Lokalkolorit og gospel i Gøg & Gokkes "Pardon us"

Gøg & Gokkes bedste film fra 1930'erne er ikke kun husket for tidløs komik, men også for mange gyldne musikalske indslag. Oliver Hardy (Gokke) var en ganske habil sanger, og indlagte numre som "Honolulu baby" (fra Sons of the desert) og "The trail of the lonesome pine" (fra Way out West) kan sagtens stå alene, den sidste blev således nr. 2 på den britiske hitliste i 1975 da den blev udsendt som singleplade. Disse sange falder naturligt ind i de respektive films plots, men musikindslagene på duoens langfilm afspejlede ofte i højere grad hensynet til forventningerne hos datidens publikum, der ikke kunne indfries med non-stop gags i en time eller længere. Ligesom hos f. eks. The Marx Brothers måtte der indlægges små pauser i form af sang og dans. Mest markant kan dette ses i de forlængede fremmedsprogede genindspilninger af duoens film der blev lavet til de spanske, franske og tyske markeder. Nogle af disse tager en kortfilm og indlægger lidt ekstra fyld med sangere, tryllekunstnere og ildslugere, ganske uden sammenhæng med det i forvejen tynde plot. Andre går et skridt længere og kæder to genindspillede kortfilm sammen med tilsat sang, dans og underholdning. Som film betragtet hænger det mildest talt ikke sammen, men gør det noget? Mange af de fremmedsprogede udgaver indeholder fine ekstra gags med Laurel & Hardy der sagtens kunne have været anvendt også i de engelsksprogede versioner.

Gøg & Gokkes første langfilm Pardon us (oprindelig titel Jailbirds (1931)) bærer præg af at være en del af en læreproces. Historien om de to hovedpersoners fængselsophold for hjemmebrænding i forbudstiden blev under produktionen løbende udbygget med sidehistorier og forviklinger der gør helheden til en rodet affære. Fængselsplottet sættes således på pause under den obligatoriske fangeflugtsekvens, hvor de to skjuler sig hos sorte bomuldsplukkere i sydstaterne. Det er kliché på kliché og ren folklore og frilandsmuseum, og det forhold at de maskerer sig med "blackface" gør ikke mindst i USA filmen vanskelig at se med nutidige øjne. Når alt dette er sagt, så prøv alligevel at se sekvensen (min. 27 - 37). Det er jo utroligt stemningsfuldt, og de indlagte Negro spirituals, der synges af det ukrediterede Hall Johnson Choir, er traditionel gospel når det er allerfinest. Hardy selv synger "Lazy Moon" med akkompagnement af Hall Johnson-koret. Et udvalg af sange fra Gøg & Gokkes film kan høres her på Bibzoom på albummet Laurel & Hardy's music box, og Hall Johnson er repræsenteret med bl. a. albummet 1940s vocal groups vol. 2 (1940 - 1945).