Jerry Lee Lewis: All killer no filler
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 242
Jerry Lee Lewis er en af rock and rolls store pionere, og med hits som "Great balls of fire", "Whole lotta shakin’ goin’ on", "High school confidential", "Breathless" og "Crazy arms" holder han stadig i dag. Disse sange er alle fra starten af hans karriere, og denne er da også den, man kender bedst. Jeg var derfor spændt på at lære hans senere sange at kende, da jeg begyndte at lytte til hans nogenlunde kronologisk opstillede greatest hits-opsamling All killer, no filler: the anthology fra 1993. Da den er kronologisk, får man selvfølgelig alle klassikerne først, men man får dem sammen med nogle lidt mere ukendte sange. "It’ll be me" og "All night long" er lige så sjove og energiske som de store hits. Der er også noget rendyrket country, f.eks. "You win again", men ikke i starten af sættet. Først i slutningen af første disc går det i country-modus, og Jerry Lee leverer her hele syv country-sange i træk. De er meget langsomme og kedelige, og især når de kommer i halen på hinanden, føles det som en uendelighed.
Anden disc starter, hvor den første slap. Der kommer mere country af den mest steorotype, begivenhedsløse slags. Og jeg har jo i grunden lyst til at kunne lide det, jeg synes godt om Jerry Lee Lewis som både pianist og sanger, men hans country-sange er bare så ens. "Crazy arms" er jo i grunden også en country-sang, men den har meget charme og den simple instrumentation, som gør Lewis’ tidlige numre så gode. Og hans klaversolo er også bare skøn. Det er ikke min favorit i hans diskografi eller noget, men det er stadig en vældig solid sang. Det, han lavede i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne er alt for indsmurt i smør og klichéer, og man kan ikke høre nogen identitet eller karakter i musikken. Der kommer pludselig en rockabilly-sang igen, "Please don’t talk about me when I’m gone", og mens den ikke kan måle sig med klassikerne, så er den virkelig forfriskende. I løbet af 70’erne blandede Lewis sine country-sange med lidt rock and roll, og det er rart at høre, at han stadig kan gøre det, selvom de fleste rock and roll-sange på disc 2 er covers.
I 70’erne blev gammeldags rock and roll populær igen gennem navne som David Bowie og Bruce Springsteen, og Lewis føles faktisk meget moderne på numre som "Meat man" og "Rockin’ my life away". Man skulle tro at det føles pinligt, når den gamle mand prøver at mænge sig med de unge, men det fungerer ganske godt. "Rockin’ my life away" er fra så sent som 1979. Men desværre er der nogle af Lewis’ trivielle country-sange ind imellem, og selvom rock and roll er vendt tilbage, så er country stadig fokus. Og han fik store hits på country-stationer, men et hit betyder jo langt fra altid god musik, og All killer no filler er desværre efter min mening en upassende titel. For fyld er der utrolig meget af på denne plade. Der er nogle mesterværker, og jeg er da glad for at høre, at Jerry Lee Lewis stadig kunne rocke så sent som i 1979, så helt spildt er denne opsamling da ikke, men jeg vil hellere anbefale f.eks. Original sun singles ’56-’60 eller en af de andre opsamlinger, der fokuserer på hans tidlige materiale. Hvis man vil have studiealbums i stedet, så er der også hans to første, som har nogle ret skarpe sange, men der findes nu også fyld på dem.