Genre: 

Digte og lyde smelter sammen i maj og juni

Digte & Lyd
10-05-16
Af: 
Tina Schmidt, Aabenraa Bibliotekerne

Digte & Lyd Vol. III: Hovedbrud og kropskritiske kig

I maj måned bliver det moderne liv dissekeret af bl.a. Nordbrandt, Tafdrup og Hagen gennem kropskritiske digte og uafrystelige lyduniverser under en række koncerter i hele landet.

Lyrikbaseret musik

Lyrikbaseret musik, hvad enten det kaldes Spoken Word, Third Stream Music eller Jazz & Poesi, ligger i krydsfeltet mellem digte og lyd og med et vist slægtskab til andre musikalske krydsninger. Genren har igennem de sidste par år oplevet en massiv opblomstring. Fra alle hjørner af musikverdenen spirer det frem med spændende og inspirerende musik/lyrik-samarbejder.

Jazz & Poesi er et etableret begreb og et ambitiøst projekt om at ville spille jazzmusik til billedskabende lyrik. Ideen er at bringe lyrik i spil til musik på en uhøjtidelig og jazzet måde. Problemet med fusionen af jazz og poesi er, at man som tilhører kan have vanskeligt ved at finde ud af, om man skal koncentrere sig om ordene eller tonerne - eller begge dele - og det er ikke altid let. Målet er at få skabt en ekstra kunstnerisk dimension, hvor det hele går op i en højere enhed.
Musikken skal helst digte med, ikke trække fra. Den skal melde sig på banen, men må ikke drible selv.

Programmet:
 

Henrik Nordbrandt
Ordleg med paradoksalt billedsprog og eksistentielle overvejelser
Henrik Nordbrandt er en af landets mest velansete digtere. Hans digte er ofte præget af en underfundig humor, en leg med ord og et paradoksalt billedsprog. Under digtenes forfriskende sproglige overskud ligger der dog samtidig en alvor og melankoli, som er gennemgående i hele forfatterskabet, som i det seneste værk Jetlag, hvor passageren har eksistentielt jetlag, Costa Rica tur/retur.

Jens Blendstrup & Girls in Airports

Livets alvor og groteskheder i originalt, nordisk udtryk
Jens Blendstrup & Girls in Airports begyndte deres samarbejde i 2010 og har siden givet deres bud på, hvad musik og lyrik kan sammen. Jens Blendstrup er forfatter, digter og skribent. Med anmelderroste romaner og levende formidling er han en formidabel performer. Hans tekster handler om livets alvor og groteskheder fortalt med musikalitet og humor. Girls in Airports er et instrumentalt band, der blander jazz, indie og worldmusik i et originalt, nordisk udtryk. Med deres særegne stil formår de at præsentere lytteren for såvel

euforiske grooves som melankolske melodier.

Pia Tafdrup

Mødet mellem kød, tanke og tekst uden ironi og blufærdig afstand
Pia Tafdrups forfatterskab undersøger spørgsmål om køn, identitet, religiøsitet og fremmedgørelse. Teksterne tager udgangspunkt i et af de eneste stykker natur, vores civilisation endnu ikke helt formår at kontrollere: Kroppen. Pia Tafdrups skriver en vision frem om en verden forbundet som helhed mellem himmel, kød, tanke og tekst – et alvorligt univers befriet for dansk ironi og blufærdig afstandtagen.

Christina Hagen & Cæcilie Trier (CTM)

Skønhedsfiksering og vurdering personificeret gennem body double og nykomponeret musik
Forfatter Christina Hagen står bag følgende citat: “Man skal ligne en kneppedukke for at blive hørt” og valgte i 2014 at få en body double, som kunne varetage hendes offentlige optrædener. Hun oplevede at blive vurderet og valgt til eller fra på baggrund af sit udseende. Hagen frygter, at der kommer en dag, hvor man som kvindelig forfatter, kvindelig tv journalist,
kvindelig skuespiller (og andre erhverv, hvor man skal vurderes af øjne) ganske enkelt ikke har en stemme, hvis man ikke ligner en, som andre kvinder gerne vil ligne. Hvis man ikke ligner en, som mænd gerne vil kneppe.
Cæcilie Triers soloprojekt CTM er lige nu aktuel med Suite for a Young Girl, som trækker referencer til både jazz og klassisk musik og er en musikalsk udforskning af, hvad der sker, når man lader flere stemmer tale i musikken. Albummet henter inspiration i visse scener og stemninger fra Vladimir Nabokovs Lolita, ligesom det andre steder citerer Gertrud Stein. Cæcilie Trier har tidligere været en del af Choir Of Young Believers og er desuden en del af Valby Vokalgruppe og Marching Church. Iscenesættelse er et vigtigt omdrejningspunkt for både Christina Hagen og Cæcilie Triers tilgang til kunsten om end deres tilgang er meget forskellig og denne aften vil Christina Hagens body double læse op af digtsamlingen Boyfriend til nykomponeret
musik af Cæcilie Trier.

Caspar Eric & SUPAPAWA

Pulserende lydbilleder indkapsler kropskampdigte
Caspar Eric har skrevet sig ind som en af de mest interessante popkulturdigtere, der er debuteret de seneste par år. I 2015 udgav han digtsamlingen Nike, som er en sårbar og no bullshitfortælling om den diagnose, som Caspar Eric og digterjeg’et deler i et 1:1forhold nemlig cerebral parese (spastisk lammelse). Digtsamlingen er et opgør med forestillingen om legemlig perfektion og beskriver kampen med at være født i en handicappet krop.
SUPAPAWA (udtales superpower) består af musikeren Mikkel Grevsen og Caspar Eric. Duoen arbejder på tværs af genrer med mantraet om en pulserende lyd såvel harmonisk som metrisk. Mikkel Grevsen har vundet en DMA Jazzstatuette for sit faste samarbejde med Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter, men viser med dette samarbejde en mere elektronisk og nøgtern side af sin musik.

Fakta om koncerten:

  • Ovenstående koncert afvikles i VEGA (København) - søndag d. 29. maj

Digte & Lyd Vol. III: Hovedbrud og kropskritiske kig foregår på flg. dage og steder i landet:

  • Digte & lyd i Århus - lørdag d. 21. maj (Musikhuset Aarhus)
  • Digte & lyd i Aalborg - fredag d. 27. maj (Musikkens Hus)
  • Digte & lyd i Odense - lørdag d. 4. juni (Musikhuset Posten)


    Bemærk! Programmet for de øvrige spillesteder afviger en smule fra det omtalte i artiklen. Læs nærmere via links ved hvert af ovenfor nævnte  spillested.