Ekstasen og smerten

Noise was the first music born of technology... 
(Citat: Eric Wood aka Bastard Noise, 1997)

Ekstasen og smerten

En beroligende stilhed hviler i stuen, hvor jeg befinder mig. Alligevel suser adrenalinen rundt i kroppen og minder mig om, at stilheden kun er midlertidig. Som en eksplosion kastes en bølge af smertefuld støj ud af højttaleren. Alle knogler i kroppen stivner og blodet koger i mig. En knusende malstrøm af brutale frekvenser forvandler adrenalinen i min krop til angst. Jeg føler afsky! Men med ét forvandles væmmelsen over det ekstreme støjinferno til en trance-agtig fascination.

Vi befinder os i året 1994. Det er sommer. Den japanske støjkunstner Masami Akita, der kalder sig Merzbow, har netop udgivet sit album Venereology. På indersiden af omslaget til Venereology finder man en udførlig advarsel, der gør lytteren opmærksom på, at pladeselskabet frasiger sig alt ansvar for destruktion af audio-udstyr samt personlige høreskader, der måtte forekomme under afspilning af Venereology.

Merzbows Venereology hører under en genre, der har fåer den rammende betegnelse "Noise". For de fleste musikgenrer gælder det, at støj højst vil udgøre en mindre del af lydbilledet. Karakteristisk for Noise er at støj er selve hovedkernen i det musikalske udtryk.

Hvad er støj?

Støj er en relativ størrelse, der afhænger af lytterens egen æstetiske opfattelse. Alistair Riddell (professor i "Music and computer science" på Latrobe University, Australien) karakteriserer støj på følgende måde:

Any sound of an unwanted and incidental nature. Noise sound has a character which instills alarm, anxiety, stress and fear in our minds.
(Citat: Alistair Riddell i artiklen "Music in the chords of eternity", 1996).

Ifølge Alistair Riddell har støj, i sin uforudsigelige og uønskede natur, en stress- og angstvækkende effekt på lytteren. Musikalsk støj kan betragtes som lyde, der ligger i ekstremerne af lydspektret, hvor lyttevenlighedsgrænsen konstant overskrides, og derved tangerer det ubehagelige for lytteren.

Støj hører således til den del af lydspektret, der ligger uden for det traditionelle musikalske lydspektrum. Alligevel er støj et begreb i musikken, der har været udforsket i mere end en menneskealder.

Støj gennem det 20. århundredes musik

1889. Under verdensudstillingen i Paris lytter den franske komponist Claude Debussy for første gang til den såkaldte gamelan-musik. Gamelan-musik var skabt af regnskovsfolk på Java og Bali tilbage i det 16. århundrede. Inspireret af gamelan-musikkens dragende percussion-univers satte Claude Debussy kampen ind imod den traditionelle vestlige musikopfattelse. Det skulle ikke længere være nødvendigt at anvende de traditionelle nodeteorier for at skabe musik.

Med grundlæggelsen af futurismen i 1909 begyndte de første komponister at lave musik på baggrund af decideret støj. Det var den italienske maler og futurist Luigi Russolo, der først provokerede den etablerede musikverden med sine støjende kompositioner, som han tilligemed ikke betegnede som kompositioner; i stedet kaldte han dem for "netværker af støj". Russolos hovedværk var essayet "The art of noises", hvori han systematisk redegør for støjens betydning for musik. Russolo argumenterer for, hvordan musikken må afspejle den udvikling i samfundet som industrialismen har betydet:

Efter at mennesket havde levet i en stille og fredsommelig verden, før maskinerne blev udviklet, var samfundet under industialismen præget af støj fra den nye teknologi. For at illustrere maskinernes indtog i samfundet måtte man derfor integrere støj som et naturligt element i musikkens verden.

Siden Luigi Russolo i 1913 komponerede sine "netværker af støj" har adskillige andre avantgarde-komponister overtaget stafetten som frontløbere inden for støjmusik. En af dem var den franske ingeniør Edgar Varese.

Med sine næsten skræmmende troværdige profetier om fremtidens musik var Edgar Varese langt forud for sin samtids musikopfattelse. Stærkt inspireret af Claude Debussys opgør med den konventionelle musik ventede Edgar Varese på "bomben", der skulle ødelægge de traditionelle tanker om noder og harmonier, og lade støjen blive en naturlig del af det musikalske univers. "Bomben", som Varese eftersøgte, var den moderne teknologi, der skulle åbne op for en helt ny verden af elektroniske lyde. På et af Vareses mest markante værker, Deserts fra 1954, er skrigende blæserinstrumenter mixet sammen med autentiske lydoptagelser af maskinstøj. Resultatet var banebrydende og samtidig et forudgreb på nutidens ekstreme Noise-genre. Ikke så overraskende blev Edgar Varese kendt som "the father of noise".

Ideen med at anvende autentiske lydoptagelser til at skabe støjkompositioner fik for alvor gennemslagskraft med den franske lydingeniør Pierre Schaeffer. Da Schaeffer i 1950 begyndte at eksperimentere med konkrete lydoptagelser, skabte han grundlaget for det musikalske fænomen "Musique concrete" (på dansk: Konkret musik).

Princippet i musique concrete er, at musikken skabes ved at manipulere og bearbejde konkrete lydoptagelser fra den virkelige verden. Således skabes der et abstrakt musikalsk lydbillede ved hjælp af autentiske lydoptagelser.

Blandt de markante personer inden for musique concrete finder man den tyske lyd-eksperimentalist Karlheinz Stockhausen. Med sine bizarre sammenkoblinger af støjende lydeksperimenter og konkrete lydoptagelser fik Stockhausen kultstatus blandt de progressive unge i Tyskland. Ikke mindst for to af de væsentlige navne fra den såkaldte krautrockscene, der opstod i 1960'erne. Den ene var technoens forfædre i gruppen Kraftwerk. Den anden var de eksperimenterende støjrock-pionerer i Can. Can har med sin særegne fusion af progressiv rock, elektronisk musik og støj været stort forbillede for blandt andet støjrock-gruppen Sonic Youth, punk-gruppen Joy Division, for den moderne postrock-scene, og vigtigst i denne her sammenhæng: For Industrial-genren - et fænomen, der havde afgørende indflydelse på 90'ernes Noise.

Det var den engelske gruppe Throbbing Gristle, som i 1975 skabte grundlag for den stadig flittigt blomstrende musikgenre "Industrial". Genren tæller i dag navne som Marilyn Manson og Nine Inch Nails.

Et vigtigt kendetegn for 70'ernes industrial-bevægelse var de grænseoverskridende attituder, der blandt andet medførte at genrens grundlægger, Genesis P. Orridge fra Throbbing Gristle, som den første englænder i hundrede år, blev landsforvist. Næsten lige så yderligtgående var deres "antimusik", som industrial-bevægelsen kaldte de støjende elementer i musikken. Industrial-musikken var oftest baseret på kraftig støj, skabt ved hjælp af bearbejdede lydoptagelser af industriel støj. Heraf betegnelsen "Industrial".

Merzbow og den japanske Noise-scene

Selvom industrial-genren betragtes som fundamentet for nutidens ekstreme Noise-scene, har støjpionererne gennem hele det 20. århundrede dannet skole for genren. De japanske Noise-komponister er kendt for at hente megen inspiration fra de gamle støjpionerer.

Ligesom Edgar Varese blev kendt som "the father of noise", er det naturligt at betegne Masami Akita a.k.a. Merzbow som "the father of extreme noise".

Under sine malerkunst-studier på Tamagawa-universitet i Tokyo blev Akita fascineret af 30'ernes dadaistiske bevægelses tanker om at sprænge alle konventioner inden for kunstscenen. Under navnet "Merzbow" (inspireret af dadaisten Kurt Schwitters kunstværk Merzbau fra 1936) besluttede Akita at gå i fodsporene på den dadaistiske tankegang og sprænge konventionerne inden for musik. Samtidig var det målet, at hans støjende kompositioner skulle være udtryk for maskinernes stigende indtog i samfundet. Siden det første Merzbow-album Material action, der udkom i 1983, er det blevet til mere end to hundrede udgivelser fra Masami Akita, hvoriblandt hører en 50 cd-box udgivet på det australske pladeselskab Extreme Records.

I kølvandet på Merzbow opstod der i 80'ernes Japan en bølge af kunstnere, der eksperimenterede med støj. En bølge, der har gjort Japan til pionerlandet for Noise-genren, og med rette har skabt betegnelsen "Japanoise" for den japanske Noise-scene.

En anden vigtig japansk Noise-kunstner er Akifumi Nakajima, der optræder under navnet Aube. Udgangspunktet for Aubes støjmusik er minimale kompositioner skabt ved hjælp af Pierre Scaeffers gamle musique concrete-teknikker. Hvert enkelt album er lavet på baggrund af én lydkilde. Eksempelvis er Aubes album Metal de metal (cd-omslaget består af to metalplader, der er sat sammen af metaltråd) skabt udelukkende med metal-elementer som lydkilde. I forhold til Merzbows ekstremt støjende udtryk ligger Aubes i den langt mere lyttevenlige del af Noise-genren. Flere af de næsten hundrede albums, som Aube har udgivet, svæver i grænselandet mellem aggressiv Noise og tilbagelænet ambient.

En af Noise-genrens forgreninger er den spændende stilart kaldet "power electronics". Karakteristisk for power electronics er, at kunstneren skaber støjkompositionerne med audio-udstyret på konstant "overlevel" - d.v.s. at forstærkerens level-indikator konstant ligger i den røde zone. Dermed forvrænges det musikalske output voldsomt. Det støjende lydbillede gøres endnu mere støjende.

Af kendte navne fra power electronics-scenen kan nævnes Daniel Menche og Bill Yurkiewicz a.k.a. Namanax, begge fra det andet vigtige land inden for Noise-scenen: USA.

Engang hørte jeg udtrykket "det alt-opslugende popmonster" blive brugt om pop-kulturens tendes til at indhente de musikalske subkulturer, således at disse ændres fra at være kultdyrkede stilarter til at træde frem i musikverdenens rampelys. Et godt eksempel er techno-kulturen, der fra at være en undergrundsscene i 80'ernes Detroit i dag er et fænomen, der dyrkes over hele verden. I betragtning af dens ekstreme udtryk er det svært at forestille sig, at Noise-genren nogensinde vil gennemgå en sådan udvikling og dermed få kommercielt fodfæste. At en mere lyttevenlig forgrening af genren vil få større bevågenhed er langt mere realistisk. Tendensen er der allerede:

På det engelske pladeselskab Warp Records finder man nogle af det elektroniske musikområdes mest anerkendte kunstnere. En af dem er Richard D. James der laver musik under adskilllige pseudonymer, hvoraf det mest kendte er Aphex Twin. Da Aphex Twin udgav singlen Come to daddy i 1996 fik han, på trods af nummerets temmeligt støjende karakter, et stort kommercielt gennembrud. På MTV blev den tilhørende musikvideo vist adskillige gange dagligt i månedsvis. Også Manchester-duoen Autechre har haft held til at fange mediernes søgelys med deres abstrakte støjkompositioner, baseret på matematiske spilleregler. Blandt andet skabte Autechre et bidrag til cd'en Scumtron (1996), der var en tribute-cd til Noise-maestro Merzbow.

Hvad bliver det næste skridt?

I takt med teknologiens eksplosive udvikling op igennem det 20. århundrede har de musikalske grænser rykket sig markant. Støj har som musikalsk udtryk fået væsentlig større anerkendelse i dag, sammenlignet med under futurismens storhedstid, hvor Luigi Russolo og de øvrige futurister bogstavelig talt måtte forsvare sig med arme og ben mod et vredt publikum, der langt fra accepterede de støjende elementer i musikken. Støj er blevet mere støjende end Luigi Russolo formentlig nogensinde havde turdet drømme om. Støj er teknologiens musikalske udtryksform. I takt med at teknologien åbner nye muligheder i informationsverdenen, udvides de musikalske grænser i nye og forunderlige retninger. På tærskelen til det 21. århundrede var det "Noise", der markerede grænsen. Hvad bliver det næste? Mens jeg venter på svaret, svæver jeg hen til tonerne af Merzbows Venereology.

Artikel oprindelig udgivet i: Museet for Samtidskunst - Udstillingskatalogen (1999-2000)