Metallica: Master of puppets
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 167
Der er bred konsensus om, at Metallicas fire første albums, Kill ‘em all, Ride the lightning, Master of puppets og … and justice for all er deres bedste plader. Og manges favorit er så Master of puppets, hvilket jeg kun kan erklære mig enig i. Den åbner med sangen "Battery", der ikke er navngivet efter batterier, men derimod voldsovergreb. Den er voldsom og vred, men introen er langsom og melankolsk. Den bygger i det hele taget flot op, før det bliver aggressivt, og overgangen fra det ene til det andet er så naturlig, at man knap nok bemærker det. Et af hovednumrene på Master of puppets er titelnummeret, der starter med en dodekafonisk intro. Det vil sige at introen til et af de mest berømte metalnumre nogensinde er tolvtonersmusik. I løbet af nummeret skifter de taktart, tempo og metrik adskillige gange, og den smukkeste guitarsolo dukker op ca. halvvejs gennem nummeret. Lyrikken kører på en meget simpel metafor, hvor narkotika er en dukkefører, mens mennesket er en dukke. Men lyrikken er også flot ellers, og sangen er i sin helhed en af de bedste sange gruppen nogensinde har lavet.
Den måske tungeste sang på pladen hedder "The thing that should not be", og den bygger i starten på et mørkt guitarriff og en simpel vokalmelodi i versene, men omkvædet leger med lytterens forventninger. Der er næsten en smule blues over strukturen, og melodien lyder som snydt ud af Black Sabbaths Master of reality-album. Den er måske lidt længere end den fortjener, men den fungerer. "Welcome home (Sanitarium)" er i lyrikken baseret på romanen Gøgereden, og i lyd såvel som tekst lyder den vanvittig, tortureret og i det hele taget ikke særlig rar. Jeg gad ikke vide, hvad der gik gennem James Hetfields hoved, da han skrev denne sang. Riffet skifter hele tiden mellem 4/4 og 6/4, og det gør sangen meget engagerende. Guitarsoloen til slut er fantastisk, og sangen er i det hele taget blandt pladens bedste. "Disposable heroes" har en fyldig, krigerisk lyd i introen, og en marcherende lyd i guitarriffet derefter. Sangen handler om livet i militæret og om at blive hundset med og set som ligegyldige objekter af sine overmænd. Jeg er vild med den brutale og direkte tekst, der har smukke vendinger som “I was born for dying” og “You will die when I say, you must die”.
"Leper Messiah" er en kritik af tv-prædikener, og den er igen meget grov i munden, men samtidig poetisk mesterlig. Den har god variation i tempoet, og latterligt smukke instrumentale stykker. Selv med de poetiske tekster og de stærke melodier har jeg aldrig været helt vild med forsanger James Hetfields stemme, så de mange steder uden den er velkomne i min verden. Det er dog ikke kun derfor, jeg holder meget af pladens eneste instrumentale nummer, "Orion". Jeg elsker fordi den består af så mange forskellige flotte dele, hvor hvert nyt stykke bare overgår det foregående i virtuositet og skønhed. Den er storladen, og Cliff Burtons bas fungerer som et vidunderligt fundament. Pladen afsluttes af "Damage Inc.", der starter med en æterisk intro, der mest af alt lyder som synthesizere, men i realiteten er det bas. At Metallica kan få en bas til at lyde sådan er imponerende i sig selv, men at de så følger denne intro op med en sang så god som "Damage, Inc.", det er værd at beundre. Denne sang er mere aggressiv end noget andet på pladen, og den handler også om vold. Den laver et brag af en afslutning på en helt fantastisk heavy metal-plade. Master of puppets er en af de bedste metalplader nogensinde.