Neil Young: Tonight's the night
Kjartan er i færd med at anmelde samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde, og dette er nr. 331 på listen.
Neil Young er en sand mester af albumkunsten. Hans mest kendte plader er After the gold rush fra 1970 og Harvest fra 1972. Han har dog lavet andre mesterværker både før og sidenhen, og et af de bedste er Tonight’s the night. Det er langt fra hans bedst sælgende album, men det heller ikke specielt let at gå til. Der blev ikke udgivet singler fra denne plade, og det forstår man faktisk godt. Den eneste sang, der måske kunne have fungeret som single er den forholdsvis energiske "Come on baby let's go downtown", der uden kontekst godt kunne være en ret sjov sang om at tage stoffer. Men det er så den gladeste sang på pladen, og derudover er albummet bare fyldt med tegn på, hvor galt denne afhængighed kan gå. Hele dette album er en virkelig deprimeret situation. Det er fyldt med bekymringer, og når Young ikke bekymrer sig, prøver han desperat på at undgå at bekymre sig for meget. Jeg ved ikke hvor selvbiografisk dette album er, men selv hvis dele af det skulle være det pure opspind, ligger der nok meget sandhed bagved.
Nogle gange kan Tonight's the night være svær at lytte sig igennem. En ting er de triste tekster, men når disse er sammen med Youngs yderst oprigtige vokal, så kan det til tider blive mere end man lige kan klare. Neil Young er ikke verdens bedste sanger, og det lægger han ikke skjul på her. Han har faktisk aldrig før været så dårlig til at ramme toner. Det er dog kun det rent tekniske, for han er vildt dygtig til at lægge følelser i sin stemme. Nogle af de bedste eksempler på flot udnyttelse af denne kvalitet er sange som "Borrowed tune", "Mellow my mind", "Albuquerque" og "Tired eyes". Som en anden af mine yndlings-Young-plader, Rust never sleeps, senere ville gøre det, er åbnings- og afslutningsnummeret på albummet reelt det samme. De hedder henholdsvis "Tonight's the night" og "Tonight's the night, Pt. 2". Teksten er den samme på begge udgaver, men på åbningsnummeret er sangen meget renere spillet, mens afslutningsnummeret er en totalt kaotisk fortolkning. Instrumenter kommer og går, skifter udtryk, og generelt bryder hele verden bare sammen på det nummer.
Det bedste ved Tonight’s the night er nok strukturen. Man får 12 forskellige numre, der arbejder virkelig godt sammen. Som sagt er samspillet mellem "Tonight's the night" og "Tonight's the night, Pt. 2" helt fantastisk, men alle de andre sange arbejder også flot sammen. Instrumentationen er skæv og forvrænget, og den bliver tit spillet på en lige så spinkel facon. Dog kommer der gradvist som pladen bevæger sig fremad flere og flere mentale nedbrud a la dem, der er at finde på "Tonight's the night, Pt. 2". Det gør albummet dynamisk, uden at man kommer forbi alt for mange “sjove” sange, der ville ødelægge stemningen. At finde "Come on baby let's go downtown", der jo er rimelig energisk, tæt på midten, er dog virkelig forfriskende. Det gør albummet lettere at komme igennem. Og Tonight’s the night er en virkelig svær plade at sluge. Men hvis du formår at komme igennem den, så lad mig forsikre dig om, at den kun bliver bedre for hver gang, du lytter til den.