Lauryn Hill: The miseducation of Lauryn Hill
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 312
Fugees var en vidunderlig hip hop-gruppe, som desværre kun nåede at lave to albums. Efter det andet, The score, gik medlemmerne hvert til sit, og alle tre begyndte ret succesfulde solokarrierer. Den mest succesfulde af dem var dog underligt nok den mindst produktive, nemlig Lauryn Hills. I skrivende stund har Lauryn Hill ikke lavet andet end ét studiealbum og ét livealbum, men studiealbummet var både et af 90’ernes mest roste og et af de mest solgte. Det hed The miseducation of Lauryn Hill, og der blev taget et par skridt væk fra rapmusikken, hun ellers var kendt for. Hun rapper stadig på et par numre her og der på albummet, men generelt har vi at gøre med noget førsteklasses neo-soul. I modsætning til meget af samtidens R&B var The miseducation of Lauryn Hill en meget organisk plade. Der er nogle få samples, men næsten al musikken er indspillet i studiet. Og det er ikke bare et lille antal musikere, nej der er mange, og ikke én spiller med på mere end halvdelen af numrene, så der er stor variation i instrumentationen.
På et af pladens bedste numre, "To Zion", spiller selveste Carlos Santana med på guitar, og han gør det naturligvis virkelig imponerende. Men mest af alt er det vigtigt, at det lyder rigtig godt sammen med Lauryn Hills sang. Jeg vil også lige bide mærke i, at Hill heller ikke er den eneste, der synger på denne plade. Lauryn kunne med lethed bare have optaget flere vokaltracks, men hun har i god gammeldags motown-stil fået en masse korsangere til at skabe en mere levende lyd. De gør musikken mere fyldig og livlig, og det føles ikke helt ulig den nærhed, man mærker, når man lytter til The Roots. Et gennemgående tema på The miseducation of Lauryn Hill er kærlighed. Mellem mange af sangene finder man interludier, der er optaget i et klasselokale, hvor en lærer snakker med eleverne om kærlighed. Det er sjovt at høre disse optagelser, og der spiller noget musik under, så de stadig passer musikalsk ind på albummet. Ellers sørger de for at fastslå dette tema, hvilket gør, at de mange sange om kærlighedens facetter føles som om, de hænger mere sammen med Hills privatliv.
The miseducation of Lauryn Hill er en ret lang plade. Den varer næsten 70 minutter, men længden er ikke et problem, og den væsentligste årsag til dette er, at alle sangene er virkelig stærke og sammenhængende. Derudover er de varierede. Der er hårdtslående rapnumre som åbningsnummeret "Lost ones", mens den sentimentale "Ex-factor" har en flot ømhed, som Hill ustrykker virkelig skønt. Alle sangene lærer man let at kende så godt, at man får et nært forhold til dem. Ingen, jeg kender, har som Hill formået at mestre både rap og sang så godt, og selvom hun ikke rapper så ofte her som på Fugees-pladerne, så er hun stadig sprød, når hun gør det på "Lost ones", "Final hour" og "Forgive them Father". Hun har også to dygtige gæstesangere med på pladen, nemlig Mary J. Blige og D’Angelo, der kommer med unikke bidrag til henholdsvis "I used to love him" og "Nothing even matters". Begge har smukke stemmer, og de arbejder godt sammen med Hill. Hvis du kan lide ambitiøs popmusik, så er The miseducation of Lauryn Hill et album for dig, for det fortjener al sin ros og succes, hvis du spørger mig.