Elektronisk laboratorium gav hjertebanken

Normalt eksisterer der en slags skelet, når man skriver musikanmeldelser. En ramme, der består af de numre, der bliver spillet, de instrumenter, der bliver spillet på, og det rum, der opstår mellem musikerne og tilhørerne. Da The Group tirsdag aften spillede på Jazzhouse, blev rammen brudt. Den fri improvisation neutraliserede alle forståelser af egentlige numre, instrumenterne var alt fra præfabrikerede, virtuelle, elektroniske trommelyde til en jernkæde med hængelås, og gruppens medlemmer stod ansigt til ansigt med hinanden i en lukket firkant, der ikke gav meget kontakt til publikum. 

I det hele taget var koncerten, der startede efter godt en times poesi-oplæsning i loungen i stueetagen, særligt appellerende for introverte. Flere sad med lukkede øjne og vuggede med til de elektroniske bastoner, de vilde trommerytmer og de støjende synthesizerakkorder. Og bandets fire medlemmer samt den gæstende saxofonist, der kom på 'scenen' efter et kvarters tid, havde også fortrinsvis lukkede øjne, mens de begav sig ind i det drømmende landskab af intens improvisation. 

 

Lige som i de mest intense drømme vekslede gruppen mellem grufulde og mareridtslignende landskaber, der i tiltagende styrke og energi byggede op mod den bratte opvågning eller den blide opløsning til et lyst, svævende og mere poppet univers med melodica, sang med kunstige korharmonier og eksotiske instrumenter. Koncerten varede halvanden time og bestod af to dele, hvor den første varede knap en time. Herefter fulgte en mere afdæmpet improvisation over en lille halv time. 

 

De 60-70 publikummer sad i en rundkreds på gulvet, op ad væggene, på den almindelige scene og nogle få heldige på stole ved bordene under de store lysekroner. Situationen mindede mest af alt om at være tilskuer til et musikalsk eksperiment, hvor både udøvere og tilhørere i fællesskab begav sig ind i nyt og ukendt musikalsk land. Bandmedlemmerne trådte på skift væk fra deres instrumenter og indtog tilbagetrukne tilskuerroller, ligesom de vekslede mellem forskellige instrumenter i løbet af koncerten. Det var uformelt, ukrukket og ualmindelig inspirerende. 

 

For de, der kender og elsker den danske gruppe Efterklang, var det naturligvis interessant at se frontmand Casper Clausen levere en glimrende præstation på alt fra fløjte og sang til hængelås og klokke. Men hans stemme minder også om Efterklangs evne til at lave storslåede kompositioner, der samtidig er spinkle, komplekse og smukke. Med The Group har han skabt et laboratorium i lyd, men i store dele af de frie improvisationer blev det for larmende, mudret og grotesk, og man savnede det stilfærdige i infernoet.