Elof & Wamberg på SPOT Festival

Et underskønt åndehul på en travl lørdag

Lørdag på spillestedet Atlas bød på masser af den akustiske musik, som fællesbetegnes ’folk’.
ROSA – Dansk Rock Samråd – havde sammen med SPOT arrangeret en eftermiddag på plænen mellem spillestederne Voxhall og Atlas. Her kunne man møde foreninger, organisationer, spillesteder, festivaler, pladeselskaber og mange andre, der arbejder med folkemusik i alle dens afskygninger. Og senere var der fire deciderede koncerter indendørs på Atlas.

Hen imod kl. 17 blev salen fyldt med et forholdsvist homogent publikum, hvor der var udbredt hilsen rundt. Opbakningen til folk er stadigt stigende og har været det, siden folkemusiklinjen blev oprettet på musikkonservatoriet i Odense.
Scenen var uden prunk og pragt; to ukuleler stod ydmygt ved siden af en slumrende kontrabas. Ville det virkeligt være nok til en koncert?
Og lad det være sagt med det samme: Ja – og med udråbstegn!

Nicolai Wamberg indledte med en støt fremdrivende nordiskklingende melodi på bassen, som Tobias Elof faldt ind i med en overraskende klar klang fra ukulelen. Glem alt om den vanlige, tørre pling-pling-klang fra en af de mange ukuleler, som flyder i mangen hjem. Her var en overtonerig tone, som gav associationer til den klassiske harpe, men udført på kun fire strenge.
Før koncerten havde jeg forestillet mig en klang, der ville mangle mellemtoner, men Wamberg mestrede bassen som et akkordinstrument, og Elof formåede at spille brudte akkorder, så hele klangspektret sandelig var repræsenteret. Elof & Wamberg har musikkonservatoriebaggrund, men det er egentlig fuldstændigt uinteressant, når musikken spiller.

Vi fik numre fra duoens plade ”Byen sover”, som udkom sidste november. Pladen har livet i byen som omdrejningspunkt, men når man hørte numrene, var lyden i mine ører så langt fra det, jeg forbinder med by, som muligt. Her var en oprindelig, autentisk lyd, hvor al unødvendig bylarm var skrællet af, og naturbilleder poppede op i den indre biograf. Her var menneskene i samspil i centrum, og hvor det swingede. De to herrer udviste et forbilledligt kammermusikskab, som gav et organisk hele.
Ukulelen spillede meditative rundgange, hvorover bassen kunne brodere varierende stemmer og modstemmer. Den lyse tone var midnatssol og birketræer, fællesdans og pigelatter, en vejrtrækning, der fuldfyldte lungerne.
Mellem numrene var præsentationen diminutiv, her var det den instrumentale musik, der talte. Elof kunne dog fortælle, at han var glad for højtalermusikken før koncerten, som var Bob Marley. Han har boet på Hawaii, hvor ukulelen kommer fra, og reggae har en stor plads i hans hjerte. Wambergs store passion er ungarsk folkemusik, så hvor mødes de?
Det gør de da i nummeret ”Måneskin”. Bassen startede med balkanmusik, og Elof lagde de karakteristiske reggae-efterslag på. Det autentiske regaaebillede blev suppleret med Elofs lange dreadlocks, og nummeret groovede helt vildt. Wambergs basfigur blev kørt i loopmaskinen, så han stille og roligt kunne lægge den viderespillende bas på scenen og gribe en violin, hvorpå han broderede videre på nummeret. Et sikket hit, som må være den fremmeste ambassadør for en ukuleleudbredelse.
Slutnummeret var en gammel dansk menuet, som blev spillet så dugfrisk, som var den fra i går. Mod slutningen kom Kathrine Bruntse og Maria Midtiby på scenen med hver deres violin, hvorpå de sammen med den nu strøgne bas lagde tætte strygerklange bag ukulelens melodispil.
En kammermusikalsk koncert på højt plan. Her er chancen for at få revideret sine fordomme om ukulelen, der her fik et solistisk, ekvilibristisk og smukt tonende udtryk.
Tak til Elof & Wamberg for lørdagens smukkeste åndehul.