Gratis guitar glæder

Trods en råkold tirsdag aften blev den mindre klosterkirke i Randers fyldt til denne intime guitarkoncert.
En godt gemt koncert, hvor man skulle ind gennem klostrets port og – lidt til siden -  nærmest i mørke finde hen til indgangsdøren. Til gengæld var den gratis.

Aftenens solist var Carsten Pedersen, klassisk guitarist, uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium hos Leif Christensen og Erling Møldrup, men har også fået undervisning af jazzguitaristen Uffe Steen. Carsten Pedersen har spillet et væld af koncerter og førsteopført mange værker, og han har udgivet tre soloplader, hvor den sidste ”Fantasia” kom for et halvt år siden med fine anmeldelser.

Så det var et forventningsfuldt publikum, der tog imod en noget forkølet Carsten Pedersen.

Kølig klasse

Aftenens program indeholdt seks komponister. Først transskriberede værker af Dowland, D. Scarlatti og J.S. Bach.  Carsten Pedersen præsenterede med få ord aftenens værker; nu ved vi, at Dowland var en af de højst betalte embedsmænd i Danmark i Christian d. 4’s hof.

Vi fik to af Scarlattis 500 sonater, hvoraf den ene var i aftenens solists egen transskription. Dette gjaldt også de tre satser fra J.S. Bachs sjette suite for solocello, hvor især Gavotten er velkendt. Den blev her spillet i en noget hurtigere tempo end vanligt, så udtrykket blev lidt presset. Og det var flere af aftenens numre, der var lige lidt for friske. Carsten Pedersen har et teknisk overskud, som dog alligevel kom til kort nogle gange i de frygteligt hurtige løb. Det betød, at vi ikke havde pladeindspilningens perfektion, men til gengæld den levende koncert med øjeblikkets menneskelige åndedrag.

Varm vigør

Efter en imaginær pause, som ikke var der (og heller ikke var nødvendig), frigjorde Carsten Pedersen sig fra nodebilledet og viste i koncertens sidste halvdel et overskud og dynamisk musikalitet med de tre guitarkomponister Tárrega, Pujol og Barrios Mangoré. Carsten Pedersen spillede Tárregas hit ”Recuerdos de la Alhambra”, der blev serveret med knap så rislende vand som vanligt, men samme komponist har skrevet en smuk ”Mazurca en Sol”, og dén rørte mig. Her tillod solisten sig at finde en hvilen i tempo, så vi mærkede kød og blod. Carsten Pedersen havde synligt – og hørligt – fundet ind i aftenens koncert.

Aftenens sidste komponist var Barrios Mangoré fra Paraguay, der som den første i verden lavede guitarindspilninger i 1915. Hans lille suite ”La Catedral” blev foredraget med overskud, og igen stod den langsomme sats, ”Andante Religioso”, stærkest. Suiten er også på Pedersens sidste plade, og hvis det var aftenens koncert, der skulle indspilles, måtte der nok tages en del retakes…

Alle spanskklingende komponister har vel en ”Habanera”. Også Barrios Mangoré, og som et værdigt finalenummer fik vi hans version af tangoen. Og minsandten om ikke den stående applaus udløste et ekstranummer: Albeniz’ udødelige ”Sevilla”. Her var Carsten Pedersen hjemme, og med den i ørehukommelsen kunne vi atter gå ud i den nordiske kulde.

En fin aftenkoncert, som for den forkølelsesplagede Carsten Pedersen forståeligt nok var en koncert, der skulle overstås med så meget skind på næsen som muligt. Og det var sandelig en behageligtklingende aften – jeg ser frem til at høre Carsten Pedersen igen.