Elvis Costello: Imperial bedroom
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 166
Jeg elsker Elvis Costello. Han har givet os mange fremragende albums, og hans musikalske udfoldelser strækker sig over en bred vifte af stilarter. Han startede i slutningen af 70’erne med en punk-præget lyd, men da vi i 1982 ramte udgivelsen af albummet Imperial bedroom, var næsten ethvert spor af punk forsvundet til fordel for storladen barok instrumentation. Arrangementerne er store og flotte, hvilket står i smuk kontrast til Costellos spydige og sarkastiske stemme. Det er svært at nævne numre, der især udmærker sig, for de fleste er virkelig flot arrangeret og produceret, men en af mine personlige favoritter er "Human hands". Her er klaveret et væsentligt instrument, men lyden udvikler sig hele tiden. Jeg bliver afsindigt glad, når det nummer er i gang. Jeg er også ellevild med "Tears before bedtime", der især i omkvædet minder om noget fra Bowie-albums som Station to station eller Low. Det skyldes nok især nogle skæve vokalarrangementer. Meget af den flotte instrumentation kan vi takke Steve Nieve for. Han står for akkordeon, cembalo, klaver og orgel samt arrangementer af både stryger- og blæserensembler.
Arrangementerne giver Imperial bedroom en flot grad af uforudsigelighed. Der kommer altid et eller andet, man ikke lige forventer. Om det er nogle få toner fra messingblæsere, et pludseligt vokal-overdub eller en guitarsolo af den lidt mere spøjse slags, så sidder man med spidsede øren og venter på den næste lille instrumentale genistreg. Sangene er også konstrueret på mange forskellige måder. Nogle er bare omkvæd og vers, men f.eks. "Beyond belief" har et mildt crescendo i løbet af første halvandet minut, der så leder op til noget, der ligner et omkvæd, men det er ikke let at skildre, hvilken slags bestanddele, der i det hele taget er tale om. Det er også et meget helstøbt album. Der er intet nummer, der stikker ud som den oplagte single, ingen "Pump it up", ingen "Alison". Og det er ikke fordi numrene ikke er kommercielt anlagte, der blev da udgivet to singler, "Man out of time" og "You little fool". Der er i mine øjne intet, der gør disse to sange mere oplagte singler end "Human hands" eller "… And in every home".
Man kan ikke finde ét eneste nummer, der ikke holder den høje standard. På visse andre Costello-album er der et par numre, der godt kan blive trættende i længden, f.eks. "Sunday’s best" og "Less than zero", men sådan er det ikke med Imperial bedroom. Pladen er også længere end Costellos tidligere værker med sine hele 50 minutter, men det kan slet ikke mærkes. Det er der mange årsager til; den generelt høje kvalitet, den store soniske variation og generelt god albumstruktur er nok de væsentligste. Jeg elsker, hvordan albummet udvikler sig, især hvor godt den intense opbygning på "Beyond belief" får lov til at introducere albummet. Den melankolske og diskrete "Town cryer" fungerer ligeledes godt til at runde pladen af. De resterende numre er en ren rutsjebanetur gennem lyd og følelser. Imperial bedroom er en fænomenalt god plade, som bare bliver bedre for hver gennemlytning. Elvis Costello er en genial musiker, og det her er noget af det mest geniale, han har lavet.