Genre: 

Eric Burdon and The Animals

The Animals
07-02-17
Af: 
Steffen Kronborg

Den første af de engelske grupper, der optrådte på Monterey festivalen, var Eric Burdon and The Animals, som gik på scenen fredag aften d. 16. juni. Gruppenavnet med fremhævelsen af forsangerens navn dækkede over en ny konstellation af den tidligere rhythm-and-blues-gruppe fra Newcastle, som siden 1964 havde høstet både stor hæder og høje salgstal i England. I slutningen af 1966 var det imidlertid slut med denne udgave af The Animals, dels på grund af økonomiske problemer og dels på grund af dårligt management, og i december 1966 samlede Eric Burdon en ny gruppe omkring sig.

Det var den nye version af the Animals, der optrådte på Monterey festivalen i juni 1967, og gruppens repertoire var også nyt i forhold til de bluesrock-hits, The Animals tidligere havde gjort sig bemærket med. Borte var de socialrealistiske beretninger fra baggårdene som f.eks. ”We gotta get out of this place” og ”It´s my life”, og i stedet optrådte Eric Burdon and The Animals på Monterey med en noget hårdere form for rockmusik – samt med det senere giganthit ”San Franciscan nights”. Men det var ikke med heftige versioner af sange som ”Paint it black” og ”Hey gyp”, at de nye Animals skulle sætte deres præg på musikhistorien og på hitlisterne. Den største fremgang, Eric Burdon oplevede med 1966-udgaven af The Animals, skete med et par blide sange, som var direkte affødt af Burdons nylige møde med den psykedeliske amerikanske vestkystmusik.

I løbet af sommeren 1966 indspillede gruppen den stille ballade ”San Franciscan nights”, som blev udsendt på singleplade i august 1966, og som gav de nye Animals gruppens største hit nogensinde. Sangen var tænkt som en hyldest til den såkaldte Love-generation, som Eric Burdon havde mødt i Monterey, og som han også senere hyldede i en anden sang. Tekstens ord om det dejlige vejr i San Francisco, som ellers mest er kendt for et lidt køligt klima, er sidenhen blevet gjort til genstand for forskellige ironiske kommentarer. Men dels var vejret faktisk usædvanligt godt under Monterey festivalen, hvilket naturligvis påvirkede Eric Burdons indtryk af byen; og dels kan vejret i San Francisco umuligt være værre end i Eric Burdons egen hjemby, Newcastle, hvor ”bygerne står ind fra siden, når det regner” (citat fra et af Animals-medlemmerne). Og det regner tit i England!

Året efter Monterey Pop Festival forevigede Eric Burdon and The Animals festivalen i sangen ”Monterey”, hvori en lang række af de optrædende musikere og grupper blev opregnet i en sang, som opnåede en 15. plads på den amerikanske single-hitliste i 1968. Men det var nu hverken denne sang eller Burdons tidligere hit, ”San Franciscan nights”, der i eftertiden kom til at stå som vartegn for Monterey Pop Festivalen. Denne ære tilfaldt derimod Scott McKenzies ”San Francisco (be sure to wear some flowers in your hair)” – skrevet af John Phillips fra The Mamas and The Papas og et gigantisk hit for sangeren i sommeren 1967. Men det er en anden historie.