Naked på Spot Festival

7. år med Naked og konceptet har absolut ikke mistet sin popularitet undervejs. Mere end en halv time før første tangent slås an, slanger køen sig to gange musikhusets længde. Folk omkring os i køen er rastløse og utilfredse ”mon man kan komme ind?”, ”hvorfor har arrangørerne ikke placereret koncerten i Store Sal?” Man kan godt mærke, at det her er en af festivalens højst skattede begivenheder, hvorimod man til andre, mindre koncerter, nok bare ville gå, hvis ikke der var plads. Men det her er Naked, så vi bliver stående.

Konceptet bag Naked er en svensker og et piano. Gustav Ljunggren inviterer en håndfuld modige kunstnere ind, akkompagnerer dem sparsomt – og lader dem hænge på den, hvis ikke deres tekster og vokaler kan bære at blive skrællet ind til benet.

Derfor er Naked på sin vis mere en litterær vokaloplevelse end ”musik”.

Katinkas tekstunivers kan fint bære denne linse; det selvoptagede ”du”, der oftest synges til, kommer til at fremstå kraftigere, og Katinkas vrængende artikulering fungerer som teatralsk dramatisering.

Allerede på forhånd var det spændende, om især Gulddrengs tekster kunne holde til en nærstudering. Umiddelbart var svaret nej – han virkede malplaceret med opfordringer til fællesskål og messende fællessang til ”hva’ så, hva så’, hva’ så…”

Luksuslivet i den guldbelagte overhalingsbane med modeller, Belvedere og Mobilepay mistede sin tiltrækningskraft – Ja, og hvad så? Det er dog for let af affærdige Gulddreng som plat drengerøv, og man glemmer ofte det humoristiske i den persona, han har skabt. Eftertanken får også sin plads, da han både spørger publikum, branchefolk og sig selv ”Hvad vi dog ikke gør for penge”.

Sebastian Wolff fra Kellermensch balancerede konstant på en tynd, tynd knivsæg, der vippede mellem intenso og patetisk. Højteatralsk knælende gennem størstedelen af koncerten støttede hans fysiske fremtræden op om knivsægpointen, og tekstens bøn om at blive samlet op.

Koncertens sidste regulære gæst var Anya. Som den eneste i flokken havde hun fravalgt det intense tragedieskuespil som virkemiddel. Hun var muligvis også den, som vandt mest ind på tekstbanen ved at få revet r’n’b underlaget væk under sig. Stærkest stod den nye sang ”Tell me what you’ve learned” dedikeret til Anyas egen mor.

Efter sidste kunstner annoncerede Ljunggren, på sin sædvanligt afmålte facon, at hans to musikalske buddies, Nik & Jay, ville give et par ekstranumre. Den skulle lige synke ind hos publikum, men så kom pigehvinene. På samme vis som med Gulddreng, ville nogen på forhånd nok være hurtige til at dømme sangteksternes litterære holdbarhed, men det så ikke ud til at optage de hvinende – derfor valgte jeg også at lægge pennen her og bare suge helhedsoplevelsen af Naked til mig.

Alt i alt en koncertoplevelse værd at stå i kø til.