Farverig funk fra fortiden og nutiden – velkommen til SPOT 2017

I år er der en ny festival i festivalen: Roots&Hybrid Festival. Med egne ord vil festivalen nuancere det, som i dag populært betegnes som verdensmusik og nutidig folkemusik.

Fokus vil være på roots & hybrid – hvilket dækker over den musik, der har rødder i et folk eller et steds traditionelle musik. Publikum vil opleve en fusion af forskellige genrer – uden hensyn til, hvor stilrent musikken klinger. Med de forskellige genres fusion vil Roots&Hybrid vise, at musik ikke har en geografisk afgrænsning.

Det lyder interessant, og rammerne i Ridehuset er der også kræset om. Gulvet er dækket af ægte tæpper, her er sofaer med puder og flotte stofdraperinger i loftet.

Solen hænger lavt over Aarhus, og de grønne områder ved Musikhuset er befolket af småfrysende grupperinger, der lidt efter lidt siver ind i Aladdins hule – ind i Ridehuset.

Præcis klokken 19 træder Mathias Heise op på scenen og præsenterer sin kvartet – eller Quadrillion – og præsenterer første nummer ”Pludselig opstigning”.
”Sudden Ascent” er også titlen på gruppens debutplade fra 2015. Et flydende jazzfunknummer i 6/8 og med Heises kromatiske mundharmonika i centrum. Et sjældent instrument i jazzverdenen; tankerne går straks til Toots Thielemans’ lette tone. Den unge Mathias Heise viser et musikalsk overskud på det lille instrument; han blev også helt fortjent ”Årets nye jazzstjerne” forrige år.

Trods ihærdige opfordringer til dans lytter vi alle til næste nummer ”Gloomy Breeze” pænt siddende; diskret vippende med en fod. Her er reminiscenser fra Herbie Hancocks 1980-periode, hvor funken legede med discoen. Bandet er tætspillede med en stabil Aksel Stadel Borum på trommer og David Vang på en subtil, svedig bas – selvfølgelig en båndløs Fender Jazzbass som salig Jaco Pastorius. Guitaristen Mads Christiansen får så lov til at brodere sine luftige og lette riff herover, og ofte i tæt symbiose med kapelmesterens mundharmonika eller tangenter.

Med tør humor præsenterer Mathias Heise næste nummer som en hyldest til hverdagens superhelte – alle os, der passer vores daglige arbejde. Titlen er ”Müsli Man”, og i min indre biograf følger jeg müslimanden fra morgenmaden med dæmpet, dansende bas, til dagen på kontoret, hvor mundharpens toner bøjes eftertænksomt over guitarens repeterende dagligdagsakkorder. En rocksolo må være ulvetimen inden nummeret sluttes med et voldsomt godnat.

Den ordløse musik fortsætter i ”Damn good coffee”, som er en hyldest til Dale Cooper. Ja, ham fra Twin Peaks, som vi er mange, der aldrig glemmer. Vi får et drømmende, skræmmende nummer, der ikke behøver referencer til Badalamentis originale musik, for at vi har et tydeligt billede af denne fantastiske tv-serie. (Som der, i parentes bemærket, er premiere på nye afsnit af om godt 14 dage!)

Sidste nummer, uden titel, viser ekvilibristiske evner i polyrytmik hele vejen rundt, og når vi lægger hovedet tilbage, kan fantasien få yderligere næring af det psykedeliske lysshow på loftets hvide draperier.

En fantastisk koncert, hvor de ordløse musiknumre har givet næring til skønne fantasirejser – en opløftende start på SPOT Festival 2017. En koncert, som har medvirket til at åbne sanserne endnu mere - så ny musik: kom an!