Genre: 
Pop

Danmarks uofficielle nationalhymne

15-05-20
Af: 
Helen Bruus, Lejre Bibliotekerne

Shu-Bi-Duas sang ”Danmark” er det moderne Danmarks uofficielle nationalhymne. Teksten følger en dansk naturpoetisk tradition med storke ude på landet og blomstrende enge. En tradition  der rækker tilbage til salmedigteren Kingo og Johannes V. Jensen i hans ”Danmarkssangen” fra 1926 (’hvor smiler fager den danske kyst’). Med sangen "Danmark" skabte Shu-Bi-Dua en sang der favner alle aldre.

Historien bag sangen

Sangen er fra albummet 78'eren. Den er en enkel, sangbar melodi med en underfundig og lettere ironisk tekst. Hvad Shu-Bi-Dua præcist gjorde sig af overvejelser omkring tekstindhold og instrumentering er svært at gisne om, men det ligger godt i tråd med deres andre folkelige melodier med rappe og mundrette tekster fra bandets storhedstid i 1970’erne.  Albummet er holdt i hvide Shu-bi-dua farver. Tallet er dels taget fra amerikansk fodbold, for at signalere noget leg og spil, og dels taget fordi året den udkom var 1978. Hvis man kigger godt efter finder man et lille 5-tal i apostroffen, nu det er Shubbernes femte album. Endelig er det en reference til de gamle lakplader, der roterede med 78 omdrejninger i minuttet.

Komponisterne

I 1973 blev den danske poprockgruppe Shu-Bi-Dua dannet i København af Michael Bundesen og Michael Hardinger. I starten lavede gruppen mest undersættelser af engelske sange (f.eks. Elvis Presleys sang ”Jailhouse rock”), men efterhånden skrev bandet deres egne sangbare melodier, kombineret med en unik sans for underfundige ordspil. Gruppen havde gennem tiden en skiftende medlemsskare, og til sidst var eneste oprindelige medlem forsanger Michael Bundesen. Flere af gruppens sange er blevet en del af den danske sangskat, f.eks. ”Hvalborg”, ”Vuffelivov” og ”Stærk tobak”, og de har solgt millionvis af plader. I 1980’erne er der en del postyr og udskiftninger i bandet, og Michael Bundesen med den karakteristiske dybe stemme er en af dem, som forlader bandet for en periode. Det er dog også årtiet hvor deres største hits udsendes for første gang med stor succes på cd, og en gammel drøm går i opfyldelse da de laver filmen Den røde tråd. En film som i samlerkredse er blevet lidt af en kultfilm. I 1990’erne får bandet noget af et comeback med hittet "Sexchikane" på 13'eren og i 1997 spiller de ved indvielsen af Storebæltsforbindelsen. I 00’erne udsender Shu-bi-dua deres 18. album, stærkt inspireret af H. C. Andersens eventyr. I 10’erne kan Shu-bi-dua se tilbage på en særdeles produktiv karriere med 18 studiealbums og en film bag sig. I 2011 får Michael Bundesen en blodprop og i 2013 modtager Shu-bi-dua Danish Music Awards ærespris. En helt fortjent pris for en gruppe, der er så altfavnende dansk, og som er blevet en institution i dansk rock- og pophistorie.

Teksten

”Danmark” handler om alle de dejlige ting der sker (eller skete) ude på landet. Køer der skal malkes, storke der flyver, kornet der gror og bonden (kælenavn for Bundesen!) "som får sin mad på sengen". Mange storke var der ellers ikke i Danmark i 1978. Men det afholdt ikke Shu-Bi-Dua fra at hylde den i nationalpoesien så flittigt omtalte fugl. Storken finder man også på deres album nr. 7 og som logo til deres pladeselskab. "Danmark" er blevet gennemanalyseret på diverse klassetrin på skoler landet over. Handler den om idyllisk og uskyldigt danskhed, som vi kender fra de gode gamle dage, eller er man ovre i noget lidt mere problematisk omkring nationalisme, racisme osv. (”Der findes andre men'sker end dem der er danske / de bor i huler og slås hele dagen / Det har vi li' godt aldrig nogensinde gjort / de varme lande er noget lort!”). Det er nok ikke tilfældet. Tværtimod. Shu-Bi-Dua har altid været kendt for en vis ironisk distance til tingene, og nogle ret så finurlige og underfundige tekster med både krydsrim, parrim og fjollerim. Derfor er det nok ikke så meget en sang om forskellige kulturers påvirkning på Danmark (vi snakker trods alt kun 1978), som man f.eks. siden så det i Benny Andersens digt fra 1995 "Verdensborger i Danmark" og i nyere dansk rap-musik. Teksten har snarere ladet sig inspirere af den gamle danske naturpoetiske tradition.

Bestil Shu-Bi-Dua hos dit nærmeste bibliotek

Først bragt på Bibzoom 27.10. 2014