Genre: 

Naked på SPOT Festival

SPOT Festival 2016
30-04-16
Af: 
Tina Schmidt

Gustaf Ljunggrens "Naked" koncerter er en tilbagevendende forekomst på SPOT festivalen. For mig er koncerten blevet et must, og noget af det første, der bliver cirklet ind i koncertprogrammet.
Ideen er på en gang det simpleste og det allersværeste i hele verden. At lade al støj forsvinde og skælle alt overflødigt væk og kun stå tilbage med to ting; en sanger og et piano.

Renheden er befriende og skræmmende. At skulle stå ubeskyttet på scenen med kun sine ord som virkemiddel uden skjold mod modtagerens dom om at fremstå patetisk eller ynkeligt nøgen. Det er også  en befrielse. Nøgenhed og ærlighed bliver vendt til styrke, når man lader sin sårbarhed være sit standpunkt. Her er jeg. Se mig. Elsk mig. Forstå mig. Tag mig.

Af ideen om renhed og nøgenhed følger ikke logisk kvalitet, men igen i år havde Ljunggren udvalgt dygtige solister: Hans Phillip fra Ukendt Kunstner, Fine Glindvad fra elektropopbandet CHINAH, Christian Vium fra Go Go Berlin og til sidst duoen Soffie Viemose og Nanna Schannony fra sangskriverkollektivet Lowly.

Jeg blev især berørt af Christian Viums præstation. Mere end de andre var han revet ud af sit naturlige element og havde flere lag at strippe af. Han virkede selv utryg og uvant ved situationen og vandrede under instrumentalstykkerne rastløst frem og tilbage over scenen, men når det virkelig gjaldt, når han sang,  lod han ordet skabe et kraftfuldt nu og lod os kigge ind i et dybt rum af påtrængende kærlighedssmerte. Her er jeg. Se mig. Forstå mig.