vare hele 7 minutter. Det er et ret sært nummer at starte med, men på en eller anden måde virker det, selv med alle sangens mangler. Det bliver dragende, og man kan mærke den landlige stemning ret tydeligt. Der er ingen prætention på dette nummer, de arbejder bare på en ny måde, og det gør lytteren interesseret i at høre mere.

Resten af pladen er ikke nær så syret som "Ramble tamble", men der er stadig masser af guf. Det består mere af det, man kender Creedence Clearwater Revival for, f.eks. covers af bluessange. De laver flotte udgaver af Bo Diddleys "Before you accuse me" og Arthur Crudups "My baby left me", begge sange, jeg lært at kende gennem denne plade. De laver også et hæderligt cover af Smokey Robinsons "I heard it through the grapevine", bedst kendt med Marvin Gaye, og dette er endnu længere end "Ramble tamble". Her lægger man dog ikke mærke til længden, for de mange guitarsoloer er engagerende og dynamiske. Roy Orbisons "Ooby dooby" bliver også fortolket, og den er kun et af mange vilde, sjove rocknumre, der definerer Cosmo’s factory mere end noget andet. I samme kategori finder man numre som "Travelin’ band", "Up around the bend" og "Run through the jungle", alle fede, gennemtænkte rocksange, som er lette at synge med på. Man får virkelig lyst til at gå amok på luftguitaren eller i det mindste bare nynne med, for disse guitarriffs er vildt skægge.

Der skal dog albumdynamik til, før pladen fungerer som helhed, ellers bliver man træt af alle de hurtige sange, og på Cosmo’s factory er de mere stille sange nok stærkere end på nogen anden Creedence-plade. Det er let at blive fuldstændig forelsket i den behagelige stemning og de fængende melodier på "Lookin’ out my back door",  "Who’ll stop the rain" og det smukke, sentimentale afslutningsnummer "Long as I can see the light". Foruden den noget sære åbning med "Ramble tamble", så er der kun to problemer på Cosmo’s factory, der er så væsentlige, at jeg føler, jeg må gå i dybden med dem. Det første er, at alle disse covers distraherer meget fra bandets identitet. Det gør ikke noget at det er covers, men det er sange, der tydeligvis ikke er skrevet til dette album. Det er svært at have så mange covers, og så stadig få resten til at hænge perfekt sammen omkring det. Derudover føles albummet kort. Det er ret sært, for det er faktisk deres længste plade, og jeg har det ikke sådan med deres langt kortere plader, men det har nok noget at gøre med, at "Ramble tamble" lægger op til meget mere. "Ramble tamble" er virkelig sangen, der ender med at bide dette album i halen, men det er stadig et rigtig godt album, der bare er fyldt med mesterværker. Det er en let plade at anbefale.

Besøg Kjartans musikblog