Nathaniel Rateliff & The Night Sweats

24-11-15
Af: 
Kenth K. Nielsen, Statsbiblioteket

Så er der nyt fra den amerikanske soul-scene i form af albummet  med Nathaniel Rateliff & The Sweats af samme navn. Det er klassisk amerikansk soul med et nutidigt twist. Og forgængere udi genren som f.eks. Otis Redding har ikke levet forgæves. Der er ikke tale om plagiat på nogen måde men tydelig - og relevant inspiration.

Lydbilledet er generelt præget af forsangernes lyse, men samtidig rå og udtryksfulde vokal. En vokal til fulde leverer den klassiske sydstatssoul, som netop er det gennemgående tema på albummet. Man kan vel heller ikke forvente andet, når albummet oprindedligt er udsendt på det legendariske label Stax.

Albummet lægger flot ud med nummeret "I Need Never Get Old". Et up-tempo nummer der fint sætter albummet igang. Lidt mere afdæmpet er et nummer som "I've Been Falling". På nummeret "S.O.B." kommer vi i gospel-stemning. En gedigen up-tempo-sang igen, der dog ved nærmere lytning nok alligevel ikke er et gospelnummer. Lyt selv... Der bliver også plads til mere folk-/countryinspireret musik på albummet. Det gælder f.eks. på nummeret "Wasting Time".

Albummet Nathaniel Rateliff & The Sweats fremstår som en helsøbt helhed. Sounden og stemningen hænger godt sammen og alle numre bliver leveret kompetent og overbevisende. Nathaniel Rateliff har tidligere bl.a. udsendt soloalbummene In Memory of Loss og Falling Faster Than You Can RunDisse albums er i en helt anden genre end albummet med The Night Sweats, idet de er i en mere afdæmpet singer/songwriter-stil.