Genre: 

Hvorfor? Ja, hvorfor er lykken så lunefuld?

13-10-14
Af: 
Peter Elmelund

14 sange i 14 uger i 2014

Igennem hele efteråret sætter Bibzoom i samarbejde med Spil Dansk fokus på den danske sang og opfordrer dig til at synge dansk. I 14 uger - fra uge 35 og frem til uge 48 - er det en ny sang fra den danske sangskat der sættes under lup.  

Ugens sang: Hvorfor er lykken så lunefuld?

Tekst og musik: Carl Viggo Meincke og Karen Jønsson

Udgivet 1937

Allerede i 1937 stillede Karen Jønsson spørgsmålet i filmen En fuldendt gentleman, og siden er det ubesvarede spørgsmål blevet en evergreen. Vi møder den unge kvinde, der er blevet svigtet. ”Når vi er glade, ler vi, så er vort liv en leg”. Men hurtigt – alt for hurtigt – brister drømmen om trofast kærlighed. Hjerteskærende og lyrisk veldrejet mejsles kvindens fortvivlelse i vores sind: ”Hvorfor dog stole på kærlighed og hvorfor dog smile derved? For smilet bli’r tårer, før solen går ned”. Melodiens mørke mol smyger sig om de ordrige vers, inden omkvædets spørgsmål står kort og præcist – og hvorfor går han, som du elsker, bort?

Sangen kunne være Karen Jønssons selvbiografi. Tidligt viste hun evner på klaveret og som sangerinde, og hun startede purung på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Som 18-årig indgik hun i sit første ægteskab, og så var det slut med konservatoriet. Men Karen Jønsson fortsatte med musikken og blev en feteret cabaret- og revysanger, som også hældte ørehængere ud af ærmet.

I Lystige viser er medtaget fem af hendes sange; både ”I aften” og Din melodi” har kvaliteter på højde med ”Hvorfor er lykken”. De fleste af Karen Jønssons sange har en melankolsk grundtone, hvor kerneordene er forladthed og tristesse. Selvom hun havde musikalske successer, oplevede hun på det private plan svigt efter svigt gennem hendes tre ægteskaber og endnu flere herrebekendtskaber, og hun døde som 33-årig i 1942.

Heldigvis har vi sangene; i 2009 blev hendes samlede indspilninger udgivet på en dobbelt-cd, og samme år udkom Hvorfor er lykken så lunefuld - Bruno Nørdams læseværdige Karen Jønsson-biografi med et righoldigt noteapparat. Sangen er indspillet med et væld af sangere og sangerinder; desuden fik teksten en renæssance, da Lars H.U.G. satte ny melodi til ordene på hans roste plade Blidt forsvinder natten fra 1992.

Sangtekst her: Uge 42 - Hvor er lykken så lunefuld

Læs mere: Danmarks Fællessang: Syng dansk i 14 uger i 2014