Liz Phair: Exile in Guyville
Kjartan er i færd med at anmelde samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 328 på listen.
Hvad i alverden er der sket med Liz Phair? En kunstners udvikling kan betyde mange ting, men for hvert album, hun har udgivet, er hun begyndt at lyde mere og mere som alle andre. Og det er sært, for ingen lød som Liz Phair, da hun udgav sin debutplade Exile in Guyville i 1993. Det var et friskt pust i den store alternative rockscene. Det var musikalsk helt nede på jorden, ingen vilde instrumenter, og intet blær på disse. Og det havde fandeme personlighed. Liz Phair var en stærk personlighed. Hun havde i sine tekster noget at sige om sex, kønsroller og diverse andre samfundsmæssige problemer. Hendes stemme var her så ærlig, så upoleret, til tider decideret falsk, at det er smukt. Hun lægger tonsvis af følelser i det hele. Til tider kan hun godt virke lidt monoton i vokalen, men det understøtter ofte stemningen, hun prøver at skabe. Titlen Exile in Guyville spiller selvfølgelig på den legendariske Rolling Stones-plade Exile on Main St., og præcis som hos denne kan man finde 18 sange på Exile in Guyville. Phair siger endda, at hver sang på hendes plade lyrisk er bygget over sangen med samme plads på Stones-pladen. Det er fandeme ambitiøst.
Phair har måske været simpel i sin fremgangsmåde, men nogle gange bliver lydlandskabet alligevel virkelig smukt. "Canary", "Girls! Girls Girls!", "Shatter", "Flower" og "Johnny Sunshine" er eksempler på sange, der har en æterisk, nærmest shoegaze-lignende lyd, der elegant overtager selve melodiens plads som sangens vigtigste element. I øvrigt har hun skrevet nogle vidunderlige, frie, seksuelt stærke tekster, men hun fører sig ikke bare frem som en stærk rollemodel. Nej, hun er faktisk ofte en fuldkommen forfærdelig rollemodel, og det anerkender hun. Med linjer som “Fuck and run, fuck and run, even when I was twelve” får man oprigtigt ondt af hende, især når hun senere i sangen, der i øvrigt hedder "Fuck and run", synger “And whatever happened to a boyfriend – the kind of guy who makes love 'cause he's in it?” Hendes ordvalg kan være rigtig skarpe, og hendes brug af bandeord i flæng kan virke meget effektivt, nok fordi musikken ofte er ret blød i det.
Liz Phair forstod virkelig at konstruere et album. Der er godt med hurtige sange, godt med langsomme sange, godt med simple sange, godt med avancerede sange, sange med lavt mixet vokal, sange med højt mixet vokal. Produktionen blev foretaget af Phair selv i samarbejde med den dengang ekstremt ukendte producer Brad Wood. At disse to sammen fik skabt en så helstøbt oplevelse er virkelig flot, men især Phair, der skrev alle 18 sange, skal have ros. Hun har skrevet nogle fængende melodier, der virkelig stikker ud mellem hinanden, mens de arbejder fænomenalt sammen. Særlig godt er samspillet mellem "Flower" og "Johnny Sunshine". De to sange fungerer så godt i forlængelse af hinanden, at meget af oplevelsen går tabt, hvis man lytter til dem hver for sig. Jeg har svært ved at kalde mig Liz Phair-fan, for jeg kan ikke lide noget andet, hun har lavet, men Exile in Guyville er en af 90'ernes bedst sammensatte plader. Jeg ville virkelig ønske, at hun gik tilbage til denne stil, eller i det mindste til noget mere interessant end middelmådig adult contemporary-popmusik.