Mike Andersen Band indtog Aarhus

Foto: Hasan Jensen
01-02-16
Af: 
Kenth K. Nielsen, Statsbiblioteket
Lørdag den 30/1-2016 gik det løs i Aarhus. På spillestedet Voxhall blev der spillet blues og dermed beslægtede genrer for fuld udblæsning.
 
Inden aftenens hovednavn, Mike Andersen Band, gik på scenen blev publikum varmet op af den unge Frederik Thygesen. Han gav sine bud på både Robert Johnson-klassikere og egne kompositioner. Det er god stil at lade de unge spirer få en chance for at komme ud og spille.
 
Men ingen tvivl skal herske om, at det var Mike Andersen Band publikum var kommet for at høre. Og varen blev bestemt også leveret. En fyldt sal med bred aldersspredning vuggede, klappede, rockede og dansede sig igennem aftenens blandede program.
 
Programmet kan næsten sammenlignes med ingredienserne til et bryllup... "something old, something new, something borrowed and something blue".... I hvertfald tog Mike Andersen og band os ud på en musikalsk rejse, som kom forbi alle de destinationer. Der var en hyldest til et af Andersens tidlige forbilleder Ray Charles. Der var strejftog i bagkatloget og der var nyere ting med også. Bluesmusikken er det bærende element i det hele, men der er også elementer af soul, country og rock'n'roll. Leveret fornemt af et velspillende og velsammenspillet band, der i nuværende form har eksisteret i 4-5 år, ifølge Andersen selv. Her er det værd at bemærke en vokalt flot duet med Johannes Nørlykke og særligt intenst står for mig første nummer efter pausen "City of Sin". Flot, overvældende, fænomenalt trommespil, og ikke mindst præstationerne på to akustiske guitarer. Sådan! 
 
Bandet består foruden Mike Andersen i front på vokal og guitar af Kristian Fogh, keyboard; Kristian Cold, bas, Jens Kristian Dam, trommer og Johannes Nørlykke, guitar
 
Og selv om Andersen selv oprindeligt kommer fra Rødekro, kan man efter mange år godt synes at Aarhus er hjembyen. Det blev der i hvert fald givet udtryk for adskillige gange fra hans side og publikum tog godt imod både  ham og bandet. Publikum fik fuld valuta for pengene.
 
Koncerten var arrangeret af Aarhus Bluesforening, og det var første gang at en koncert i dennes regi skulle afvikles på Voxhall. Som publikummer kan man kun sige, at det er godtkendt. Lyden var fin, der var god stemning og det kørte derudaf. Eneste lille minus er måske, at nogle - i nærheden af hvor jeg stod - åbenbart også havde et ret stort behov for at snakke under koncerten... Altså, det gør man jo heller ikke i biografen... men alt i alt en rigtig god koncert, med et band der til fulde formår at præsentere bluesmusikken, så den stadig er vedkommende.