a-ha: Take On Me (maxi-single, 12")

Om Vinylstakken

Vinylentusiast og musikblogger Thorbjørn Hertz Jensen er i færd med at anmelde samtlige vinyler i hans pladesamling. Pladerne vil blive lyttet til - og anmeldt - i alfabetisk rækkefølge, sorteret efter kunsternavn. (læs mere her)

Kære læser, med en alsidig samling af vinyler, kan du glæde dig til, i denne serie, at læse om albums inden for et bredt udvalg af genrer. 

Velkommen og god læselyst!

a-ha: Take On Me
(maxi-single, 12") (1984)

Vi starter ved A - som i a-ha.

Min pladespiller er sådan en remdrevet en, der er fancy, og kostede en formue engang i slut-80erne. Det betyder, at man for at skifte hastighed fra fx 33 rpm til 45 rpm skal fjerne skiven, hvorpå pladen ligger, og sætte remmen på den anden drivaksel.

Det er lidt bøvlet, og når så man har en 12", man skal høre, er det altså lige før, man ikke gider. Og måske gider man slet ikke, når det er en norsk gruppe man skal høre med en extended version af et ikonisk 80'er-hit med alt hvad til faget hører med elektroniske trommer, synthesizere og falset.

Men det skal man! Take On Me er et fabelagtigt godt sammenskruet stykke pop-musik. Også selv om et datidigt norsk pop-magasin anmeldte albummet, den udkom på (Hunting High and Low), da den udkom, med resultatet 1 af seks stjerner og ordene: "Hitpotensjale = 0!" Gad vide, hvor den anmelder befinder sig i dag?

Jeg købte pladen, da den udkom, og naturligvis skulle jeg have den i maxi-versionen. Måske købte jeg den lidt på trods, eftersom jeg - og vennerne - mere var til rockmusik, og måske skete impulskøbet på baggrund af den mest avancerede musikvideo, jeg på det tidspunkt havde set. For hold da k... hvor var den video bare fantastisk. Blandingen af tegneserie og real-film var ganske ny, forfriskende og anderledes og den eviggyldige historie om kærlighed mellem unge mennesker, og det metaforiske lag i at være fanget i en verden, man ikke kan slippe ud af, var simpelthen djævelsk godt set.

Og så er sangen dansabel ud over alle grænser... Egentlig er der måske ikke så meget at sige til lige præcis dén sang, eftersom alle - inklusive mine børn, der først blev født mere end ti år senere - vel har et forhold til den? Måske burde man så sige lidt om de to øvrige sange, der befinder sig på min version; And You Tell Me og Stop! And Make Your Mind Up, men eftersom de ikke er ret gode, vil jeg lade være...

Morten, Pål og Magne har aldrig været bedre end på dette nummer. Heller ikke på The Sun Allways Shines on TV, der kom kort tid efter og også blev et anseeligt hit.

NB: Mine venner hånede mig baglæns ud af mit eget klubværelse i den lille by i provinsen, da jeg kom anstigende med maxi'en og lagde den på min Panasonic-grammofon. Forståeligt, når nu vi ellers brugte tiden på Kansas, U2, Saxon, Megadeath og Marillion. Men hvad kan man sige i bagklogskabens klare lys; den kostede mig 45 kr i 1984 elller '85 - og nu sælges den rask væk for næsten 1000 kroner blandt samlere på Discogs.