Genre: 

Genesis for begyndere

10-05-12
Af: 
Jakob Wandam

De fleste kender den britiske gruppe Genesis for dens store radiohits fra 1980'erne og 90'erne: "Invisible touch", "Land of confusion", "I can't dance" osv. De fleste ved nok også, at forsangeren på dé numre hed Phil Collins, og at han sideløbende har dyrket en pænt succesrig solokarriere. En del ved endog, at Collins i sin tid afløste en vis Peter Gabriel, som også siden har været en populær solokunstner.

Men for dem, hvis viden om Genesis stopper her, tilbyder Bibzoom nu en rejse gennem gruppens lange karriere - album for album.

From genesis to revelation (1969)

Genesis pladedebuterede faktisk allerede i 1967, hvor de udsendte singlen ”The silent sun”. Bandet var stykket sammen af to bands fra den engelske kostskole Charterhouse: The Garden Wall (Peter Gabriel, vokal og fløjte, og Tony Banks, keyboards) og The Anon (Mike Rutherford, bas, og Ant Phillips, guitar) samt trommeslageren Chris Stewart. En tidligere Charterhouse-elev, solisten og produceren Jonathan King, skaffede dem en pladekontrakt og gav dem navnet Genesis. For at få kontrakten i hus havde Banks og Gabriel skrevet den Bee Gees-agtige sang "The silent sun", da de vidste, at King var Bee Gees-fan!

Allerede på debutalbummet (hvor Stewart var blevet udskiftet med John Silver på trommer) høres det dog tydeligt, at Genesis' tekstunivers er væsentligt mere intellektuelt (nogle ville sige fortænkt!) end Bee Gees', selv om det lydlige udtryk minder om den australske trios. Albummet er en koncept-plade, hvis tema er verdens skabelse og menneskehedens videre udvikling! Musikalsk veksles der mellem stille, akustiske ballader og aggressiv prog-rock, og de fleste numre er blevet belagt med strygere for at give en mere fyldig lyd. Det mest bemærkelsesværdige ved pladen er dog ikke sangene, men Peter Gabriels unikke vokal og Banks' kunstfærdige klaverspil. From genesis to revelation er ikke en specielt mindeværdig plade, men ikke desto mindre er den blevet genudsendt i utallige udgaver. En af de mest omfangsrige er denne, som indeholder 13 bonus-tracks.

Trespass (1970)

Debutpladen solgte ikke noget videre, og Genesis var tæt på at pakke sammen. Gruppen valgte dog i stedet at vove springet som professionelle musikere, og efterhånden udviklede de et stærkt koncert-repertoire, der var præget af længere, symfoniske stykker. Dét var John Silver dog ikke interesseret i, så igen måtte der rekrutteres en ny trommeslager, denne gang John Mayhew.

Da Trespass blev indspillet, var udgangspunktet således et helt andet end med den forrige plade, og resultatet blev da også et væsentligt bedre album. På Trespass lyder musikerne mere selvsikre, og numrene er ikke længere forfejlede forsøg på catchy popsange, men derimod komplicerede rocksymfonier. Genesis som progressivt rockband bliver født med dette album.

Allerede fra de første toner - Peter Gabriel, der synger "Looking for someone" - står det klart, at dette er et nyt og bedre Genesis. Det er bemærkelsesværdigt, at det lykkes at frembringe en nærmest orkestral lyd, selvfølgelig ved hjælp af overdubs, men uden brug af den strygersektion, som tyngede det første album.

Albummets hovedværk er den næsten 9 minutter lange "The knife", som snart flyver afsted i et hæsblæsende tempo, snart svæver stille og pastoralt, og som blev en live-favorit helt frem til de tidlige 1980'ere.

Nursery cryme (1971)

Kort efter indspilningen af Trespass måtte bandet sige farvel til endnu en trommeslager. John Mayhew lod sig erstatte af Phil Collins, der havde en fortid som barneskuespiller og trommeslager i bandet Flaming Youth. Et større tab end Mayhew var imidlertid Ant Phillips, der primært på grund af sceneskræk så sig ude af stand til at fortsætte i Genesis. Han blev erstattet i nogle få måneder af Mick Barnard og siden mere permanent af Steve Hackett.

Med de to nye folk var den for mange klassiske Genesis-besætning på plads: Gabriel, Banks, Rutherford, Collins, Hackett. Både Collins og Hackett besad en aldeles sublim teknik, og Collins' humor og udadvendthed var et tiltrængt pust af frisk luft til gruppen, der ellers bestod af introverte halv-intellektuelle.

Nursery cryme er bygget op med "The musical box" som hovedhjørnestenen, der strækker sig over mere end 10 minutter. Nummeret er et opus om undertrykt seksualitet, udtrykt igennem en bizar fabel om en afdød dreng, hvis ånd vender tilbage via en spilledåse, hvorefter hans genskabte krop ældes i lyntempo, mens han forsøger at få en pige til at udfri hans seksuelle længsler!

Blandt andre markante sange på albummet er "The return of the giant hogweed", hvori det viktorianske England trues af farlige slyngplanter i en særdeles humoristisk tekst, som danser afsted på en bund af Phil Collins' skiftevis jazzede og march-rytmiske trommespil. Collins selv gør debut som leadvokalist på "For absent friends".

Foxtrot (1972)

Sammen med Trespass og Nursery cryme udgør Foxtrot en slags trilogi af klassiske, progressive Genesis-plader. Igen er der ét nummer, som udgør albummets hjørnesten, og hér er det den 23 minutter lange "Supper's ready". Nummeret er et af den progressive rocks hovedværker, og op igennem 1970'erne var der ingen vej uden om det ved Genesis' koncerter. Til fans'enes store lykke blev dele af "Supper's ready" endog hentet tilbage til sætlisten i slutningen af 1990'erne.

Også "Watcher of the skies", der indleder albummet, blev fast inventar ved Genesis' koncerter. I det hele taget blev Genesis på dette tidspunkt kendt som et enestående live-band, ikke mindst takket være et teatralsk sceneshow, hvor Peter Gabriel underholdt med kostumer, fortællinger og vilde fagter.

Live (1973)

Genesis kom frem på et tidspunkt, hvor en god koncertoptræden var strengt nødvendig for at kunne få succes som pladesælgende kunstner. Genesis var altid på forkant med udviklingen på dette område; fra Gabriels sære kostumer til lyssætning og bevægelige storskærme. Hertil kom, at musikerne var dygtige nok til at kunne brænde igennem live.

Som live-band er Genesis derfor også ret veldokumenteret. Live var det første koncertindspillede album fra gruppen og viser Genesis i Peter Gabriels storhedstid. Der er kun fem numre på albummet, men ingen af dem er under 8 minutter lange. Det siger en del om gruppen, at disse numre alligevel er deres på dette tidspunkt største hits (kun "Supper's ready" glimrer ved sit fravær).

Selling England by the pound (1973)

Måske det bedste Genesis-album fra Gabriel-perioden, og under alle omstændigheder det første, som gav gruppen et single-hit, nemlig "I know what I like (in your wardrobe)", der sneg sig ind på den engelske Top 40. På Selling England ... viser Genesis de første tegn på pop-appel, uden at det dog går ud over de længere, fortællende sange ("Dancing with the moonlit knight", f.eks.).

Blandt højdepunkterne findes, ud over de allerede nævnte, "The cinema show", som var en live-favorit i mange år efter, og "Firth of fifth", der er en veritabel tour de force for keyboard-spilleren Tony Banks. "More fool me" giver Phil Collins endnu en chance som forsanger.

The lamb lies down on Broadway (1974)

Dette album ses af mange som hovedværket for det Gabriel-ledede Genesis, men sandheden er, at albummet ikke var nogen stor succes. Det er heller ikke deres stærkeste materiale, hvilket gør albummets længde (2 cd'er) til en mindre udholdenhedsprøve. Pladen vinder dog ved gentagne gennemlytninger.

The lamb lies down on Broadway blev Peter Gabriels svanesang med Genesis. Selve albummets vanskelige tilblivelse var utvivlsomt en af grundene hertil: Det er et koncept-album med en fortløbende historie udtænkt af Gabriel. Af samme grund insisterede forsangeren på at skrive alle teksterne selv (det blev ham dog for meget i længden), hvorfor flere af de andre medlemmer, som alle var stærke sangskrivere, følte sig hensat til rollen som studiemusikere.

Historien handler om newyorker-smågangsteren Rael, der gennemgår en indviklet ud-af-kroppen-oplevelse, mens han bevæger sig ned ad Broadway på Manhattan. Historien er svært gennemskuelig, og referencer til amerikansk kultur gør teksterne væsensforskellige fra den tidligere Genesis-stil, der primært har et meget britisk udgangspunkt i sit tekstunivers. Pladens højdepunkter er det forrygende titelnummer, balladen "Carpet crawlers" og "In the cage", der alle efterfølgende har været blivende koncertfavoritter. Også andensinglen "Counting out time" bør fremhæves.

Mens albummet blev indspillet, blev Peter Gabriel tilbudt at skrive et filmmanuskript, hvilket fik ham til at overveje at forlade gruppen. Filmprojektet faldt dog i sidste ende til jorden, og Gabriel blev hos Genesis, der tog på en stort opsat verdensturné med et sceneshow af hidtil usete dimensioner. Turnéen var en succes, men Gabriel havde allerede valgt at gå sine egne veje. Han forlod Genesis med turnéens afslutning i 1975.

A trick of the tail (1976)

Efter Gabriels farvel havde fleste dømt Genesis færdige. De tilbageblevne medlemmer havde dog stor nok tro på deres evner som sangskrivere til, at de ønskede at fortsætte. Nu manglede de blot en forsanger.

Omkring 400 sangere blev afprøvet, før det blev besluttet, at trommeslager Phil Collins skulle gøre forsøget. Han var allerede en markant del af Genesis' vokale lyd takket være sine mange smukke harmonier over Gabriels stemme og de sporadiske indslag som leadvokalist.

A trick of the tail er der musikalsk skåret ind til benet; pladen er utrolig velproduceret (af David Hentschel). Åbningsnummeret "Dance on a volcano" er en tromme-extravaganza, der viser, at der i allerhøjeste grad er liv i Genesis endnu. Andre højdepunkter er de kønne ballader "Entangled" og "Ripples", og på "Robbery, assault and battery" demonstrerer Collins, at han ikke står tilbage for Peter Gabriel som historiefortæller. Men alt i alt er albummet et skridt mod mere koncise og tilgængelige kompositioner.

Wind and wuthering (1976)

Wind and wuthering er et tungere album end forgængeren. Pladen kaldes Genesis' sidste progressive album, og kompositionerne er også mere komplicerede og præget af udfoldelser på keyboard, mellotron og guitar. Men Wind and wuthering indeholder også gruppens første amerikanske single-hit, "Your own special way".

Inden indspilningen af Wind and wuthering havde Steve Hackett udsendt sin første soloplade. Han følte ikke, at nok af hans kompositioner kom gennem nåleøjet til gruppens repertoire, og disse frustrationer fik ham til - efter Wind and wuthering-turnéen - at forlade Genesis. Det kom også siden til at stå klart, at Genesis' bevægelse mod simplere kompositioner stod i kontrast til Hacketts ambitioner, som de kom til at udfolde sig i hans senere karriere. Måske var det disse gnidninger, der gjorde Wind and wuthering til et mindre optimistisk lydende album.

Ud over "Your own special way" er det vigtigste nummer "Afterglow", en majestæstisk Tony Banks-komposition, som blev afslutningsnummeret ved utallige Genesis-koncerter.

Seconds out (1977)

Med Phil Collins ved mikrofonen fik Genesis brug for en ny trommeslager. I studiet var det selvsagt ikke noget problem - her kunne Collins klare begge dele - men til brug på scenen hyrede gruppen det tidligere Yes-medlem Bill Bruford. Han gjorde det dog klart, at han kun var til låns, og siden blev hans plads udfyldt af Chester Thompson fra fusionsjazz-bandet Weather Report.

Repertoiret ved disse koncerter indholdt både numre fra Peter Gabriels tid med gruppen og selvfølgelig fra de seneste album med Collins i front. Live-pladen Seconds out dokumenterer, at der ikke var tale om en voldsom overgang, men at der tværtimod var en fortløbende linje i den musikalske udvikling. Phil Collins har sjældent problemer med at tackle de gamle Gabriel-numre, som han jo også i vid udstrækning oprindeligt sang kor på.

Det bedste ved disse live-optagelser er dog de numre, hvor Collins og Chester Thompson - begge fænomenale trommeslagere - "duellerer" på to trommesæt. Det kan høres på det afsluttende medley "Dance on a volcano"/"Los endos".

... And then there were three ... (1978)

I 1978 var punk-bevægelsen begyndt at skylle ind over rock-branchen, og dette betød døden for mange progressive rockbands. Genesis blev dog et af dem, der overlevede - ifølge Tony Banks fordi de var bedre, og konkurrencen blev mindre, men også fordi de forstod at ændre deres stil til et mere tilgængeligt, mindre højtravende udtryk.

Titlen ... And then there were three ... henviser naturligvis til, at Steve Hackett havde forladt Genesis under mixningen af Seconds out. Bandet besluttede ikke at søge efter en ny guitarist, men i stedet at lade Mike Rutherford spille alle guitar- og baspartier. Sangskrivningsprocessen blev enklere uden en fjerde interessent, og sangene blev følgelig også kortere og mindre komplicerede.

Albummet er en lidt dyster, melonkolsk sag, indtil man når den sidste skæring, "Follow you follow me", der blev gruppens hidtil største hit. Det er en catchy, akustisk ballade med en simpel tekst, der er nem at huske. Andre højdepunkter er de ligeledes afdæmpede "Many too many" og "Snowbound".

På scenen lod Genesis sig forstærke af den amerikanske guitarist Daryl Stuermer, der ligesom Thompson (og Collins) havde baggrund i fusionsjazz'en.

Duke (1980)

Efter den obligatoriske turné, der fulgte ... And then there were three ... , flyttede Collins til Canada i et forsøg på at redde sit ægteskab. Det kunne være blevet enden på Genesis, men i stedet blev det ægteskabet, der ikke holdt, og Collins mødte op til albumindspilningerne med mere materiale end nogensinde før. Da Banks og Rutherford begge havde udgivet soloplader i den mellemliggende tid, og derfor ikke havde skrevet meget til gruppen, fik Collins' stil en markant plads på det nye album.

Phil Collins' bidrag ses ikke mindst på "Misunderstanding", skrevet af ham alene, som tekstmæssigt er det mest ukomplicerede og utvetydige, som gruppen på daværende tidspunkt havde præsteret. "Behind the lines" udforsker en ny, funky/r&b-præget retning, som Genesis ikke tidligere havde afprøvet - og som utvivlsomt er Collins' fortjeneste.

Der er dog også klassiske Genesis-elementer at høre, f.eks. på de primært instrumentale "Duke's travels"/"Duke's end", der runder pladen af.

"Misunderstanding" blev et stort hit i USA og dannede grobund for bandets kommercielle succes dér. Den blev også symptomatisk for Genesis' fremtidige musikalske udvikling, og for Phil Collins' stigende betydning som sangskriver. Én af hans sange valgte gruppen dog fra. Det var "In the air tonight"!

 Abacab (1981)

Med Abacab tog Genesis det endelige skridt ind i radiorockens verden. Det skete med mere koncise sange, en ny lyd og flere flirter med funk og r&b. Under indspilningen af albummet var Phil Collins' solodebut Face value pludselig blevet et hit, og både hos Collins og hos bandet var selvtilliden i top.

Sammen med producer/tekniker Hugh Padgam havde Collins skabt en ny, kraftfuld trommelyd, der dominerede både Face value og Abacab. Den karakteriske lyd var såmænd i øvrigt blevet skabt under indspilningerne af Peter Gabriels fjerde album, og på Abacab er trommerne mere fremtrædende end nogensinde før (lyt f.eks. til titelnummeret eller "Dodo"). Phil Collins har også endnu en gang påvirket i en funky retning, og på "No reply at all" er der sågar gæsteoptræden af Earth Wind & Fires blæsersektion!

Sangskrivningsmæssigt er Abacab til gengæld præget af en beslutning om at arbejde primært med kollektiv sangskrivning - altså numre, hvor alle medlemmer er medkomponister. Det skulle blive gruppens foretrukne arbejdsmetode, og efterhånden som alle fik gang i solokarrieren, var det da også den fremgangsmåde, der gav mest mening. På den måde skabtes et produkt, som var anderledes end det, medlemmerne kunne frembringe hver for sig. På Abacab havde Banks, Collins og Rutherford skrevet en sang hver; resten var fælles kompositioner.

Abacab er lyden af et band, der er klar til at indtage 1980'erne. "No reply at all", "Abacab" og "Man on the corner" blev alle radiohits.

Three sides live (1982)

Genesis' tredje live-album tjente lige som de forrige af slagsen til at dokumentere gruppens aktuelle udviklingsstade. Det er dog bemærkelsesværdigt, at der også på Three sides live ofres en del plads på længere instrumentale opdagelsesrejser, på bekostning af hits som "Your own special way", "No reply at all" og "Man on the corner". Dermed bliver albummet aldrig en "greatest hits"-opsamling, men får sin egen selvstændige eksistensberettigelse ved at præsentere nogle fremragende optagelser, der viser, hvor gode musikere Genesis var - ikke mindst på scenen.

Three sides live findes i to forskellige udgaver. I den ene (amerikanske) udgøres den fjerde side af 5 studieindspilninger, som var blevet til overs fra hhv. Duke og Abacab. Den anden (britiske) udgave har tre ekstra live-numre fra tidligere turnéer.

Genesis (1983)

Da dette selvbetitlede album udkom, var Phil Collins en etableret superstjerne, og Genesis fulgte op med denne rendyrkede pop-plade. Om gruppens udvikling skyldtes Collins' dominans, kynisk spekulation eller blot en naturlig progression som sangskrivere kombineret med tidsånden, er svært at afgøre (Mike Rutherfords senere soloprojekter var i hvert fald ikke mindre poppede). Men fra og med dette album var alle numre skrevet af de tre medlemmer i fællesskab, så det er ikke troværdigt at udpege én sangskriver som dén, der alene udstak kursen.

Under alle omstændigheder er Genesis fyldt med fængende sange i en poleret produktion. Albummet lægger flot ud med den stemningsmættede "Mama", der skriver sig ind blandt gruppens bedste indspilninger overhovedet. Herefter følger den lette, men utrolig fængende "That's all", inden albummets instrumentalt mest spændende numre, spøgelseshistorien "Home by the sea"/"Second home by the sea", afslutter pladens første halvdel. De resterende sange er desværre ikke synderligt mindeværdige, omend "Illegal alien" beviser, at Genesis stadig besad en herlig politisk ukorrekt humor!

Invisible touch (1986)

Genesis' stærkeste pop-plade er en veritabel perlerække af hitsingler: "Invisible touch", "Tonight, tonight, tonight", "Land of confusion", "In too deep" samt "Throwing it all away" var alle store radiohits. Dét er kendetegnende for en plade, der synes designet til radioen, men hvor de musikalske eksperimenter måske var skubbet lidt i baggrunden.

Fans af de længere, vekslende forløb, som Genesis stod for tidligere i karrieren, må tage til takke med "Domino". I sine to dele ("In the glow of the night" og "The last domino") tager den lytteren med igennem en række stemningsbilleder i et stigende tempo, som understreger tekstens budskab om, at der intet er at stille om mod domino-effekten.

Man skal dog ikke tage fejl af, at flere af single-hittene er fremragende komponeret. Og er man til de små lydmæssigedetaljer, bør man lytte til det instrumentale afslutningsnummer "The Brazilian", der er spækket med percussion og sære synthesizer-lyde.

Invisible touch blev også pladen, hvormed Genesis indtog en førerposition på musikvideoområdet. De havde allerede demonstreret en skæv humor (på mange måder en videreførelse af deres sceneoptræden) med f.eks. videoen til "Illegal alien", men videoerne til "Invisible touch" og især "Land of confusion" - med gruppen portrætteret med Spitting Image-dukker - gjorde dem til MTV-darlings.

We can't dance (1991)

Med ikke mindre end fem års pause samt stor succes både for Phil Collins' solokarriere og Mike Rutherfords projekt, Mike & the Mechanics, var der nok mange, der troede, at Genesis var et overstået kapitel. Men de vendte tilbage med dette album, som dog skulle vise sig at blive Collins' sidste studieplade med gruppen.

We can't dance er måske ikke nær så hitspækket som forløberen, men den kastede dog et par større og mindre hits af sig: "I can't dance", "Jesus he knows me", "No son of mine" og "Hold on my heart". Videoerne til de to førstnævnte skrev sig også ind i rækken af morsomme og bemærkelsesværdige promotion-film.

Med undtagelse af dé to komiske numre er We can't dance dog et album med en lettere melankolsk stemning. Eftertiden har tolket dette som et tegn på, at det var Genesis' farvel-album, men forklaringen er snarere, at medlemmerne var blevet mere modne og afdæmpede og mindre legesyge. Og så har især Tony Banks altid haft en tendens til de melankolske klange.

Ud over hittene, der selvfølgelig løber med en del af opmærksomheden, bør man bemærke "Fading lights", der med sine lange instrumentale forløb giver mindelser tilbage til de mere progressive dage.

Live – the way we walk, volume one: The shorts (1992)

Efter den obligatoriske turné valgte Genesis at udsende endnu et live-album. I stedet for at lade lytteren opleve en samlet koncert (eller i hvert fald en sammensætning af tracks, der kunne illudere en koncert), valgte man at splitte repertoiret op på to album: The shorts, der indeholder hittene, og The longs, der indeholder de længere, mere symfonisk opbyggede kompositioner.

Formålet med The shorts er således at præsentere gruppens største hits. Ingen af numrene er ældre end Genesis-albummet (og de to numre herfra er faktisk indspillet ved en tidligere turné), så præsentationen afspejler en opdeling af gruppens fans: De nyere, der kender Genesis som radiovenlige hitmagere, og de ældre, som i hvert fald også værdsætter de mere komplicerede kompositioner. Sidstnævnte fans vil med større interesse kaste sig over ...

Live – the way we walk, volume two: The longs (1993)

Også her ligger hovedvægten på numre fra de seneste album, men altså de længere kompositioner: "Domino", "Fading lights" etc. Men der er også blevet plads til det såkaldte "Old medley", der sammensætter småbidder fra gamle hits som "The musical box", "I know what I like" og "The lamb lies down on Broadway", men også mindre kendte numre som "Stagnation" fra Trespass. Disse medley'er var blevet praktiseret af gruppen i en årrække som en måde at inkludere mange af de ældre melodier på uden derfor at skulle skære ned på mængden af hits.

Takket være beslutningen om at dele koncertrepertoiret op i to udgivelser oplever man aldrig rigtig følelsen af at være til koncerten, og det er et minus, når der er tale om live-udgivelser. En komplet koncert fra turnéen er dog siden blevet udgivet på dvd.

Turn it on again: Best of '81-'83 (1994)

En lille opsamling, som ikke er en "greatest hits", men en slags øjebliksbillede af perioden 1981-83. Dette var perioden, hvor gruppen indledte sin karriere som radiorock-band, og her kan således høres de største hits fra Abacab og Genesis samt et par numre fra Three sides live. Som en bonus inkluderer albummet også single/ep-hittet "Paperlate" (for første gang på cd) og hidtil uudgivne live-versioner af "Firth of fifth" og "Turn it on again" (sidstnævnte i et medley med "Everybody needs somebody to love", "Satisfaction", "The last time", "All day and all of the night" og "In the midnight hour"!).

Calling all stations (1997)

Efter We can't dance-turnéen blev Genesis sat på standby, sådan som det efterhånden var blevet sædvane mellem album. Phil Collins løb dog ind i en række personlige forviklinger, i løbet af hvilke han blev skilt, blev gift igen og flyttede til Schweiz, hvor hans nye kone kom fra. Som sådan mente han ikke længere, at han havde tid og overskud til at håndtere både Genesis og sin solokarriere, og i 1995 bekendtgjorde Collins, at han forlod gruppen.

I stedet for at kaste håndklædet i ringen, bekendtgjorde de resterende medlemmer, at man nu endelig havde fundet Peter Gabriels afløser(!), den tidligere Stiltskin-forsanger Ray Wilson. Da Wilson kom ombord, var de fleste af sangene til det, der skulle blive Calling all stations, allerede skrevet. Til at betjene trommerne havde man hyret session-trommeslageren Nir Zidkyahu samt Nick d'Virgilio (fra Spock's Beard). På den efterfølgende turné var Nir Z også med, og det samme var guitarist/bassist Anthony Drennan.

Calling all stations har en tungere rock-lyd end nogen af sine forgængere. Det skyldes uden tvivl både Collins' afgang - hans tæft for popsange havde længe præget gruppen - og Wilsons ru, mørke stemme, der skaber en dyster atmosfære. Det trækker linjer tilbage til Peter Gabriel-perioden, men man skal ikke tage fejl af, at albummet er båret af ganske catchy sange som singlerne "Congo", "Not about us" og "Shipwrecked". Der er dog også længere numre; både "Alien afternoon", "There must be some other way", "One man's fool" og koncert-glansnummeret "The dividing line" har en længde på 7-9 minutter og lange instrumentale passager.

Albummet blev, næppe overraskende, ingen stor kommerciel succes (i hvert fald ikke set i forhold til, hvad Genesis var blevet vant til), og heller ikke turnéen trak så stort publikum, som man åbenbart havde forventet. Følgelig blev en række koncerter aflyst, Ray Wilson blev fyret på gråt papir, og Genesis-navnet blev lagt på is på ubestemt tid. Mange mener dog, at "Wilson-perioden" burde have været længere, og at Calling all stations faktisk er både ganske god og et spændende nyt skridt for gruppen.

Archive #1: 1967-75 (1998)

Selv om det ikke for alvor var lykkedes Genesis at slå igennem i rock-verdenen anno 1997-98 (man skal huske, at Nirvana og grunge-bølgen havde sat musikbranchen på hovedet siden Genesis' sidste udgivelse), var der stadig et marked af ældre fans. Derfor valgte især Tony Banks at grave i gruppens arkiver for at præsentere spændende materiale fra Genesis' fortid.

Denne første arkivudgivelse beskæftiger sig med Peter Gabriel-perioden. Halvdelen af boksens 4 cd'er udgøres af en komplet live-udgave af The lamb lies down on Broadway, som gruppen spillede den i 1975 - eller næsten, for en del af vokalerne er faktisk nyindspillede af Gabriel! Derudover indeholder Archive 1967-1975 gruppens b-sider fra perioden samt sjældne eller uudgivne live-numre og alternative takes.

Turn it on again: The hits (1999)

Den første rigtige "greatest hits"-opsamling fra Genesis lever op til sit navn ved kun at inkludere et enkelt nummer fra Gabriel-årene, nemlig "I know what I like", gruppens første top 40-hit. Ellers er det selvfølgelig Invisible touch- og We can't dance-sangene, der dominerer tracklisten; også Wilson-perioden er kun repræsenteret én gang ("Congo").

Det mest interessante ved Turn it on again er dog utvivlsomt en nyindspilning af "The carpet crawlers", hvor både Gabriel, Collins og Hackett er tilbage i folden (Ray Wilson skulle have medvirket, men invitationen blev, til hans fortrydelse, trukket tilbage!).

En ekspanderet udgave af Turn it on again er i øvrigt under udarbejdelse. Det bliver en såkaldt "tour edition" på 2 cd'er, som kun bliver tilgængelig fra d. 4. juni 2007 og året ud.

Archive #2: 1976-1992 (2000)

Hvor den første Archive-boks var fyldt med hidtil uudgivne lækkerier, skuffer Archive #2 en smule. På boksens 3 cd'er får man et enkelt nummer, der ikke har været på markedet før, nemlig en demo-udgave af "Mama".

Resten af boksen samler b-sider og andre non-album-tracks fra Phil Collins-perioden. Flere af disse var ikke tidligere udgivet på cd, og som sådan er boksen selvfølgelig berettiget. Men samlingen er ikke komplet ("Me and Virgil" og "Open door" mangler), og man ærgrer sig lidt ved tanken om, hvad der kunne være blevet frigivet fra Genesis' mest succesrige periode.

Platinum collection (2004)

I 2007-2009 blev hele Genesis' bagkatalog genudgivet i surround-mix og SACD. Projektet var undervejs i nogle år, og allerede i 2004 kunne man få en forsmag, da flere af de nye mix er anvendt på denne Platinum collection.

Ellers adskiller Platinum collection sig fra tidligere opsamlinger ved at dække hele Genesis' karriere. Den indeholder de store hits samt andre hovedværker fra gruppen. Numrene er som hovedregel arrangeret omvendt kronologisk, så albummet begynder med hittene fra We can't dance (det eneste nummer fra Wilson-perioden er havnet sidst på cd 1) og slutter med "The knife" fra Trespass (der er ingen sange med fra From genesis to revelation). Tanken er, at man således tager nye lyttere i hånden og fører dem fra det kendte materiale og tilbage til højdepunkter fra gruppens fortid.

For nye fans af Genesis er Platinum collection med sine 3 cd'er klart den bedste introduktions-opsamling til gruppens langvarige karriere. For kendere er der ikke naturligvis ikke meget at komme efter - der ingen nye eller hidtil uudgivne numre på albummet.

Hele historien + live

Som nævnt ovenfor blev Genesis' genforening i 2007 markeret med genudgivelse af hele bagkataloget. Der er tale om fire bokssæt, der udkom i tidsrummet 2007-09. Den første boks indeholder studiealbummene fra perioden 1976-1982, alle sammen remastered, i surround-sound og med bonusmateriale i form af periodens b-sider og ep-tracks samt musikvideoerne og nye interviews på dvd.

De to næste bokssæt indeholder album fra hhv. 1983-1998 og 1970-1975, og de har ligeledes forbedret lyd og bonusmateriale. Endelig er der den fjerde boks, som indeholder alle liveoptagelser 1973-2007 samt dvd'er og ekstra tracks. Det eneste, der mangler i denne sammenæng, er debuten From Genesis to relevation - men den blev faktisk genudgivet for sig selv i 2005 i en udgave med 13 bonustracks.

Og selvfølgelig blev bokssættene efterfulgt af en dobbelt live-cd. Oven i købet optog gruppen samtlige koncerter og udgav dem som en såkaldt "legacy edition" - dvs. at koncertgængerne fik mulighed for at købe et live-album optaget netop ved den koncert, de var med til. Genesis spillede også i Danmark, og det er grunden til, at man på biblioteket kan låne Herning, DK 14.06.07 og høre, om gruppen havde en god dag!