Magisk moment med den vilde rose

SMUKFEST 2013, fredag d. 9. august kl. 13.45, Bøgescenerne

Fredag blev den store plads foran Bøgescenerne langsomt og sikkert fyldt med et broget publikum i alle aldre med en overvægt til den velvoksne side.

Savage Rose har siden 1967 været en særegen institution i det danske musikliv. Fra starten centreret om brødrene Thomas og Anders fra det betydningsfulde danske musikerdynasti Koppel sammen med sangerinden Anisette med den karismatiske stemme. Udgangspunktet var en international soulet lyd med flere referencer til den klassiske musik. Senere blev det en asketisk, politisk betonet trio med sang, harmonika og håndtrommer.

I midten af 1990erne revitaliseredes Savage Rose med store, swingende soul/rockproduktioner, som foreløbigt er kulmineret med det stærke album Love and Freedom, som kom sidste år. Hele karrieren har gruppen været tro mod sine idealer om næstekærlighed og troen på det gode.

Frihed og kærlighed

Til åbne klange fra Palle Hjorths orgelklange løb Anisette ind på scenen i varmtblomstret lang nederdel og kort top, og åbningsnummeret fra gruppens sidste album ”Voice of Revolution” var i gang. Stor, flot orkesterklang, hvor koret ikke bare var backtrack, men de levende korpiger Naja Koppel og Amina Carsce Nissen, hvis klange smøg sig til Anisettes. Vores ører og lydmandens knapper skulle lige finindstilles på Anisettes sang, som hurtigt fik den rette plads i lydbilledet.

Nummeret ”Wild Child” fra 1973 ramte mig med sin klang og stemning, som jeg ikke erindrer at være ramt før. Smukt og storladent – og et hudløst, gribeligt og eksplicit bevis for, hvad denne musik har betydet for mig gennem årene. Efter koncerten fik jeg mange blankøjede tilkendegivelser af, at det ikke kun var mig, der var ramt. Gruppen har ligget som en mere eller mindre underbevidst musikstrøm, og helheden Savage Rose har formået at bevæge.

”Skønt at være tilbage” lød det fra Anisettes hæse talestemme; det synes vi også.

Den velsmurte soul&rockmaskine kørte videre med trioen Anisette, tangentekvilibristen Palle Hjort og guitaristen Rune Kjeldsen længst fremme i skoene. Vi fik flest numre fra den nye plade; den dystre ”Soldier on the Run”, som starter med en fælles, dunkende vejrtrækning, fik den foroverbøjede sangerinde helt ned på knæ. ”The Messenger”, som gruppen allerede indspillede i 1972 i gospelagtig stil, er i dag blevet lidt langsommere og mere tilbagelænet – og wouw hvor den damper af svedig soul med medrivende gospelkor. ”Freedom to Love” er et rigtigt rocknummer, som langt fra floskelagtighed handler – som de fleste af numrene – om peace, love & understanding.

Livets triumf

Helt forfriskende fik vi også en mindre afdeling balletmusik. Fra Dødens Triumf fra 1972 introducerede Palle Hjorth instrumentalnummeret ”Byen vågner” med de karakteristiske orgelløb, der som Mozarts musik lyder enkelt, men er pokkers svært at få til at flyde. Jeg bemærkede enkelte nye rytmiske riffs; det er jo ikke et musikmuseum, det her. Ballettens eneste sang ”Dear Little Mother” fulgtes op af den avancerede komplekse trommesolo, som jeg husker som det voldsomme sted i balletten, hvor modebutikken plyndres.

Trommeslageren Anders Holm ramte os alle med sit præcise slag, og bassisten Jacob Falgren fuldendte den solide, swingende klangbund.

Savage Roses musik føles tidsløs; nummeret ”Black Angel” er knap 20 år gammelt, men er dugfrisk og nærværende som 2013.

Spørgsmålet i ekstranummeret ”What Do You Do Now” var vi mange tusinde, der kunne svare på: Vi nyder nuet – nuet, som er en fantastisk koncert på SMUKFEST 2013. Måske er vi mange helnaive og halvgamle og letbevægelige, men vi fik denne fredag en sublim oplevelse – tak for denne Sang til Livet.