Jethro Tull: Stand up

Op at stå på ét ben

Med Stand up fra 1969 bliver Jethro Tull en institution. Det er bandets 2. udgivelse og etterens co-frontmand, Mike Abrahams, er nu ude af billedet. Guitarist, fløjtenist, sanger og sangskriver - på ét ben balancerende, Ian Anderson står tilbage som ubetinget leder og det høres med det samme. Et moment af folk er introduceret, og kombineret med det oprindelige bluesrock-udtryk bliver den akustisk baserede sangskrivning vejen frem for denne utroligt kraftfulde plade.

De to første titler - den tidstypiske, stærkt potente "A new day yesterday", og sirligt opsatte "Jeffrey goes to Leister Square", fungerer som tydelige indikatorer for denne dobbeltrute, men allerede herefter nås en unik afstikker, der i al sin uforudsigelighed gik hen og blev et slags signaturnummer. Ved ikke hvorfra han fik ideen, men på skæring 3 kaster den tændte frontmand sin fløjte ud i fri fortolkning af J.S. Bachs berømte lut-hit, "Bourée", og i blændende abstraktion lykkes det at tilføre barok-kompositionen en fuldkommen ukunstlet update. Et luftigt stød i det vandrette sølvrør sætter en walking-bass i gang og da tværfløjte #2 i 9. takt indfinder sig med et melodisk kontrapunkt, modtager Johan Sebastian et sæt nye vinger, der kun 35 sekunder efter start, med lette trommer og elektrisk guitar, sender hans klassiske tema udover et terræn af uforfalsket jazzbeat - og lisså sikkert hjem. Et mestertræk fra Anderson, der hermed markerer sig som nyskabende, intellektuel, poetisk, fræk og fandenivoldsk bannerfører. "Bourée" var svær at indspille og de måtte klippe sig frem - men at resultatet var anstrengelserne værd, kan ikke diskuteres ... da slet ikke internt i bandet, der har måttet affyre den live lige siden.

I den el-guitar og hi-hat drevne, uhyre velsungne "Back to the family" får rockmusikeren imidlertid kolde fødder. Fyldt til bristepunktet af karrierekravene i London, smækker han røret på og rejser væk for at koble ud. Kun for at konstatere, at det bløde liv i familiens skød på landet i virkeligheden er endnu mere krævende end de skarpe udfordringer i metropolen. Snart genoptages opgaverne i den kvælende stress 'på kontoret', hvor der fortvivlet undres:

Everything I do is wrong - what the hell was I thinking?

Det er muligvis i forsøget på at bearbejde dette, den unge himmelstormer sætter sig ind i lufttomt værelse og skriver "Look into the sun". Kvinden er der ... dog på underlig afstand. Hun florerer et sted i periferien, men trænger kun glimtvis igennem. Sangen skildrer mødet med rummet mellem linjerne, hvorfra det hjælpeløst konstateres at hele sommeren afhænger af hendes tilstedeværelse. To be or not to be - solens hvide lys blænder selv den stærkeste seer. At mærke sig selv ... for derpå at mærke sig selv forsvinde.

Ovre først på side 2 er problemerne tilsyneladende under kontrol. Excellent musiceret, ventilerer "Nothing is easy" sig gennem opskriften på letsind og de enkle glæder i tilværelsen. Den ligger tiltrængt opløftende her. Bandet renser ud og er som sagt i topform.

Men på "Fat man" slår overskuddet over i decideret hoveren. Beskyttet bag et tonalt/rytmisk mylder, gør man sig pludselig lystig over klassens tykke dreng ved drisk at understrege fordelene ved at være tynd. Alene den arabisk inspirerede percussion skulle garantere et par tabte kilo. Hvor er det originalt, eksotisk ... og ærlig talt lettere perfidt.

Herefter sker der noget rigtigt interessant. Gennem den tilbageskuende og livsreflekterende "We used to know" begynder sangeren at fornemme forskel på sjov og alvor. Han indser at nogen taber når andre vinder, og at livet leves på en vertikal akse, det er nødvendigt at tage alvorligt. Det er som om der tales til en ven efterladt et sted bagude - som om begrebet skæbne bliver virkeligt her.

Each to his own way I'll go mine
Best of luck with what you find
But for your own sake remember times we used to know

Men det mindst ligeså kuriøse er, at nummeret ruller sig ud via en akkordsekvens (og for så vidt melodi), der set i bakspejlet skal vise sig som skabelonen for intet mindre end "Hotel California" med Eagles. Udgivet hele syv år senere og måske et af 70'ernes mest markante numre overhovedet. Bevidst eller ubevidst? ... forholdet er erkendt af begge parter og forklaringer er tilgængelige rundt om på nettet. Slå dem eventuelt op mens sammenfaldet lyttes. Et absolut interessant crossover mellem disse to vidt forskellige grupper fra hver deres side af Atlanten.

I underskønne "Reasons for waiting" er kvindeskikkelsen tilbage i rillerne. Nu tilmed indenfor rækkevidde. Og det så violinerne begynder at hvirvle. Et forhold er indgået ... det må ikke briste ... ikke så tæt på pladens slutning ...

Intet mindre end fantastisk at opleve artistens evne til at opsætte så smuk en stemning, holde den hele sangen igennem ... og derpå skride over i det nærmest stik modsatte.

Det er præcis hvad der sker i springet til "For a thousand mothers", der med en uforsonlig rockmanisk tyfon blæser albummet ud. Teksten svarer mor og far, som altid mødte den spirende musiker med skepsis, og der bliver ikke brugt fløjlshandske. Nummeret er én lang nådesløs tour de force, der linje efter linje slår fast, at drømmen om pladekontrakt og gennembrud nu er en realitet. Selv i dag ville de fleste forældre betakke sig for at have denne musik drønende fra teenage-kammeret, men ungdomsoprøret tordnede på alle fronter og den kun 22-årige Ian var parat med sit bidrag.

Er den for hård ... det er svært at sige. Med nutidens briller er det måske vanskeligt at forstå det skulle være nødvendigt at give så kontant igen, men sangen leverer på den måde et godt billede af generationskløften i perioden fra 1960 og cirka 20 år frem. Den var voldsom og har næppe hverken før eller siden været dybere.

Vi kan ikke tale om Stand up uden at komme ind på omslaget. En sand fornøjelse i sig selv. I sublimt træskærerarbejde ses gruppens fire medlemmer siddende på en cremegul eng af små piblende sorte blomster. Karikerede, men genkendelige. Når gatefolden åbnes, rejser de sig bogstavelig talt op og modtager lytteren med vidtudstrakte arme. Det er fremragende udført og coveret vandt fortjent New Musical Express' pris for bedste artwork i det store rock-år 1969. Der er desuden en lille hilsen fra hr Andersen himself. Den må det overlades læseren selv at finde ...