Kentaur: Vertebra by Vertebra

Storladent er formentlig det ord, der bedst beskriver Kentaurs debut-ep Vertebra by Vertebra. Et udspil der består af fem stærke numre, som både slår i gulvet og hiver ud i rummet. En storladen affære, som emmer af lige dele mystik og lige dele kraft.

Kentaur er samspillet mellem vokalist Marc Bjørn Roland, producer Mikkel Juul Jensen og producer Søren Stenager, som mødtes på Rytmisk Musikkonservatorium i 2014. Sammen begår de stor musik, som på samme tid fremstår intim. Sådan noget musik man hører, når man ligger i sit soveværelse, der er blevet gråt af dagen, og stirrer op i loftet. Man ved ikke helt præcist, hvad man føler, men man føler noget.

"Vertebra by Vertebra" er en blanding af minimalisme og neo-soul, og tankerne flyder mod kunstnere som Rhye og James Blake og til tider også noget Antony and the Johnsons, der har følelserne helt uden på tøjet. Strygere, klaver og synthesizer er de bærende elementer og så selvfølgelig Marc Bjørn Rolands ekspressive vokal. En vokal med klang og fylde, der på et nummer som ”Arms Of The Infinite” lyder så længselsfuld, at man næsten ikke kan rumme det.

”Arms Of The Infinite”, der er ep’ens åbningsnummer, luller lytteren ind i det smukke og nostalgiske univers, der udgør ep’en. Et sagte blæseinstrument varsler, at det trækker op til noget stort. Da jeg hørte nummeret første gang, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig, at jeg stod på en kornmark i blæsevejr og så skyerne trække sig sammen i horisonten. Da jeg så så den akkompagnerende video, opdagede jeg, at mine forestillinger ikke var helt ved siden af. Videoen er i sort/hvid og viser Marc Bjørn Roland i bar overkrop, ridende på en majestætisk hest på en strand i gråvejr – et råt udtryk. »I just wanna love and be loved« nærmest messer han. Det er stort, og det er smukt.

Vertebra by Vertebras andet nummer er førstesinglen ”Matter & Stone”, som har et underspillet r’n’b mellow feel med fyldig basgang og smukke baggrundsvokaler. ”Collarbone” er den mere poppede og lyrisk flotte efterfølger. »Days will go by / without any of us ever blinking eyes / stars will blow a million miles away / and we’ll never hear the sound«. Lyrikkens gennemgående temaer på ep’en er, ligesom på ”Collarbone”, en intens skildring af længsel og af den tid der aldrig er nok af – det helt banale, men samtidigt uendeligt komplekse.

Fjerde nummer er den eksperimenterende duet ”Initiation”. Her flettes Marc Bjørn Rolands vokal sammen med en kvindelige vokal, men sammen skaber de ikke helt det moment, man som lytter venter på. Det ender med at være en lidt jævn overgang til det ambiente nummer ”Found in space”, der runder pladen af. »You are a planet« bliver der sunget, imens det bogstaveligt talt lyder som om, vi bliver taget med ud i det ydre rum. Men musikken på Vertebra by Vertebra fylder også meget. En betagende ep, som giver plads til store refleksioner og sjælerenselse. Man kan kun se frem til et fuldt album.