Genre: 

Janet Jackson: The velvet rope

Janet Jackson: The velvet rope
28-09-15
Af: 
Kjartan F. Stolberg

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 256

Jeg er ret stor fan af Janet Jacksons Rhythm nation 1814, men ingen andre plader i hendes diskografi har rigtig grebet mig på samme måde. Jovist, Control er en velskåret popplade, men den har ikke det høje ambitionsniveau, som Rhythm nation 1814 har. Efter Rhythm nation 1814 fortsatte hun med flere konceptalbums, der alle havde til fælles, at de var virkelig lange. Meget populær blev The velvet rope fra 1997, og på denne er længden virkelig tydelig. Den er over 75 minutter lang, og det er helt sygt, især når Jackson ikke formår at holde min interesse. The velvet rope har ikke nogen gennemgående stil. Der bliver udforsket mange genrer, men aldrig på en måde, der føles sammenhængende. Det er nok også svært at finde en måde, man kan gå fra tyggegummipop til hård rock. På Rhythm nation 1814 var der korte interludier, der skabte god sammenhæng mellem numrene, og disse vender tilbage på The velvet rope, men her føles de bare tilfældige. Der kommer en overgang, der får "Empty" og "What about" til at føles som om, de fortsætter, hvor den anden slap, men det er jo ikke godt, når denne overgang alligevel lyder forfærdeligt.

Sangene er ikke meget bedre, og underligt nok fejler de forskellige sange på vidt forskellige præmisser. Det største problem ved mange af sangene, heriblandt "Empty" og "Free xone",  er at instrumentationen er alt for vild i forhold til Jacksons bløde stemme. Selv de bedste sange har væsentlige problemer. "Got ‘til it’s gone" har mumlende vokaler fra Janet, og Q-Tips konstante indspark tilføjer ingenting. Han kommer heldigvis med et godt gæstevers, og melodien er ret inderlig, og den passer godt sammen med det fængende Joni Mitchell-sample. "Together again" har en sjov, glad melodi, men den er så corny, at det ligeså godt kunne være et eurodance-nummer. Og det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke kan lide eurodance, det har simpelthen noget at gøre med, at albummet er ret alvorligt meget af tiden. Der er mange seksuelle sange, og meget af albummet handler om at udforske sin seksualitet.

Der er to ting, The velvet rope gør ret godt. Det første er de udfordrende sociale emner, der behandles virkelig godt. Ikke altid helt fantastisk, konceptet er ret løst, men i det mindste gør Jakcson noget nyt og interessant. Det andet er sangskrivningen på det mest fundamentale niveau. Dette album er bare fuldt af stærke melodier, alle kan synge med på hurtigt. Man får ikke nær så hurtigt et forhold til det hele som med sangene på hendes foregående tre albums, men meget af det er stadig let at få på hjernen. Det er lidt synd, at vi har at gøre med et album, der tager masser af chancer, men som er bedst, når færrest bliver taget. Det bedste nummer på pladen er hvis du spørger mig "I get lonely". Det er stadig for langt, der mumles meget af vejen igennem, men god er den da. Slutningen på albummet er ret sikkert spillede ballader, heriblandt et cover af Rod Stewarts "Tonight’s the night". Det bliver lidt kedeligt i længden, især da pladen allerede har været igang i lang tid inden dette. The velvet rope er ikke rigtig noget, jeg kan anbefale. Det er trist, for det er et ambitiøst værk, men det ender med at falde på halen. Der er gode melodier og tekster, men det er så også det.

Besøg Kjartans musikblog